Så er den her. Det har ikke været et voldsomt imponerende pladeår, efter min mening, men de plader der var gode var virkelig gode. Here goes:
1. Kings Of Leon: Only By The Night
Årets plade. Ingen tvivl, for mit vedkommende. Den faldt på et tørt sted. Jeg skal være ærlig og sige at jeg før dette album kun har interesseret mig overfladisk for Kings Of Leon. Men dette album kan noget, som U2 kunne dengang de var bedst (omkring Achtung Baby), og jeg er sikker på at denne plade er den jeg har hørt- og nydt mest i 2008.
2. Elbow: The Seldom Seen Kid
Dette bliver noget nær verdens bedste andenplads, til et af verdens mest oversete bands. De har præsteret mesterværk på mesterværk, uden for alvor at nå ud til de brede masser. Dog blev de i år belønnet med den prestigefyldte Mercury Prize for årets album - foran kunstnere som Radiohead og Burial. The Seldom Seen Kid er en ovenud fantastisk plade.
3. Fleet Foxes: Fleet Foxes
Jeg fik deres EP 'Sun Giant' fra vores pladeselskab, og den slog benene væk under mig fra første lyt. Fantastiske vokalharmonier, atmosfærisk produktion, og vidunderlige melodier. Er ked af at jeg ikke havde mulighed for at opleve dem da de gæstede Beat Day denne sommer. Langt hår og skovmandsskjorter - musik af den slags jeg kan dele med mine forældre.
4. Martha Wainwright: I Know You're Married But I've Got Feelings Too
En blog-yndling leverer årets bedste rendyrkede pop/rock plade. Jeg har skrevet så meget om hende og hendes familie at jeg slet ikke ved hvad jeg skal skrive nu. Jeg har været så heldig at opleve hende flere gange i 2008, og det hører bestemt til blandt højdepunkterne. Jonas siger køb.
5. Bon Iver: For Emma, Forever Ago
Min gode fætter satte dette album på for mig, og det tog ikke mange sekunder før det sank helt ind. Det er noget af det næreste nære musik. Man kan høre hjerteblod, træhytte og en grannål falde til jorden. Ubeskriveligt smukt.
6. Eagles Of Death Metal: Heart On
Og nu til noget helt andet. Forfriskende, flabet og bare rockersejt. Solbrillerne frem - attituderne med.
7. The Dodos: Visiter
Endnu et album jeg var så heldig at få stukket i hånden fra en god gut på vores pladeselskab. Jeg har ikke nok styr på de smarte termer til at vide hvad jeg skal kalde denne genre, men det er umådeligt opfindsomt og charmerende - med en god udadvendt, smittende energi. Den mest percussive plade der har fundet vej til mine øregange i år. En musikalsk lykkepille, af den opkvikkende slags.
8. Jørgen Leth, Mikael Simpson & Frithjof Toksvig: Vi Sidder Bare Her...
Den mest fortryllende og smukke danske plade der ramte gaden i år. Jeg har altid været meget fascineret af Jørgen Leth, og på denne plade laver han ikke andet end at tænke højt - over en bund af meditativ, smuk musik. Jeg hører ikke voldsomt meget dansksproget musik, men denne plade går lige i hjertekulen. Jeg var nede for at glo lidt på vinyl i Route66 da Vi Sidder Bare Her... strømmede ud af højtalerne, og tog mig med.
9. The Last Shadow Puppets: The Age Of The Understatement
Arctic Monkeys har aldrig været min kop te, hvis jeg skal være helt ærlig. Men når det kommer til The Last Shadow Puppets må jeg overgive mig; her er Alex Turner altså gennemført cool. De slipper helt eminent elegant fra de tydelige Scott Walker-referencer (en stor ting at lege med!), og så er jeg jo solgt.
10. Bloc Party: Intimacy
Jeg har været lidt i tvivl om hvad der skulle placeres her, nederst på listen. Jeg har haft stor glæde ved at lytte til eksempelvis Glasvegas' album (uden dog at lade mig rive helt med af hypen) og Keane's Perfect Symmetry (uden at lade mig rive med af anti-hypen), men som samlet album tror jeg, jeg har haft mere glæde af den seneste Bloc Party-skive. Umiddelbart når den ikke sin forgænger, A Weekend In The City, til sokkeholderne, men mindre kan også gøre det. De første fem gennemlytninger var en stor skuffelse, men nu kan jeg mærke at den begynder at bide sig rigtig godt fast, og jeg har på fornemmelsen at den kommer til at vise sig fra en endnu bedre side ved fremtidige lyt. En meget hektisk plade, hvor det kan være svært at finde vej mellem lagene - men det lønner sig at gøre flere forsøg.
Så! Nu har jeg uploadet en af de små solo-sange, på udenlandsk, til MySpace. Den kan downloades kvit & frit. Det er stadig bare en skitse, men det har også hele tiden været meningen at dette lille hygge-projekt skulle være ganske uambitiøst. Indtil videre i hvert fald.
Så er årets sidste koncert veloverstået. Jeg nød aftenen igår. Nogle gange kan det godt gøre mig utilpas at spille rock for et siddende publikum, men igår aftes havde jeg det rigtig fint med det. Det betød også at de mere stille sange som Tre Alen Fra Skafottet gik rigtig godt igennem. En god måde at runde året af på (bort set fra at vi selvfølgelig skal have en bandjulefrokost - den vil jeg dog nok ikke berette så meget fra her på bloggen!)
Bare fordi man har galoperende feber og en grusgrav i halsen, betyder det ikke, at man ikke kan nyde en aften som aftenen på Rust i går. TAK.
På fredag spiller vi på Rust. Det føles som om det er 100 år siden sidst. Jeg glæder mig meget, og er en kende nervøs.
Livet byder på en masse musik i øjeblikket. Forleden aften var jeg med min bedre halvdel til Keane koncert i Valby Hallen. Ja! Jeg er jo en popdreng til tider, og jeg har et blødt punkt når det kommer til Keane. Det var bestemt også en herlig koncert, med en urimeligt velsyngende Tom Chaplin i front. Det var også en koncert som havde sine fejl - der manglede både flow og fordybelse i sættet. Men når de var gode var de fantastiske. Mit hjerte banker jo virkelig for albummet 'Under The Iron Sea', som jeg synes er et klokkeklart popmesterværk, og det var også sangene derfra der fik fat i kraven på mig. A Bad Dream, Nothing In My Way og Atlantic var fænomenale. Selv om deres seneste album 'Perfect Symmetry' langt fra når samme højder som Under The Iron Sea, så fungerede de fleste af de nye sange også rigtig fint. Det gik lidt galt når de forsøgte at slå direkte fra syng med-80'er-fest over i en følsom akustisk afdeling. Men generelt var det en herlig aften. 4 popsvin fra undertegnede.
