onsdag, juli 09, 2008

En anderledes fotosession

Jeg er virkelig stresset i øjeblikket. Det føles ikke sundt. Min kalender er sortmalet, og mit hjerte er træt i benene af at galopere. Derfor var det rart at den lille fotosession vi havde igår foregik i særdeles idylliske omgivelser. Eneste stressfaktor var en lille, men meget mudret, å vi skulle over, hvilket fik sat lidt mærker på et par af ekspeditionsmedlemmernes tøj.
Dette var en meget anderledes fotosession end den til Træerne Vokser Ind I Himlen, som jo foregik i en stor kold fabrikshal på Refshaleøen. Denne gang blev billederne skudt på Vedbæks solbeskinnede marker. Nu er vi halvvejs med billedsiden, og mangler en stribe portrætter af hele orkestret. Det bliver spændende at få billederne fra hoffotograf, Martin Stampe. Herunder, lidt dokumentation fra dagen.

mandag, juli 07, 2008

RoskildeRoskildeRoskilde

Sikke en fantastisk festival i år. Længe siden jeg har nydt det så meget. Gode musikalske oplevelser var der også rigeligt af. Teitur gjorde det vel egentlig ganske fint, men det var hul i hovedet at sætte ham til at åbne Orange Scene. Det var hverken han- eller den almene festivalgænger tjent med. Han skulle have leveret en intim tømmermændskoncert på Odeon. 3 stjerner. Radiohead var forrygende. Selvfølgelig var de det. Når det kommer til dem er jeg muligvis også verdens mest inhabile dommer, da de har været mit absolutte yndlingsband i over 10 år. Det var ikke den bedste koncert jeg har set med dem, men en sublim oplevelse. Thom Yorke var ikke var ikke ligefrem i snakkehumør, men det passede mig faktisk glimrende. Musikken talte så smukt for sig selv. Nu har man efterhånden også hørt "hva' sååå Roskildøøøøøø!" tilstrækkeligt mange gange, har man ikke? Sætlisten var stort set upåklagelig, bandet var som altid habile, lyset var fortryllende, og jeg var glad. 5 stjerner. Dagen efter fik Kristian lokket mig med over for at høre Job For A Cowboy, som fik blæst mig en eftertrykkelig midterskilning. Jeg ved ikke nok om dødsmetal til egentlig at kunne bedømme dem, men deres tekniske kunne var imponerende, og jeg var ganske godt underholdt - og ikke på den platte måde, vel at mærke. Derefter var vi et smut ovre forbi Kate Nash, men vi nåede aldrig ind i teltet, da musikken der strømmede ud derfra på ingen måde var min kop te. Band Of Horses var derimod en virkelig god oplevelse. Stemningen på Arena var i top, hvilket man uden tvivl også kunne mærke på bandet, der virkede overvældede. De gengældte publikums hengivenhed, og leverede en rigtig velspillet, velsunget optræden. De lyse toner var lige i skabet. Lyden var desværre en smule krads der hvor vi stod til at starte med, så vi var nødt til at trække lidt ud 4 numre før de trak stikket ud. 4 stjerner. Efter BoH gik vi ned mod Orange Scene, hvor Gnarls Barkley havde været i gang i noget tid. Endnu en gang blev jeg dybt imponeret over frontmandens vokal - og da de så spillede en fantastisk coverversion af Radioheads 'Reckoner' var jeg selvfølgelig solgt til twanglakrids. Virkelig ærgeligt at disse to bands skulle overlappe hinanden. Kings Of Leon hørte jeg lidt på afstand, siddende på græsset. Men der var så skidt lyd der hvor jeg befandt mig at jeg slet ikke har nogen holdning til koncerten. Senere på aftenen overværede jeg dog en formidabel ond-i-sulet-koncert med Grinderman. Ingen kan være så herligt hygge-sur som Nick Cave, og den omgang støj var lige hvad jeg havde brug for. Jeg havde den helt rette mængde alkohol i blodet, og stjernerne stod rigtig. Mindst 4 af dem. Måske 4 og en halv. Det sidste jeg så den aften var The Streets' fest på Orange Scene. Der er mange venner og bekendte der er uenige med mig når det kommer til The Streets, men jeg synes Mike Skinner er en fest, og at der derudover er en stor mængde fremragende numre at finde på hans tre plader. Det skal for en god ordens skyld sige at jeg ikke nåede at se koncerten helt til ende, da jeg var så træt at mine ben var ved at kollapse under mig til sidst. Lørdag startede vi bare med at drysse lidt rundt. Vi var blandt andet et smut ovre forbi Tokyo Police Club, uden dog at nå ind i teltet. Derefter fandt vi vej til Joan As Police Woman på Odeon, og der mødte jeg min første egentlige skuffelse. Måske gav jeg hende heller ikke tid nok til at komme i gang før jeg smuttede, men hun kom bare ikke særlig langt udover scenekanten - og musikken manglede noget vedkommende eller særpræget til at fastholde min opmærksomhed. Det endte med at jeg smuttede ned til Solomon Burke på Arena, og dét fortrød jeg på ingen måde! Den store hovedperson sad solidt plantet i en kongetrone midt på scenen, omgivet af et urimeligt fedt swingende band og skønne korpiger - og leverede den bedste røvballefest jeg nogensinde har været til. Det var hit på hit på hit, klassiker på klassiker, og alligevel var det vedkommende ...og ja...bare rasende fedt. Neil Young imponerede egentlig også, men grundet alkoholindtagelse (hos undertegnede, ikke Neil) og træthed havde lørdag aften generelt ikke helt så stor effekt som den kunne have haft. Set i bakspejlet ærgrer jeg mig nu også en smule over at jeg gik glip af Chemical Brothers. Oh well, der er altid et par missere på Roskilde. Det hører med. På samme måde er jeg også ærgelig over at jeg gik glip at The Notwist, men det var ganske enkelt umuligt at forlade Solomon Burke's soulfest, for at gå op og se tysk navlepiller-indie. Søndag var der ikke umiddelbart de store ting der fangede min opmærksomhed. Vi drak mojitos til Anti-Flags helvedesild, og nød festivalens sidste øl til lyden af Cat Power.
Nu har jeg lige en lejlighed der skal pakkes ned, en ny lejlighed der skal males, og en plade der skal laves færdig.

