Tilbage i øvelokalet 24.05.08

Argh!

Det var Chelsea der skulle have vundet den Champions League-finale! ...og hr. van der Sar fortjener en ørefigen!

Skumle, skumle.

Hvad er der med den familie?

Den opmærksomme læser vil for længst have opdaget - og muligvis være blevet træt af - mine lovprisninger af Rufus Wainwright. Nu er turen så kommer til bettesøs, Martha Wainwright. 

I lørdags var jeg, og min bedre halvdel (som i øvrigt har taget billedet foroven), blandt de 350 heldige der havde sikret sig billet til fru Wainwrights intimkoncert i Pumpehuset. I dagene op til har hendes nye album, med den glimrende titel I Know You're Married But I've Got Feelings Too, været i A-rotation herhjemme, og jeg må sige at den virkelig har vundet indpas. Hendes debutalbum fra 2005 har fine momenter, men er i det store hele lidt af en skuffelse. Sangene er gode, men den 90'er-rockede produktion gør det til en lidt gumpetung affære. Dette lider den nye plade dog ingenlunde under, tværtimod er produktionen yderst elegant - og sangene er bare blevet endnu bedre. De gode anmeldelser er fuldt fortjent, synes jeg.

Koncerten i Pumpehuset var også ren og skær nydelse. Hendes vokal er ganske enkelt uovertruffen, og særligt de numre hun fremførte ene kvinde, kun akkompagneret af sit eget guitarspil, var himmelske. Bandet gjorde såmænd intet galt, men det var bestemt de mere intense numre der gjorde størst indtryk. I øvrigt var det den fremragende Matt Johnson der sad bag gryderne, ganske som han har gjort for blandt andre bror Rufus og Jeff Buckley.

Efter koncerten var der en fin lille meet n' greet session, hvor man kunne få signeret sin plade og knipset et lille billede sammen med aftenens dame i skysovs. Store sager, store sager.

Tjek det u'.

Imorgen skal vi til møde på pladeselskabet.

Hjemme igen

Jeg er nu tilbage i DK (verdens fladeste land?), og jeg må tilstå at det ikke ligefrem huer mig. Jeg kunne godt have brugt et par uger mere i blåt og grønt. Eller et år. Det var en pragtfuld rejse, og virkelig spændende for en nørd som mig at få muligheden for at træde i minoiske fodspor. Mit bud er, at jeg netop er kommet hjem fra Atlantis.

Og og og. Og ...hvis man ikke skulle have lov til at belemre andre med feriebilleder på sin egen blog, hvor så?

Farvel og tak!

Vi har nu 15 sange i kassen, og imorgen tager jeg på en uges tiltrængt ferie til de varme lande. Det skal nu blive skønt.

Herunder en bunke usorterede billeder fra den sidste tids indspilninger, med kontrabas, violin, sax, sav - og Garth Brooks-cap: 

Et link

Den gode Stytzer postede et ret interessant indlæg på sin blog forleden.

(der bliver en kort pause)

På alle tangenter (med billeder)

I går var Store Tangent Dag. Kristian, Michael (fra det skønne band Rhea) og jeg havde trukket i arbejdstøjet. De to teknisk begavede herrer havde samlet sammen til et lille "ud af huset-studie", og første stop var såmænd min stue, hvor vi skulle optage mit trædeorgel til en lille stribe sange. Trædeorgelet sagde nogle små mislyde, men som det fremgår af et af billederne herunder, så er Michael lidt af en orgeldoktor (han kravlede nærmest ind i orgelet), og ved hjælp af vatpinde, olivenolie og sejlgarn kom projektet på skinner igen. På Egon Olsen-måden.

Derefter gik turen til Musikvidenskabeligt Institut, hvor vi skulle indspille grundspor til to stille, klaverbårne numre. Jeg var bag tangenterne. Sådan noget kan godt være en anelse angstprovokerende når man er i selskab med punktligheden selv, K. Martinsen, og Michael som jo er en fænomenal pianist. Sangene kom dog nogenlunde helskindede igennem, trods rød lampe-feberen. Den ene på et opretstående piano med masser af krads personlighed, den anden på et stort smukt flygel.

Jeg knipsede nogle billeder undervejs, og nu poster jeg bare dem allesammen. Man må gerne være doven i weekenden.

Rufus i cirkus

Omstændighederne og hele konceptet var langt fra ønskværdigt, for nu at sige det mildt. Rufus skulle spille et dinnershow i Cirkusbygningen, mens man så ellers sad bænket med hver sin omfangsrige menu i fire akter. Jeg må tilstå at det var for meget Linie 3 til mig, hele scenariet.

Men men men, jeg fortrød ikke min tilstedeværelse (eller det anseelige beløb billetten havde kostet) et sekund, da Rufus først gik på. Han er ganske enkelt fantastisk. Ved denne koncert var det især de helt stille, atmosfæriske, gennemsigtige numre der sejrede, og kuldegysningerne fik endnu en gang frit løb. Den mand ejer ikke en fejlmekanisme.

Grundet omgivelserne var er det nok den R. Wainwright-koncert ud af de seks stykker jeg har overværet der var mindst perfekt, men det ændrer ikke på at det atter var en fantastisk oplevelse at se og høre en af verdens allerbedste, mest inspirerende og mest originale popkunstnere.

Gaffa anmelder HER.

BT anmelder HER.

JP anmelder HER.

Japansk Løn

Så er endnu en sang få centimeter fra målstregen. Godt hjulpet på vej af Kris på toypiano (billedet). Denne sang har gennemgået nogle markante forandringer, og jeg er fantastisk glad for denne sidste version.

Venligst

Judas i hvalens bug

K sang kor

I går havde vi besøg af Katrine (fra bandet Kå) i TænkeBoksen. Hun berigede vores sange med sin smukke, stærkt personlige vokal, og ganske ligesom Andreas, Cecilie, Josephine (D&tBBP) og Randi (Laubek) havde hun kor-idéer som vi aldrig selv var kommet på - og sendte dermed sangene i helt andre retninger.

Det har været ubeskriveligt inspirerende for os med indblandingen udefra. 

Sørg for at klikke forbi Katrines eget band, HER.

Og nu til noget helt andet: den gode Stytzer var så venlig at anbefale disse tankebobler i MyMusic's 3x5 - så jeg vil straks benytte lejligheden til at sende en anbefaling den anden vej. Er du interesseret i hvad der bobler og simrer i musiklivet både inden- og udenlands? Så ville det være at skyde sig selv i foden ikke, fra tid til anden, at klikke forbi Hits In The Car.

Stående ovationer

Vores gode venner - de fantastiske Didium and the Black Bonnie Picture - er blevet kåret som årets modtagere af det forjættede MyMusic Legat. Et kilometerhøjt tillykke herfra!