mandag, december 11, 2006

09.12.06 - Pumpehuset, København



























(billeder knipset af Marie Østervang)


Så nåede vi til sidste stop på touren med Juncker. Tak til jer der troppede op - det var en dejlig aften. Og generelt har det været en dejlig, yderst lærerig tour. Vi siger mange tak til publikum, spillestederne, Juncker, Rød Aalborg og Blå Vicks.

torsdag, december 07, 2006

# 2 på Liga DK!



Sørme om I ikke fik hevet os op på en super flot 2. plads denne uge! Wauw!

Er det så ikke ved at være sidste chance for at give os en stemme med denne gang? Vi har snart ligget på listen så længe det er muligt...

Fedt, folkens!!


Pssst, husk at vi spiller i Pumpehuset på lørdag...

tirsdag, december 05, 2006

Mew - Live in Copenhagen

Nøj, hvor er den nye Mew-dvd god. Det er uden tvivl den bedste danske koncert-dvd jeg har lagt øjne til. Det skal dog lige siges at jeg også kun har set ganske få danske koncertfilm - men under alle omstændigheder er den af høj klasse, synes jeg.
Godt at der findes danske bands der tør sigte højt, i flere henseender.

mandag, december 04, 2006

Lades Fælder

Aller først og fremmest: TAK til de af jer der stak snuden forbi Lades Kælder igår aftes. Det dejligt at spille for jer - lyttende et publikum har man sjældent fornøjelsen af. Det var en helt anderledes fornemmelse.

Da vi ankom til Lades Kælder var der gang i den helt store julefrokost for personalet på stedet. Vi fik med stort besvær skåret en lille luge i røgen og larmen, og meldt vores ankomst. Der var højtbelagt smørrebrød, og festlig musik overhøjtalerne (muligvis en Bruce Springsteen plade i skidt kvalitet). Lydprøven var derfor også ret...lad os sige casual.
Men det lykkedes julefrokosten at få slæbt sig ud af døren, og så fik vi lov at spille en stribe numre for det fremmødte publikum. Hvilket var skønt! Dejlig tæt, intim atmosfære. Stille søndag.

Jeg har fået et par beskeder på MySpace vedr. setlisten, som jo tog sig lidt anderledes ud end normalt. Igår så den nogenlunde således ud:

Knivkasterens Søn (fra Træerne Vokser Ind I Himlen)
Modpolen (fra Træerne Vokser Ind I Himlen)
Syner (fra Forsidestof Til Eftertanke)
Intet Rør' Mig Nu (fra Kun En Elektrisk Summen...)
Tetris (fra Forsidestof Til Eftertanke)
Minus Mig (endnu ikke indspillet)
15 Graders Frost (Klondyke-cover)
Strawberry & Den Flyvende Trapez (Klondyke-cover)

La Complainte De La Butte (gammel fransk traver, som vi har stiftet bekendtskab med via Rufus Wainwrights udgave af den)
Kunsten At Slippe Taget (fra Træerne Vokser Ind I Himlen)
Kvinden & De Dansende Blade (fra Træerne Vokser Ind I Himlen)
On Your Own Again (Scott Walker-cover)
The Seventh Seal (Scott Walker-cover)
Kunsten At Efterlade Sig Et Spor (fra Forsidestof Til Eftertanke)
Ingen Bli'r Mere Våd I Regnen End Mig (fra Da Havet Skyllede Ind Over Byen En Nat)
En Tur Gennem Minefeltet (fra Kun En Elektrisk Summen...)

- - - - - - -

Postkort fra Venedig, Under Vand (fra Kun En Elektrisk Summen...)
Da Havet Skyllede Ind Over Byen En Nat (fra Da Havet Skyllede Ind Over Byen En Nat)




...i øvrigt kan Klondyke og Scott Walker ikke anbefales nok!


PÅ GENHØR!

fredag, december 01, 2006

Smag & ubehag

"LORT!LORT!LORT! FÅ DE LORTE AF LISTEN!!! KÆFT NOGLE TABERE! DE MINDER MIG OM EN LORT!!! FUCK JER ENTAKT!!! HÅBER I FÅR DENNE BESKED!"
Skrevet af
ENTAKT-LORT


Kære Lort,

Først og fremmest takker vi for den gode tone, og dernæst for stemmen - hvem ved, måske er det netop DIN stemme der holder os på listen. Klap dig selv på skulderen.

...og slip så Caps Lock-tasten!

onsdag, november 29, 2006

LYT! LÆS!

Det er muligt at jeg har anbefalet denne plade før, men i så fald er den en re-post værdig.
Gør dig selv den tjeneste at tune dine ører ind på Martins Halls 'Facsimile'. Det er så satans æstetisk, gennemført og djævelsk smukt. I øvrigt er jeg sikker på at den går ekstra godt i spænd med årstiden. Jeg forsøgte at finde små smagsprøver fra pladen på MySpace, men uden held (er jeg den eneste der synes at den side kan virke lige lovligt uoverskuelig til tider?).
Til gengæld har jeg dog fået gravet et par anmeldelser frem, som også indeholder beskrivelser af den ubeskrivelige musik.



I øvrigt blev jeg også anbefalet at gå i krig med Hall's roman 'Den Sidste Romantiker' - og den anbefaling bør ligeledes sendes videre. Hæsblæsende, er det.