onsdag, juli 02, 2008

Anbefaling på falderebet











Jeg har - mentalt - det ene ben ude af døren, da jeg skal til festival i Roskilde imorgen. Men jeg snublede lige over noget der ramte mig, og det ville være strengt af mig ikke at dele.

Vi, ENTAKTs tiptoptunede MySpace Team, fik tidligere idag en venneansøgning fra en ung dame ved navn Clara Luise Bryld. Jeg klikker ofte et smut forbi dem der ansøger os, af nysgerrighed, og denne gang klappede fælden. De toner der strømmer ud fra Clara's MySpace-side er smukke og overrumplende elegante, og fortjener at blive hørt. 
Har man hang til stilfærdige, jazzede, yndefulde, legende, veludførte og særdeles charmerende kompositioner kunne dette meget vel være noget. For mig spøger personlige yndlinge så forskellige som Elliott Smith, Randi Laubek, Rufus Wainwright, Joni Mitchell, Nick Drake og Yann Tiersen et sted i kulisserne. Dog så gennemsigtigt at det ville være løgn at sige at Clara lyder som nogen af dem. 

Det er lige hvad jeg har brug for lige nu: nærværende musik med søvn i øjnene og sol ind gennem vinduerne.
NYD DET HER (i særdeleshed 'On Your Wall' og 'Sunday' anbefales herfra)

lørdag, juni 28, 2008

Hør smagsprøver på det kommende ENTAKT album
















Så skete der lidt. LÆS HER.




Prolog

månen har vendt sin arrede kind til
Stilhedens Hav viser tænder
men alt der flytter sig heromkring er lyset
og det forandrer alting

brandmærk dig mine ord
lad dem klæbe til din pande
nu hvor Mars sadler op

Mandagens Vægt

i går så jeg mandagens vægt knække gaden
blokbogstaver dryssede fra facaden
jeg så tandhjul tage tandhjul ved tænderne
ulve trak i ulveklæderne

har katten taget jeres tunger nu?

