Indrømmet. Det er ikke voldsomt mange dansksprogede albums jeg har stående, og når jeg så for en gangs skyld støder på et dansksproget album i mit efterhånden omfangsrige plade-alter, så er det næsten altid nogle af de mere etablerede, velansete sikre vindere - eksempelvis CV. Jørgensen, Sebastian, Savage Rose.
Men så er der Klondyke. Jeg er sikker på at jeg må have nævnt dem her på bloggen før. Denne gang er anledningen det nye album 'Dejlig Dum'.
Da vi (Entakt) blev signet på Bonnier Amigo og Transistor Music kan jeg huske at Kristian og jeg, i bedste fan-stil, snakkede om at det var lidt tjekket at være på samme label som Klondyke. Sagen er nemlig den at Kristian og jeg deler den opfattelse at omdrejningspunkt og hovedperson, Mikael K, er Danmarks pt. bedst skrivende syngersangskriver. De fire Klondyke albums er ganske enkelt uovertrufne, og i sangskrivningen findes et helt særegent rejse- og eventyrlystent univers.
Det tog mig lidt tid at blive tunet ind på det. Jeg købte deres andet album 'Lille Vampyr' omkring udgivelsen i oktober 2003, efter at have læst en stribe knæfalds-anmeldelser der vakte min interesse. Da skiven så røg i skiveafspilleren ramte musikken flere meter forbi. Men nu ved jeg at det bare var en lang aflevering, som blot krævede at jeg tog et par skridt frem. Jeg har formentligt haft svært ved at forholde mig til hvad jeg hørte fordi jeg ikke havde en eneste plade stående i samlingen der lød sådan, særligt når det kom til tekstuniverset.
Men selvfølgelig begyndte det hele at falde på plads, brik for brik (ellers ville jeg jo ikke sidde her med halvkold kaffe og lovprise til den store guldemalje!); en enkelt melodi vandt indpas til at starte med, derefter blev jeg suget ind i tekstuniverset - som bliver så troværdigt leveret af Mikael K, opdagede hvor uendeligt mange facetter der er i produktionen, og før jeg fik set mig om var jeg fuldstændig bidt af 'Lille Vampyr' (undskyld...tsk-tsk...)
Efterfølgeren, 'Verdensmand', er om muligt endnu bedre end 'Lille Vampyr'. Her er altså tale om seksstjernet sangskrivning, som både trækker i dit smilebånd og samtidig skyder pile efter dit hjertekammer. Teksternes humor er ikke af den feje slags som bruges fordi det går for tæt på at skrive på dansk, og man derfor prøver at bløde det lidt op. Ikke i mine ører i hvert fald. Således kan et nummer som afslutteren 'Aften I Sort-Hvid' hælde spandevis af gåsehud ned over min ryg. Det er også nærliggende at fremhæve skæringen '15 Graders Frost', som Kristian og jeg har spillet et coverversion af ved flere af vores akustiske duo-koncerter.
I slutningen af maj kom så den nye plade, 'Dejlig Dum', og endnu en gang må jeg overgive mig. Der er stadig en lille tilvænningsperiode hvor jeg skal forene mig til indpakningen, som sundt nok varierer fra album til album. Herefter begynder selve sangene at skinne igennem, og tingene falder på plads.
Denne gang er det Thomas Blachman der har siddet i producerstolen, og jeg må sige at han har gjort et glimrende job. Den lidt glatte, men elegante produktion fungerer generelt som en rigtig fin kontrast til de alt andet end kedelige sange. Jeg kan ikke sige mig fri for, i længden, at savne bare lidt flere knaster i produktionen, men affinder mig gerne med det for - i stedet - at sidde med et album hvor der endnu en gang er en klar udvikling at spore. Hvor er det dog en fryd at der skrives- og skæres danske plader af dén kaliber. I disse dage sidder sange som 'Mens Vi Venter På Godot', 'Moto Guzzi' og den nærmest belastende smukke 'Sci-fi Palmer & Rim I Luften' ubehjælpeligt fast i mine ørebøffer.
Nu vil det så være meget oplagt at jeg sender jer videre til Klondyke's MySpace-side. Min eneste betænkelighed ved dette er, at Klondyke helt klart virker bedst når man hører et helt album, hvor sangene kan kaste lys over hinanden. Hver plade er en lille katastroferamt, men lykkelig, klode som kræver og fortjener at blive hørt i sin helhed. Hav det i mente når I rammer MySpace, og så anbefaler jeg ellers at I lytter til '15 Graders Frost' og 'Skarlagen Rød' til at starte med.
Håber denne anbefaling vil kunne bruges!
