Vi har arbejdet på vores nye plade siden september. Det er lang tid. Dagene begynder virkelig at flyde sammen i min hukommelse. Som det ser ud nu har vi ni helt færdige numre, som jeg er virkelig glad for, og stolt af. Vi er nu gået i kødet på fire sange mere - og derefter har vi yderligere to klaverbaserede sange, af mere stille karakter.
Det gælder om at holde tungen lige i munden. Til tider glipper det. Det er uundgåeligt at der er dage hvor man mister overblikket, og føler at intet fungerer. Jeg har svært ved at komme i tanke om noget mere frustrerende end at traske hjem efter sådan en dag. Sådan en dag havde vi forleden. Men da jeg så lyttede på de ting vi havde kreeret herhjemme dagen efter blev jeg heldigvis overordenligt positivt overrasket. Der er særligt én bestemt sang, hvor vi virkelig har svært ved at finde ud af hvilken kant vi skal angribe den fra. Det er lidt af en balancegang. Det var den sang der var årsag til den frustrerende session forleden, samtidig var det den sang der fik mig til at tænke "ja, sgu!", da jeg hørte den hjemme dagen efter. Vi har ramt en lidt mere gennemsigtig, nærmest kinesisk, lyd, hvor den før syntes noget gumpetung.
Man bliver mærkelig af at indspille plader.
Derfor er det da også en kæmpe lettelse at tingene begynder at tage form nu, og at man kan ane et omrids. Vi er sågar kommet op med et bud på en mulig titel nu.
Herunder lidt billeder fra i mandags, da Gibo lagde bas på de fire sange der pt. står for skud. Han fik naturligvis kun brug for 2 af sine 5739 pedaler.