endnu en malstrøm i et udtørret hav
se os, se hvor vi træder sande!
og se lyset forsvinde ned af Tagdigiagtvej
"må pest ramme begge eders huse" snerrer jeg

jeg venter kun på kulissernes kollaps
og klaptræets smæld

betonbibler og murstensromaners kvæd
mere lodrette end mundrette
slagord med sirlig skrift blomstrer alle vegne
disse knaster nægter at segne

ansigterne lægges i skarpe folder nu

mens jeg venter på klaptræets smæld
men det står bøjet i neon, som jeg i støvet:
hvor intet vover intet forsvinder

onsdag, juni 25, 2008

søndag, juni 22, 2008

In repair

Imorgen rejser min kæreste og jeg på en uges ferie til Dublin. Hvis jeg ellers får taget mig sammen til at pakke, that is. Jeg er så søndagssløv i hovedet at jeg ikke rigtig orker andet end at sidde her i min sofa, drikke kaffe og høre John Mayer (man er vel guitarpopdreng med tømmermænd og søndagsblues)
Det skal blive skønt med en uges ferie, og når jeg kommer hjem står den på Roskilde Festival, og derefter flytning. Til gode gamle Nørrebronx. Der sker mange spændende ting lige nu.

I løbet af kort tid - få dage, formoder jeg - vil der også ske noget noget spændende på MyMusic.dk ...noget som har med den kommende Entakt plade at gøre... så vær på vagt!


Cheers - skål i Guiness.

onsdag, juni 18, 2008

Jeg synes...

Jeg synes det nye Coldplay album er overraskende godt. Jeg synes 'Extras' er sjovt, selv om intet slår det engelske 'The Office'. Jeg synes Portugal, Spanien eller Holland skal vinde EM. Jeg synes det er umådeligt rart at vi har fundet en releasedato - og en titel vi er glade for - til vores nye plade. Jeg synes det er skønt at de folk der har hørt de nye sager godt kunne lide dem. Jeg synes det er skønt at min kæreste og jeg netop har fået tilsendt en salgskontrakt på en andelslejlighed på Nørrebro. Jeg synes det er herligt at skulle til Dublin på mandag. Jeg synes egentlig jeg er ganske godt tilfreds med det hele, lige nu.

Om et par timer skal Kristian og jeg mødes med vores hoffotograf, Martin Stampe, og sludre om billeder og frontcover til 'album II'. Senere på dagen skal vi en tur i øvelokalet med hele bandet og begynde forberedelserne til vores efterårsturné.

! - ! - !

lørdag, juni 14, 2008

Sci-fi Palmer & Rim I Luften











Indrømmet. Det er ikke voldsomt mange dansksprogede albums jeg har stående, og når jeg så for en gangs skyld støder på et dansksproget album i mit efterhånden omfangsrige plade-alter, så er det næsten altid nogle af de mere etablerede, velansete sikre vindere - eksempelvis CV. Jørgensen, Sebastian, Savage Rose.
Men så er der Klondyke. Jeg er sikker på at jeg må have nævnt dem her på bloggen før. Denne gang er anledningen det nye album 'Dejlig Dum'.

Da vi (Entakt) blev signet på Bonnier Amigo og Transistor Music kan jeg huske at Kristian og jeg, i bedste fan-stil, snakkede om at det var lidt tjekket at være på samme label som Klondyke. Sagen er nemlig den at Kristian og jeg deler den opfattelse at omdrejningspunkt og hovedperson, Mikael K, er Danmarks pt. bedst skrivende syngersangskriver. De fire Klondyke albums er ganske enkelt uovertrufne, og i sangskrivningen findes et helt særegent rejse- og eventyrlystent univers.

Det tog mig lidt tid at blive tunet ind på det. Jeg købte deres andet album 'Lille Vampyr' omkring udgivelsen i oktober 2003, efter at have læst en stribe knæfalds-anmeldelser der vakte min interesse. Da skiven så røg i skiveafspilleren ramte musikken flere meter forbi. Men nu ved jeg at det bare var en lang aflevering, som blot krævede at jeg tog et par skridt frem. Jeg har formentligt haft svært ved at forholde mig til hvad jeg hørte fordi jeg ikke havde en eneste plade stående i samlingen der lød sådan, særligt når det kom til tekstuniverset.
Men selvfølgelig begyndte det hele at falde på plads, brik for brik (ellers ville jeg jo ikke sidde her med halvkold kaffe og lovprise til den store guldemalje!); en enkelt melodi vandt indpas til at starte med, derefter blev jeg suget ind i tekstuniverset - som bliver så troværdigt leveret af Mikael K, opdagede hvor uendeligt mange facetter der er i produktionen, og før jeg fik set mig om var jeg fuldstændig bidt af 'Lille Vampyr' (undskyld...tsk-tsk...)