(Klondyke pressefoto af Jens Astrup)
Sikke en fantastisk festival i år. Længe siden jeg har nydt det så meget. Gode musikalske oplevelser var der også rigeligt af. Teitur gjorde det vel egentlig ganske fint, men det var hul i hovedet at sætte ham til at åbne Orange Scene. Det var hverken han- eller den almene festivalgænger tjent med. Han skulle have leveret en intim tømmermændskoncert på Odeon. 3 stjerner. Radiohead var forrygende. Selvfølgelig var de det. Når det kommer til dem er jeg muligvis også verdens mest inhabile dommer, da de har været mit absolutte yndlingsband i over 10 år. Det var ikke den bedste koncert jeg har set med dem, men en sublim oplevelse. Thom Yorke var ikke var ikke ligefrem i snakkehumør, men det passede mig faktisk glimrende. Musikken talte så smukt for sig selv. Nu har man efterhånden også hørt "hva' sååå Roskildøøøøøø!" tilstrækkeligt mange gange, har man ikke? Sætlisten var stort set upåklagelig, bandet var som altid habile, lyset var fortryllende, og jeg var glad. 5 stjerner. Dagen efter fik Kristian lokket mig med over for at høre Job For A Cowboy, som fik blæst mig en eftertrykkelig midterskilning. Jeg ved ikke nok om dødsmetal til egentlig at kunne bedømme dem, men deres tekniske kunne var imponerende, og jeg var ganske godt underholdt - og ikke på den platte måde, vel at mærke. Derefter var vi et smut ovre forbi Kate Nash, men vi nåede aldrig ind i teltet, da musikken der strømmede ud derfra på ingen måde var min kop te. Band Of Horses var derimod en virkelig god oplevelse. Stemningen på Arena var i top, hvilket man uden tvivl også kunne mærke på bandet, der virkede overvældede. De gengældte publikums hengivenhed, og leverede en rigtig velspillet, velsunget optræden. De lyse toner var lige i skabet. Lyden var desværre en smule krads der hvor vi stod til at starte med, så vi var nødt til at trække lidt ud 4 numre før de trak stikket ud. 4 stjerner. Efter BoH gik vi ned mod Orange Scene, hvor Gnarls Barkley havde været i gang i noget tid. Endnu en gang blev jeg dybt imponeret over frontmandens vokal - og da de så spillede en fantastisk coverversion af Radioheads 'Reckoner' var jeg selvfølgelig solgt til twanglakrids. Virkelig ærgeligt at disse to bands skulle overlappe hinanden. Kings Of Leon hørte jeg lidt på afstand, siddende på græsset. Men der var så skidt lyd der hvor jeg befandt mig at jeg slet ikke har nogen holdning til koncerten. Senere på aftenen overværede jeg dog en formidabel ond-i-sulet-koncert med Grinderman. Ingen kan være så herligt hygge-sur som Nick Cave, og den omgang støj var lige hvad jeg havde brug for. Jeg havde den helt rette mængde alkohol i blodet, og stjernerne stod rigtig. Mindst 4 af dem. Måske 4 og en halv. Det sidste jeg så den aften var The Streets' fest på Orange Scene. Der er mange venner og bekendte der er uenige med mig når det kommer til The Streets, men jeg synes Mike Skinner er en fest, og at der derudover er en stor mængde fremragende numre at finde på hans tre plader. Det skal for en god ordens skyld sige at jeg ikke nåede at se koncerten helt til ende, da jeg var så træt at mine ben var ved at kollapse under mig til sidst. Lørdag startede vi bare med at drysse lidt rundt. Vi var blandt andet et smut ovre forbi Tokyo Police Club, uden dog at nå ind i teltet. Derefter fandt vi vej til Joan As Police Woman på Odeon, og der mødte jeg min første egentlige skuffelse. Måske gav jeg hende heller ikke tid nok til at komme i gang før jeg smuttede, men hun kom bare ikke særlig langt udover scenekanten - og musikken manglede noget vedkommende eller særpræget til at fastholde min opmærksomhed. Det endte med at jeg smuttede ned til Solomon Burke på Arena, og dét fortrød jeg på ingen måde! Den store hovedperson sad solidt plantet i en kongetrone midt på scenen, omgivet af et urimeligt fedt swingende band og skønne korpiger - og leverede den bedste røvballefest jeg nogensinde har været til. Det var hit på hit på hit, klassiker på klassiker, og alligevel var det vedkommende ...og ja...bare rasende fedt. Neil Young imponerede egentlig også, men grundet alkoholindtagelse (hos undertegnede, ikke Neil) og træthed havde lørdag aften generelt ikke helt så stor effekt som den kunne have haft. Set i bakspejlet ærgrer jeg mig nu også en smule over at jeg gik glip af Chemical Brothers. Oh well, der er altid et par missere på Roskilde. Det hører med. På samme måde er jeg også ærgelig over at jeg gik glip at The Notwist, men det var ganske enkelt umuligt at forlade Solomon Burke's soulfest, for at gå op og se tysk navlepiller-indie. Søndag var der ikke umiddelbart de store ting der fangede min opmærksomhed. Vi drak mojitos til Anti-Flags helvedesild, og nød festivalens sidste øl til lyden af Cat Power.