Just do it.

søndag, november 26, 2006

Ugens udmelding

"Det kunne meget vel blive mig der opfinder teleporten"
- en udmattet Kristian, der var træt af de lange køreture til- og fra koncerter

lørdag, november 25, 2006

Godset, Kolding

Sikke en dejlig aften det var igår. Sikke en hyggelig tur, sikke et dejlige spillested (og sikke en god behandling vi fik), sikke et rart publikum, sikke godt det føles.

Der er noget at skrive hjem om.

torsdag, november 23, 2006

Til Muse koncert på Wembley Arena

Sørme om ikke jeg blev ringet op igår eftermiddags, og blev tilbudt at komme med til London, for at se Muse på Wembley - samme aften! Min kusines mand, som jeg har været til et væld af koncerter med, havde vundet to billetter i en konkurrence - og grundet manglende babysitning kunne min kusine ikke selv komme med. Lucky me!

Vi kom hjem i eftermiddags.
FANTASTISK koncert - fed, fed oplevelse.

Tak til Denis og Camilla!

mandag, november 20, 2006

Releaseparty

Vi håber I vil være med til at fejre udgivelsen med os fredag d. 5/1 -07 på Rust i København!

søndag, november 19, 2006

Sønderborg-Thisted-Ålborg

Jeg har netop skænket mig dagens tredje kop kaffe. De to første blev inhaleret under udpakningen af min taske. Det er nu rart at være hjemme på Frederiksberg, og Jylland føles mest som en sindstilstand lige nu. Og så har vi oven i købet kun været afsted tre dage.

Det er dog en ret anderledes og intens måde at være afsted på. Vi har godt nok tilbragt mange timer på vejen, i vores lille bus - denne gang Det Sølvgrå Lyn. Der er lang vej fra København til Sønderborg, og der er lang vej fra Sønderborg til Thisted - og ligeledes et stykke vej fra Ålborg hjem til København. Men denne lille tour med Juncker er virkelig lærerig og interessant - og for det meste yderst underholdende.
Mig bekendt er det første gang vi har været ude at spille tre dage i træk. Man lærer ganske hurtigt hvad der er smart, og hvad der ikke er. Eller...man har i hvert fald mulighed for at lære det.

Torsdag mødtes vi, som så ofte, hos Kristian i Vanløse. Vi pakkede gear, bagage og hinanden i bilen, og satte kurs mod Sønderborg. Mange timer på vejen. Men da vi kom frem kom vi hurtigt over køre-sløvheden. Vi spillede i Sønderborghus for nogle måneder siden, og har glædet os meget til at komme tilbage dertil. Vi er meget, meget glade for stedet. Behandlingen er strålende, det er en flot sal man spiller i, stemningen er god. Og selv den syv minutter korte lydprøve føltes god. Publikum ved begge koncerter har også været dejlige at spille for. Koncerten var en stor fornøjelse at være en del af, og da vi skulle overnatte på vandrehjem i Sønderborg, var det rart for en gangs skyld at blive hængende og sludre med folk efter koncerten. Igen: goooooooooood vibes.
Efter Junckers koncert forlod vores eget backstagerum for at skåle med dem i deres. Personligt fik jeg skålet rigeligt den aften, og jeg ved at jeg ikke var den eneste fra mit lille orkester. Således blev ordet "schjaps" indlemmet i Entakt-ordbogen. Vi takker vor kære trommeslager for bidraget. Jeg håber stærkt, og formoder, at vores forårstour vil bringe os til Sønderborghus igen.
Fredag skulle vi urimeligt tidligt op, da vi skulle checke ud fra vandrehjemmet kl. 10. Vi satte en fin omgang morgenmad til livs. Jeg nød en kop kaffe eller to, og trak en sixpence over morgenhåret. Og så beordrede vi vores GPS (som vi har valgt at give navnet Joyce) til at vise os vej til Gate 7 i Thisted. Denne køretur var lidt af en dræber, og de manglende timers søvn kunne mærkes. Vi nåede dog frem, og blev budt velkommen af stedets yderst venlige ejer. Gate 7 er et ret lille sted - tættere på værtshus end spillested, og man kan måske diskutere hvorvidt vi var fejlcastede til aftenens koncert eller ej. Ikke desto mindre spillede vi et lille, hyggeligt unplugged set. Kristian havde byttet sin guitar ud med en harmonika, jeg spillede lejrbålswesternguitar og Henning spillede på sin cajoun (en lille firkantet trækasse, der på magisk vis lyder som et lille trommesæt - med lidt god vilje).
Bagefter fik vi pakket vores sparsomme gear i Det Sølvgrå Lyn, og vendte snuden mod aftenens vandrehjem med en flok øl. Vi læssede vores bagage ind på værelset, og fandt derefter vej til opholdsstuen. Her lagde vi ud med Det Store Vinspil (er I klar over hvor svært det er?) - en slags Trivial Pursuit, hvor alle spørgsmålene handler om vin. Vi gav hurtigt op, hvorefter Kristian lammetævede Henning og Gibo i 500. Jeg valgte at kravle under dynen forholdsvis tidligt den aften - det var der andre bandmedlemmer der ikke gjorde.
Lørdag kunne vi heldigvis sove til omkring kl. 11 - dog skulle Gibo afsted med toget til København allerede kl. 7. Han var forhindret i at deltage i koncerten i Ålborg, hvorfor vi havde den gode Sune Lyster på som basafløser. Sune er noget nær jordens mest behagelige mennske, og en dygtig bassist, så der var ingen nerver på.
Turen fra Thisted til Ålborg var yderst overskuelig. Da vi ankom på Skråen fik vi parkeret bilen hvorefter Henning, Kristian og jeg traskede en lille tur i byen - Nordkraftland.
Så stod den på endnu en lydprøve - som denne gang virkede helt tom uden Gibo.
Skråen var noget af en omvæltning i forhold til Gate 7 i Thisted. Kapaciteten er en lidt anden på Skråen. Udover os og Juncker skulle Mani Spinx også spille den aften. Der var ganske mange mennesker til stede - Mogens, Karen og alle de andre var troppet op for at høre koncert.
Vi gik på kvart i ni, og spillede vores 30 minutter. Det var én af de aftener hvor man godt kunne mærke at vi var supportband, hvilket dog ikke nødvendigvis er en skidt ting. Da det sidste punktum for Kunsten At Slippe Taget var sat, fjernede vi vores gear fra scenen. Kristian og jeg fik os en lille sludder med en stribe venlige sjæle, der var troppet op for at se os - det er så hyggeligt at hilse på jer der lytter. Hermed en opfordring kom endelig hen og hils på for fremtiden! Mens vi trissede rundt inde i salen var Nicolai i fuld sving med pakningen af bilen - og så trillede vi mod København. Jeg vil skyde på at det generelt ikke var det store problem for folk at falde i søvn på deres respektive bopæle efter den tur.