Efterfølgeren, 'Verdensmand', er om muligt endnu bedre end 'Lille Vampyr'. Her er altså tale om seksstjernet sangskrivning, som både trækker i dit smilebånd og samtidig skyder pile efter dit hjertekammer. Teksternes humor er ikke af den feje slags som bruges fordi det går for tæt på at skrive på dansk, og man derfor prøver at bløde det lidt op. Ikke i mine ører i hvert fald. Således kan et nummer som afslutteren 'Aften I Sort-Hvid' hælde spandevis af gåsehud ned over min ryg. Det er også nærliggende at fremhæve skæringen '15 Graders Frost', som Kristian og jeg har spillet et coverversion af ved flere af vores akustiske duo-koncerter.

I slutningen af maj kom så den nye plade, 'Dejlig Dum', og endnu en gang må jeg overgive mig. Der er stadig en lille tilvænningsperiode hvor jeg skal forene mig til indpakningen, som sundt nok varierer fra album til album. Herefter begynder selve sangene at skinne igennem, og tingene falder på plads.
Denne gang er det Thomas Blachman der har siddet i producerstolen, og jeg må sige at han har gjort et glimrende job. Den lidt glatte, men elegante produktion fungerer generelt som en rigtig fin kontrast til de alt andet end kedelige sange. Jeg kan ikke sige mig fri for, i længden, at savne bare lidt flere knaster i produktionen, men affinder mig gerne med det for - i stedet - at sidde med et album hvor der endnu en gang er en klar udvikling at spore. Hvor er det dog en fryd at der skrives- og skæres danske plader af dén kaliber. I disse dage sidder sange som 'Mens Vi Venter På Godot', 'Moto Guzzi' og den nærmest belastende smukke 'Sci-fi Palmer & Rim I Luften' ubehjælpeligt fast i mine ørebøffer.

Nu vil det så være meget oplagt at jeg sender jer videre til Klondyke's MySpace-side. Min eneste betænkelighed ved dette er, at Klondyke helt klart virker bedst når man hører et helt album, hvor sangene kan kaste lys over hinanden. Hver plade er en lille katastroferamt, men lykkelig, klode som kræver og fortjener at blive hørt i sin helhed.
Hav det i mente når I rammer MySpace, og så anbefaler jeg ellers at I lytter til '15 Graders Frost' og 'Skarlagen Rød' til at starte med.


Håber denne anbefaling vil kunne bruges!


(Klondyke pressefoto af Jens Astrup)

tirsdag, juni 10, 2008

Tusind af takker...

...for de fantastiske omgivelser og omstændigheder for vores natkirkekoncert igår - hvor var det godt at se jer, og synge for jer!


Vi fik i øvrigt optaget koncerten, og hvis disse optagelser er noget værd kunne det meget vel tænkes at I kunne få lov at downloade lidt gratis ting og sager ved lejlighed.

lørdag, maj 31, 2008

The Savage Rose














I fredags fik jeg foræret en helt unik koncertoplevelse. Mine forældre havde inviteret min kæreste, min søster og jeg en tur til Portalen i Greve til Savage Rose koncert. Endnu en gang fik jeg bekræftet at Annisette kan ramme mig som ingen andre kan.
Jeg er blevet opflasket med Savage Rose, og antallet af gange jeg har oplevet dem live kan ikke tælles på to hænder. Hver evig eneste gang er tæppet blevet trukket væk under mig, og i fredags var så bestemt ingen undtagelse.
Siden sidst jeg så dem er Annisettes stemme blevet hørtbart mere slidt, men utroligt nok gjorde det kun oplevelsen langt mere intens og nærværende. Hun er simpelthen fantastisk. Det er mit indtryk at man enten elsker- eller slet ikke kan klare hendes stemme, og der hører jeg jo så til i den første kasse. Vi, fra den første kasse, var mødt talstærkt op på Portalen, og i den hyper-intense fremførsel af What Do You Do Now? skulle man være lavet af sten for ikke at kunne mærke en lille tåre krybe frem i øjenkrogen og lægge sig. Jeg synes jeg har set mange mennesker fremføre deres musik helt fantastisk, men at man på den måde kan være sin musik, dét har jeg kun oplevet med Annisette. Det er som om hun mangler det filter mellem hendes stemme og hendes følelser som alle andre har. Ja, kære læser, De kan nok forstå at jeg er på knæ her. Men det er bare virkelig ikke hver dag at en koncertoplevelse på den måde rammer mig som en knytnæve i solar plexus, og jeg kommer ikke udenom at Savage Rose har betydet langt mere end meget for min musikalske opvækst (hvilket jeg er utroligt glad for at jeg fik mulighed for at fortælle Annisette på sidste års Skanderborg Festival)
Dog er det ikke kun sangerinden der fortjener ros her. Bandet skal også have stor applaus.
De sidste mange gange jeg har set The Savage Rose har det været med en flok garvede og ekstremt velspillende folk; Claus Menzer bag trommerne, Moussa Diallo på bas og - selvfølgelig - Thomas Koppel på diverse tangenter. Med andre ord var der lidt at leve op til for de unge gutter der nu skulle varetage opgaverne som trommeslager, guitarist, bassist og ikke mindst organist. 
De hev, for mig, den sjette stjerne hjem i denne falden-på-halen anmeldelse. Det var virkelig en fornøjelse at få lov at høre sangene med den ungdommelige energi d'herrer formåede at lægge i det. Hvor musikken tidligere har været ekstremt velspillet, men også en smule poleret, var det nu ekstremt velspillet og med en kant der matchede Annisettes intensitet fænomenalt. Særligt gjorde den allestedsnærværende Rune Kjeldsen på guitar og organisten Palle Hjort stort indtryk. Sidst men ikke mindst var jeg imponeret over ...publikum! Fra første akkord kunne man mærke en gensidig respekt mellem musikere og publikum som jeg sjældent har oplevet det før.