På fredag spiller vi igen med de gode Juncker-drenge - denne gang i Kolding.

onsdag, november 15, 2006

On the woad again

I dag drager vi på et lille togt igen, et togt der bringer os til Sønderborg i aften (nærmere betegnet Sønderborghus, Thisted imorgen (nærmere betegnet Gate 7) og Ålborg på fredag (nærmere betegnet Skråen). Alle tre steder spiller vi support for de rare Juncker-drenge.

Her et par billeder af Det Sorte Lyn, fra sidste weekend, taget af Tania Gibson, lige inden vi kørte fra Kristian hjem i Vanløse:



















































(C) Tania Gibson

tirsdag, november 14, 2006

Earl Grey, shaken not stirred

Dagens hit:

Morrissey ~ Life is a Pigsty
- Jeg elsker outroen, og manden har jo ret!

Hals av. Te godt. Halstørklæde godt (me Tarzan, you Jane).

Stem!
og Stem!
Køb!
...det er en ordre (tre, faktisk)!

søndag, november 12, 2006

Melding fra fronten

Så blev der lige lidt tid til lidt "kære dagbog". Jeg døjer lidt med tømmermænd efter en hyggelig aften på Rust, hvor blandt andre vores gode venner Rhea spillede. Rhea kan ganske enkelt ikke anbefales nok - og de skal ses live. Gør dig selv den tjeneste.

Der er blevet taget hul på sidste del af årets koncerter for vores vedkommende. Det har i de sidste par uger bragt os til Helsingør, Næstved, Esbjerg, Svendborg - og Odense. Det var af uforklarlige årsager den første koncert i Odense for vores vedkommende (og vi har ellers spillet over 100 koncerter i løbet af de sidste par år). Tænk at vi skulle nå at spille i Polen to gange inden vi kom forbi den fynske hovedstad. Nå, i hvert fald var det en kæmpe fornøjelse at stå på scenen på Odense Studenterhus, til et Amnesty-arrangement mod tortur. Og det var en fornøjelse at spille en lang koncert, komme godt rundt i repetoiret, og rocke lidt ud hist og her. Blandt andet var der en ganske spøjs situation i slutningen af Side 2, hvor Gibo og Kristian havde gang i en lille hvem-kan-spille-flest-toner-på-kortest-tid-konkurrence - dér stod jeg og spillede på min guitar med den ene hånd, og på Nicolais keyboards med den anden hånd. Nicolai havde derimod fået fat i en trommestik og stød bøjet ind over sine keys, og tævede løs på Hennings chinabækken. Hvorefter han kastede trommestikken tilbage til stakkels Henning, og ramte ham meget præcist i tindingen.
"Det føltes som om nogen blinkede for mig"
- citat: Henning Villumsen, medansvarlig på galeanstalten.

På denne tur (Esbjerg-Svendborg-Odense) kørte vi for første gang i samme befordringsmiddel hele bandet. Der var for første gange plads til os allesammen - det var fantastisk. Der var et bord man kunne sidde ved, der var plads til alt vores gear. Der var sågar tonede ruder. Hvor rock-agtigt kan det blive? Vi er allesammen dybt forelskede i Det Sorte Lyn. Det er svært ikke at glæde sig en lille smule til at komme ud at køre igen torsdag-fredag-lørdag når vi skal spille i Sønderborg, Thisted og Ålborg.

Sidst men ikke mindst synes jeg at dette foto fortjener en re-post (ikke mindst pga. vores trommeslagers mildest talt evnesvage ansigtsudtryk ...sorry, Hense). Mine damer og herrer, vores hof-fotograf, Martin Stampe, fik dette billede ud af en ellers umulig situation i et backstagelokale i Esbjerg:


















I øvrigt sluttede vi aftenen i Esbjerg - efter sild og snaps med de rare mennesker fra Juncker - med at se Martin Stampes fotoudstilling. Jeg er dybt imponeret over hans evner som fotograf. Og I kan i øvrigt godt glæde jer til at se de billeder han fik skudt ved vores sidste fotosession.

lørdag, november 11, 2006

Et lille vink

Vi har ganske meget at se til for tiden. Blandt andet er vi nået et lille stykke ind i vores tour med Juncker - og de sidste par dage har vi haft nogle gode timer med publikum i Esbjerg, Svendborg og Odense. Her et lille backstagefoto fra Tobakken i Esbjerg - under indflydelse af sild og snaps.


















(Billedet er knipset af vores gode ven, Martin Stampe)

tirsdag, november 07, 2006

Køb den nye FYRVÆRKERI EP nu!

Så er det muligt at downloade vores nye EP!
Denne EP indeholder:

1. Fyrværkeri (albumversion)
2. Blændværk (non album track)
3. Tændstikmand (non album track)
4. Modpolen (SuperTroels remix)

Alt dette for sølle 9.95,-! Hent EP'en her.
Enjoy!



Ps.

Stem på os på Liga DK på DR 1: www.dr.dk/liga
Stem på os på Tjeklisten på P3: www.dr.dk/p3/tjeklisten
Hjææælp!

søndag, november 05, 2006

Fyrværkeri kandidat til Tjeklisten på P3!

Jeg er lige blevet gjort opmærksom på at vi er kommet på som kanditat til Tjeklisten på P3. Håber I også har lyst til at give en hånd med her!

"Lyt til programmet. Fortæl os derefter i en e-mail, hvilke de FEM bedste numre er efter din mening. Husk at skrive dit navn og adresse. Send din e-mail til [tjeklisten@dr.dk] - senest tirsdag."

Tjeklisten og kanditater kan ses her: http://www.dr.dk/p3/tjeklisten_old/lister/index.asp



Phew, der er meget at holde styr på efterhånden. Håber I fortsat vil give jeres støtte - vi er ubeskriveligt glade for den!

fredag, november 03, 2006

Entré på Ligaen

Woohoo, det gik bedre end jeg havde turde håbe på! Direkte ind på 2. pladsen - store sager. Jeg er meget stolt, og utrolig glad for den flotte, flotte opbakning vi får fra jer, derude!

Husk ENDELIG at stemme videre (gør det HER) - vi får brug for alle de stemmer vi kan trække for at blive på listen!


Ps. Dejligt at der er ved at komme lidt gang i vores nye ENTAKT-forum. Kom over og sludr (altså denne bydeform kan slagte ord efter ord - "klatr!", "sludr!" osv.) med.

tirsdag, oktober 31, 2006

Sludder for en sladder

Først og fremmest (i tilfælde af at nogle af jer skulle have undgået vores massive charmeoffensiv): stem vores video ind på Liga DK HER. Det er sidste chance for at hjælpe os ind på listen!

Det kan være svært at få det hele til at stemme overens. Det er i hvert fald lidt af en balancegang, og der sker en masse lige for tiden. Men det er heldigvis en masse gode ting.
Jeg står i flytning til op over begge ører lige nu, og glæder mig utroligt meget til jeg er blevet installeret på mit nye sted. Samtidig står vi overfor en større tour som support for Juncker i november måned. Det skal blive sjovt at prøve.

ENTAKTs nye FORUM er oppe at køre - håber I har lyst til at oprette en profil og sludre lidt med os derinde!

Sidst men ikke mindst glæder jeg mig til at komme lidt videre med de små solo-sange jeg er gået i gang med at indspille hos Nicolai, i hans studie, AdSono. Her følger et par billeder fra da vi indspillede sidst:





























søndag, oktober 29, 2006

ENTAKT - Fyrværkeri

Skulle vores video have undsluppet nogens opmærksomhed kan I hermed tage et kig på den.

Husk for guds skyld (og for vores) at give den en stemme med på http://www.dr.dk/liga

Tak for hjælpen derude! I er golden greatest hits.

torsdag, oktober 26, 2006

Kom så, allesammen!

Så folkens, så er det nu. Stem som gjaldt det livet (for det gør det (næsten!))!

STEM HER.

mandag, oktober 23, 2006

ENTAKT musikvideo på Liga.DK på torsdag!

Kære alle,

Vores splinternye musikvideo til sangen FYRVÆRKERI får premiere på DR 1, på torsdag kl. 16.
Den vil være bobler i programmet Liga.DK, og vi har derfor brug for jeres hjælp til at blive stemt ind på listen!

Umiddelbart efter udsendelsen vil det være muligt at stemme på sangen her.

På forhånd tak!

søndag, oktober 22, 2006

lørdag, oktober 21, 2006

Studiebesøg

Der sker mange ting i øjeblikket. Jeg står midt i en flytning, så mit liv ligger og roder på gulve, er skovlet ned i kasser o.lign. Derudover er der alle Entakt-koncerterne, og så er der sørme også blevet tid til at tilbringe lidt tid i et par forskellige studier.
I formiddags var Kristian og jeg ude i det yderst velrenomerede Medley Studie for, sammen med mixe-mester-Mikkelsen (som rent faktisk nu er medejer af Medley), at lave en master af en vaskeægte ENTAKT EP.
Denne EP vil snart være tilgængelig via download, og kommer udover singlen Fyrværkeri til at indeholde to helt eksklusive non-album tracks, og et remix. Kunstneren bag remixet er SuperTroels/Troels Abrahamsen - Veto's frontmand. Mere info om FYRVÆRKERI EP'en følger!
For sådan en gammel Radiohead-fanatiker som jeg var det jo store sager at besøge studiet hvor dele af mesterværket 'Kid A' er indspillet. Deres gamle, grimme vandpibe står der endnu!

Tidligere på ugen brugte jeg et par dage sammen med Nicolai i hans studie, AdSono, i Viby Sjælland. Her begyndte vi at indspille skitser af nogle små sange jeg har haft liggende noget tid. En god rodebutik af dansk og engelsk. Sangene, som er udprægede akustiske, er yderst uambitiøse, og skal ikke bruges til noget særligt, det var blot meget hyggeligt at arbejde lidt med dem. Når vi har lagt vokaler på er det ikke umuligt at de ender på MyMusic på en form for solo-side. We'll see about that.

Glædeligt efterår folkens!

Efterårstour, 2. og 3. etape

Så kom vi lidt videre i koncertprogrammet. I torsdags spillede vi på Café von Hatten i Randers, og det var på alle måder en skøn oplevelse. Der er en yderst dejlig stemning på stedet. Kristian og jeg har tidligere spillet der i andre sammenhænge, men det var første Entakt koncert i Randers.
Til at starte med gik det lidt skævt, da vi havde pakket gearet ud af bilerne, og opdagede at vi i forvirringen havde glemt nogle ting. Det blev der dog rådet bod på, og vi fik lånt os frem til det vi manglede. Vi fik klaret lydprøven uden de store vanskeligheder - her fortjener Klyden, som har været lydmand på den sidste stribe koncerter, en stor stak skulderklap! Efter lydprøven blev vi bespist, og forsøgte derefter at opretholde vores nye ritual med at give hinanden lammere inden vi skal på scenen (det går galt en dag!).
Så gik vi på. Og hvor var det en god modtagelse vi fik. Da vi indfandt os på den lille, varme scene introducerede jeg det første nummer, Den Blinde Vinkel, og vi kiggede rundt på hinanden for at sikre at alle var klar til at vi satte introen igang. Det var alle ikke. Nicolai var der nemlig overhovedet ikke. Der er altså nogle informationer der glipper i vores lille orkerster nogle gange. Hvor Nicolai befandt sig da vi andre gik på scenen står hen i det uvisse, men det lykkedes da at få ham kaldt til scenen til sidst. Og så kom vi igang. Det var en dejlig aften, med et dejligt publikum. Og efter koncerten fik jeg årets ros af en mand, der lod til at være lidt ældre end dem der normalt tropper op til vores koncerter. Han gav mig et fast håndtryk, og sagde: "Tak for koncerten. Hvor er det fed musik. Og hvor er det mærkelig musik!".
Som så ofte når vi har spillet i Jylland var vi desværre nødt til at pakke vores gear i en fart, og se at komme mod København. Jeg sov under hele den lange biltur, som den egocentrerede, kørekortløse forsanger jeg er. Jeg gled væk til tonerne af David Gilmours seneste album, der lod til at køre på repeat hele hjemturen. Jeg satte den sågar på igen da jeg kom hjem til min lejlighed kl. 04. På repeat.
Der blev, bort set fra det, præsenteret en yderst varieret playliste i bilen. De sidste par dage har vi trillet rundt i DK til tonerne af The Cure, David Gilmour, Busta Rhymes, Baal, In Flames m.fl.

Dagen efter mødtes vi, som så ofte, til en kop kaffe og en cigaret hos Kristian, inden vi trillede afsted mod Forbrændingen i Albertslund. Det føltes helt sært at skulle køre så kort en distance for at komme til spillestedet.
I dagens anledning havde vi lidt ekstra folk med selv, og derudover var der også Forbrændingens teknikere, så vi endte med at have et lille crew på to lysmænd og tre lydmænd. De var overalt. Der var god service. Selve koncerten var også af den yderst behagelige slags, og vi følte os generelt godt tilpas. Der er, mig bekendt, generelt store problemer med at trække folk til den slags koncerter i Albertslund, så det var dejligt at se at salen ikke var tom da vi gik på! I øvrigt er jeg virkelig glad for stedets faciliteter, og nyder at stå på scenen der.

Efter koncerten fik vi os et par øl og en sludder for en sladder med de fremmødte - og klappede hinanden lidt på skuldrene efter et par veloverståede dage.

På fredag spiller vi på S-Huset i Lyngby, og derefter drager vi på tour rundt i landet med Juncker.

lørdag, oktober 14, 2006

Efterårstour, 1. etape

Sikke en dejlig aften vi havde i Næstved igår. Stemningen var utrolig rar, og det var skønt at have tid til at spille en koncert af længere varighed denne gang. Vi ses i Næstved igen d. 4/11, når vi varmer op for Juncker på Vershuset!

(scroll lidt ned for at se alle stop på touren)

onsdag, oktober 11, 2006

The Science of Sleep

Traileren...

mandag, oktober 09, 2006

ENTAKT TOUR efterår/vinter 2006

Kære alle,

Årets sidste koncerter er kommet i kalenderen. Som det fremgår skal vi bl.a. med rundt på Juncker's efterårstour.Vi er glade for at kunne præsentere resten af årets ENTAKT-koncerter. Fang os her:


13.10.06 - STUDENTERNES HUS, NÆSTVED
- læs mere på http://www.studenterneshus.dk/

19.10.06 - CAFÉ VON HATTEN, RANDERS
- læs mere på http://www.vonhatten.dk/

20.10.06 - FORBRÆNDINGEN, ALBERTSLUND
- læs mere på http://www.fbf.dk/

27.10.06 - S-HUSET, LYNGBY
- læs mere på http://www.s-huset.dk/

03.11.06 - TOLDKAMMERET, HELSINGØR
(support for Juncker) - læs mere på http://www.toldkammeret.dk/

04.11.06 - VERSHUSET, NÆSTVED
(support for Juncker) - læs mere på http://www.vershuset.dk/

09.11.06 - TOBAKKEN, ESBJERG
(support for Juncker) - læs mere på http://www.tobakken.dk/

10.11.06 - AMNESTY STØTTEKONCERT, ODENSE STUDENTERHUS
- læs mere på http://www.studenterhus.dk/

16.11.06 - SØNDERBORGHUS, SØNDERBORG
(support for Juncker) - læs mere på http://www.sonderborghus.dk/

17.11.06 - GATE 7, THISTED
(support for Juncker) - læs mere på http://www.gate7.dk/

18.11.06 - SKRÅEN, ÅLBORG
(support for Juncker) - læs mere på http://www.skraaen.dk/

24.11.06 - GODSET, KOLDING
(support for Juncker) - læs mere på http://www.godset.net/

03.12.06 - LADES KÆLDER, KØBENHAVN
(Jonas og Kristian spiller intimkoncert) - læs mere på http://www.lades.dk/

09.12.06 - PUMPEHUSET, KØBENHAVN
(support for Juncker) - læs mere på http://www.pumpehuset.dk/


Vi glæder os til at se jer!

Anbefaling

Gør dig selv at købe Band Ane's nye plade, Anish Music. Den er fantastisk.
Lyt til et par skæringer her.

lørdag, oktober 07, 2006

i Det Gamle Lyseslukkeri
for enden af Godthåbsvej
der hang jeg i tagrenden

og da indså jeg
at kunsten er at slippe taget


(c) 2003

onsdag, oktober 04, 2006

The Divine Comedy - Do you realize??

Der spilles meget The Divine Comedy i mine ører i disse tider. Her er endnu en lille sag - Neil Hannons cover af Flaming Lips' fantastiske sang 'Do You Realize??'. Jeg ville give højre arm og venstre ben for at have skrevet den sang.

søndag, oktober 01, 2006

Gimle billeder pt. 2

Disse billeder er taget af Gimles fotograf, Sara Glahn. Kontakt hende på koidalux@gmail.com ...
























(c) Sara Glahn 2006

Gimle, Roskilde - 28 / 09 / 06

Knipset af vores lydmand, Henrik:



















































































































lørdag, september 30, 2006

tirsdag, september 26, 2006

The Divine Comedy vs. Queens Of The Stoneage

YouTube.com er et glimrende sted at fordrive tid, når man er tvunget til at ligge under dynen (og keder enden ud af benklæderne).

Jeg har altid været glad for The Divine Comedy...

fredag, september 22, 2006

Henning og Jonas i Universitetsradioen

Henning og jeg kiggede forbi Universitetsradioens lokaler i Krystalgade til en lille snak om vind og vejr i ENTAKT land. Interviewet bliver sendt onsdag den 18 oktober kl. 23.00 på 95,5 Mhz.
Så ved I det!

Senere idag skal Kristian, jeg, og Henrik og Luise fra selskabet, ud og have første kig på første udkast til Fyrværkeri-musikvideoen. Jeg er godt nok spændt.

Oooooooog...her følger et link til en blog hvor der sker ting og sager (verdens første kvindelige rumturist skriver om oplevelsen undervejs!): http://spaceblog.xprize.org/

onsdag, september 20, 2006

Hør os live på Gimle! / Rust koncert rykket!

Kære alle,

Jeg må også hellere poste det her for en sikkerheds skyld:


Hør os live på Gimle i Roskilde, torsdag d. 28/9!
På næste torsdag gæster vi Roskilde, når vi varmer op for I Got You On Tape på Gimle. Det plejer at være dejligt at spille i Roskilde, og jeg håber at en masse af jer vil kigge forbi. Personligt er jeg ret spændt på at se Gimles nye lokaler på det gamle Vandværk. Jeg er jo født og opvokset i Roskilde, så mange af mine første koncerter fandt sted på det oprindelige Gimle. Det skal blive sjovt at se hvordan det nye sted tager sig ud.

Vi spiller IKKE på Rust imorgen!
Nogle steder har det været annonceret at vi spiller koncert på Rust, her i København, imorgen. Dette var også oprindeligt meningen, men da koncertens primære formål var at være releaseparty for vores album, er datoen naturligvis blevet rykket til januar. Jeg håber ikke nogen vil gå forgæves - I får alle en invitation til releasen, så snart den nye dato er helt sikker!

Fyrværkeri
Det er altid med små-flossede nerver vi præsenterer nyt materiale for omverdenen, så det har været utroligt dejligt med al den flotte respons på vores nye single, 'Fyrværkeri'. Tusind tak for de opmuntrende ord, og tusind tak fordi I lytter, derude!
Du kan både høre sangen, og læse en stak brugeranmeldelser af den her:
http://entakt.mymusic.dk/diskografi/sang.asp?id=78963
Både 'Fyrværkeri' og 'Modpolen' vil selvfølgelig være at finde på vores debutalbum der udkommer mandag d. 8. januar 2007.


ENTAKTs foreløbige KONCERTKALENDER ser ud som følger:

28 / 09 / 06 - Gimle, Roskilde
13 / 10 / 06 - Studenternes Hus, Næstved
20 / 10 / 06 - Forbrændingen, Albertslund
27 / 10 / 06 - S-Huset, Lyngby

Mange flere koncerter dette år vil blive tilføjet løbende.

Vi ses derude!

tirsdag, september 19, 2006

Band Ane

Jeg må udtykke min dybeste respekt for den fantastiske, fantasifulde, fortryllende musik frøken Ane Østergaard, bedre kendt som Band Ane, fremtryller. Skæringen 'Wood Delivery' har repeatstatus på min iPod. Og skulle I ikke have hørt musikken, så ville det være egoistisk ikke at dele det med jer. Lyt her:

www.myspace.com/bandane
www.bandane.mymusic.dk

mandag, september 18, 2006

En dansktop-tornado!

En god ven sendte mig dette link. Dansktop må være det mest uhyggelige stof man til dato har haft kendskab til. Forbered dig på ikke at trække vejret i omkring 10 minutter:

http://www.lorry.dk/moduler/nyheder/showregvideo.asp?dato=13-06-2005&cID=5&vId=244740

Han SKAL opleves.

søndag, september 17, 2006

Sønderborghus

I fredags kørte den lille ENTAKT-karavane til sønderjylland, nærmere betegnet Sønderborg.
Det er ofte nogle lange dage når vi spiller så fjernt fra vores hjemstavn. Denne fredag tog vi afsted omkring kl. 11 om formiddagen, og en søvndrukken udgave af undertegnede blev hældt af ved undertegnedes bopæl lidt over 5 om natten.
Ikke desto mindre var det slidet og den lange køretur værd. Det var ganske enkelt en sand fornøjelse at spille på den høje scene, i Sønderborghus' flotte sal. Lige fra første færd fik vi den bedste behandling. Hvad enten det gjaldt gearslæbning, forplejning, opbakning under selve koncerten (selvfølgelig røg der en streng på min guitar 3,7 sekunder inde i første nummer) eller nedpakning af føromtalte gear.
Og, kære publikum, TAK for en dejlig aften. Det var en fornøjelse at spille for jer! Ligeledes var det hyggeligt at sludre med nogle af jer efter koncerten. Vi kommer hjertens gerne igen.

Vores lyd-altmulig-mand, Henrik, knipsede et par billeder i løbet af dagen...


























































































onsdag, september 13, 2006

Hør vores nye single nu!

Klik fluks hen på http://www.entakt.mymusic.dk og giv vores nye singleudspil, 'Fyrværkeri', et lyt! Jeg håber du vil kunne lide hvad du hører...

mandag, september 11, 2006

Begivenhedsrig weekend

Entakt-tandhjulene var været i bevægelse denne weekend. Det har været meget hårdt og meget, meget godt. Her følger en lille beretning. Fredag stod den på koncert i Århus. Jeg troppede op hos Kristian om formiddagen, og en times tid efter trillede Gibo, Kristian, vores lydtekniker Henrik og jeg ud fra København, med kurs mod Århus. Både Gibo og jeg var i dagens anledning udstyret med hver vores halssygdom, hvilket unægteligt gjorde mig noget nervøs, da jeg vidste stemmen ville komme på overarbejde under weekendens strabadser.

Til tider er der økonomi til at tage færge på vej til vores Jyllands-koncerter, hvilket plejer at være et rart afbræk fra køreturen (det er som bekendt en stor fornøjelse at købe en lunken kop kaffe og en tør sandwich til omtrent 746,95 kr.), men det var der desværre ikke budget til denne gang, så der var en lang køretur der skulle overstås. Jeg måtte endnu engang prise mig lykkelig for blot at kunne indtage min plads på bagsædet, hvor jeg kunne sidde og falde i staver. Dog blev jeg vækket brat fra min dvaletilstand, da vi var få centimeter fra at blive involveret i et større trafikuheld på motorvejen. Vi undgik med nød og næppe, men kunne til gengæld overvære det hele fra første parket. Det var voldsomt. Det var lidt af et lykketræf at ingen personer kom til skade, til gengæld fik et par biler skrællet siden af. Vi slap med skrækken.
Resten af køreturen forløb aldeles fredligt. Kristian havde medbragt et par yderst behagelige jazzplader. Det varierer meget hvad vi hører når vi er på tur - visse bandmedlemmer er forfaldne til heavy-fusion, hvilket ikke ligefrem er noget jeg bifalder nævneværdigt. Jeg har dog sjældent det store at skulle have sagt fra min position på bagsædet.

Vi ankom til Århus til lyden af Wes Montgomery, vi fandt Brandstationen, vi forårsagede en større fodgængertrafikprop i gågaden da vi skulle køre vores gear hen til scenen, og så fik vi ellers stillet op og lavet hul igennem på PA-anlægget. Så var der tid til lige nøjagtig en halv kop kaffe inden vi skulle på. Efter den nøje afmålte halve kop kaffe indfandt vi os på scenen - og spillede. Det fremmødte publikum var af den bedste slags, og på trods af at min stemme foretog et par utilsigtede knæk hist og her, var det en stor fornøjelse at spille. Ligeledes dejligt at sludre med nogle af jer efter koncerten. Tak til alle jer der kom forbi!
Kort efter vi havde trukket stikket ud af Side 2 stod den på gearpakning, lidt aftensmad, og så ellers den lange køretur tilbage til Djævleøen. Jeg fik lidt søvn i bilen, dog ikke af den bedste slags da sygdommen tog til i løbet af turen.

Det lykkedes os at komme hjem i ét stykke (hver, altså), og indkassere en stak timers søvn.
Da jeg vågnede lørdag havde min hals besluttet sig for at holde lukket, hvorefter jeg tog bestik af situationen, og besluttede mig for at gå lidt i panik. Det lykkedes dog på mirakuløs vis at få liv i stemmebåndene efter utallige kopper kaffe og en større omgang brummen-med-på-Rufus-Wainwright.
Jeg tog min halvakustiske guitar i hånden, og hoppede på et s-tog til Hovedbanen. Der mødtes jeg med Kristian, som havde sin harmonika under armen, og så traskede vi hen til Øksnehallen. Her blev vi indlogeret i det bedste backstagerum vi endnu har befundet os i, og inhalerede et par kopper kaffe mere. Så var det tid til at levere vores lille akustiske sæt på scenen i Øksnehallen. Kendetegnende for både lørdagens og søndagens små akustiske sæt var at det var et småt, men yderst lyttende publikum. Og så er det i øvrigt sjovt at være nødt til at angribe de ellers velkendte sange fra helt andre vinkler, hvilket unægteligt er nødvendigt når de skal fungere med vokal, guitar og harmonika som eneste virkemidler.

Vi tog direkte fra Øksnehallen til huset i Magstræde hvor vi endnu en gang skulle have overstået en større omgang gearslæbning, og derefter en lydprøve med spøgelser i maskineriet. Selve koncerten forløb med skøn lyd på scenen, og jeg nød det meget. Det giver en god spænding for os at vi begynder at indlemme flere og flere nye numre i live-sættet. Man bliver tvunget til at koncentrere sig en tand mere, da de stadig er så nye i live-sammenhæng at de på ingen måde sidder på rygraden. Efter koncerten var det rart at kunne tage det stille og roligt, drikke en lille øl eller to, og få sig en sludder med folk inden gearet skulle pakkes ned igen. Timen nåede også at blive ganske sen inden mit hoved ramte puden.

Søndag havde vi samme tjans i Øksnehallen. Jeg var mærket af træthed da vi ankom, men det gik. Endnu en gang var det en spøjs oplevelse at høre numrene, skåret helt ind til benet. Sådan er det altid når vi spiller disse duo-jobs. Der er ingen guitarstøj, keyboardflader eller beats at blive væk i.

En stor stor tak til alle jer rare mennesker vi nåede at se i løbet af weekenden!
Resten af dette år vil blive med heftigere koncertaktivitet fra vores side end nogensinde før.

På fredag gæster vi Sønderborghus (i Sønderborg) sammen med Xantom, og vi glæder os!

Vi ses deru'e!

onsdag, september 06, 2006

Udgivelsen af debutalbum rykket!

Kære lyttere,

Af praktiske årsager er udgivelsen af vores debutalbum, 'Træerne Vokser Ind I Himlen', blevet rykket til mandag d. 8. januar 2007.
Pladen skal sendes så godt afsted det er muligt, og vi vurderede at man med fordel kunne rykke releasen. Så tålmodigheden må tage en lille tørn mere!
Vi glæder os fortsat ubeskriveligt meget til at lade jer høre det endelige resultat, som vi er utroligt stolte af.

Derudover kan det berettes at næste single fra albummet, kaldet 'Fyrværkeri', ganske snart vil blive udsendt - med tilhørende musikvideo.

Altså: Træerne Vokser Ind I Himlen d. 8/1 '07!



* * * LIVE I KØBENHAVN OG ÅRHUS DENNE UGE * * *

Husk endelig at der i denne uge er op til flere muligheder for at opleve Entakt for fuld udblæsning, i levende live:

FRE. 08/09 - kl. 18 - BRANDSTATIONEN, ÅRHUS (gratis entré)( http://www.brandstationen.com )

LØR. 09/09 - kl. 22 - HUSET I MAGSTRÆDE, KØBENHAVN( http://www.husetmagstraede.dk )

Derudover spiller Jonas og Kristian unplugged i Øksnehallen både lørdag og søndag.
Læs mere her: http://www.lauritz.com/Article/Article.aspx?LanguageId=1&article=1108


Vi håber at se en masse af jer!

tirsdag, september 05, 2006

Pop når det stikker dybest

Rufus Wainwright - 'Memphis Skyline'.

søndag, september 03, 2006

Snegle spiser kiks

Ved hjælp af min iPod's shuffle-funktion har jeg netop genopdaget Malk de Koijns mesterværk 'Sneglzilla'. Pladen bugner jo med fantastisk fantasifulde beats, flows og tekster.

Du savner urter til din paté og et beat du kan dans' til?
www.malkdekoijn.dk

fredag, september 01, 2006

Musikvideo del 1

Igår aftes skød vi første del af musikvideoen til næste singleudspil fra vores kommende plade. I grove træk bød aftenen/natten på et film hold, os, en kontrabas, en flok frysende men heroiske unge mennesker, sand, et koldt ørkenlandskab, kirsebærvin, strømsvigt, en yndefuld pige foran et brændende klaver og selvfølgelig Nescafé. Og meget mere. Mindst. På mandag skal næste del af videoen i kassen. Det bliver spændende at se hvad det udmunder i. Stay tuned derude!

Ooooooog..:
Tillykke til vores hattebærende trommeslager, som fylder år idag!


Ps. ENTAKT live:

8. september - Brandstationen, Århus
9. september - Huset i Magstræde, København