Savage Rose spiller en udsolgt ekstrakoncert i Vega i aften, og hvor ville jeg ønske jeg var en af dem med billet!

torsdag, maj 29, 2008

onsdag, maj 21, 2008

Argh!

Det var Chelsea der skulle have vundet den Champions League-finale! ...og hr. van der Sar fortjener en ørefigen!
Skumle, skumle.

søndag, maj 18, 2008

Hvad er der med den familie?












Den opmærksomme læser vil for længst have opdaget - og muligvis være blevet træt af - mine lovprisninger af Rufus Wainwright. Nu er turen så kommer til bettesøs, Martha Wainwright. 

I lørdags var jeg, og min bedre halvdel (som i øvrigt har taget billedet foroven), blandt de 350 heldige der havde sikret sig billet til fru Wainwrights intimkoncert i Pumpehuset. I dagene op til har hendes nye album, med den glimrende titel I Know You're Married But I've Got Feelings Too, været i A-rotation herhjemme, og jeg må sige at den virkelig har vundet indpas. Hendes debutalbum fra 2005 har fine momenter, men er i det store hele lidt af en skuffelse. Sangene er gode, men den 90'er-rockede produktion gør det til en lidt gumpetung affære. Dette lider den nye plade dog ingenlunde under, tværtimod er produktionen yderst elegant - og sangene er bare blevet endnu bedre. De gode anmeldelser er fuldt fortjent, synes jeg.
Koncerten i Pumpehuset var også ren og skær nydelse. Hendes vokal er ganske enkelt uovertruffen, og særligt de numre hun fremførte ene kvinde, kun akkompagneret af sit eget guitarspil, var himmelske. Bandet gjorde såmænd intet galt, men det var bestemt de mere intense numre der gjorde størst indtryk. I øvrigt var det den fremragende Matt Johnson der sad bag gryderne, ganske som han har gjort for blandt andre bror Rufus og Jeff Buckley.
Efter koncerten var der en fin lille meet n' greet session, hvor man kunne få signeret sin plade og knipset et lille billede sammen med aftenens dame i skysovs. Store sager, store sager.
Tjek det u'.

Imorgen skal vi til møde på pladeselskabet.

søndag, maj 11, 2008

Hjemme igen

Jeg er nu tilbage i DK (verdens fladeste land?), og jeg må tilstå at det ikke ligefrem huer mig. Jeg kunne godt have brugt et par uger mere i blåt og grønt. Eller et år. Det var en pragtfuld rejse, og virkelig spændende for en nørd som mig at få muligheden for at træde i minoiske fodspor. Mit bud er, at jeg netop er kommet hjem fra Atlantis.
Og og og. Og ...hvis man ikke skulle have lov til at belemre andre med feriebilleder på sin egen blog, hvor så?











fredag, maj 02, 2008

Farvel og tak!

Vi har nu 15 sange i kassen, og imorgen tager jeg på en uges tiltrængt ferie til de varme lande. Det skal nu blive skønt.
Herunder en bunke usorterede billeder fra den sidste tids indspilninger, med kontrabas, violin, sax, sav - og Garth Brooks-cap: