Vi ligger ikke på den lade side for tiden. Der er faktisk stort set ikke tid til at ligge ned. Dagen igår er et ganske godt eksempel. Det er hårdt arbejde lige i øjeblikket, men hvor er det dog et fantastisk arbejde. Og en fornøjelse uden lige at bruge så meget tid på ENTAKT & Musikken.
I går morges tog Kristian og jeg et smut ud til den nye DR by, hvor Sofie fra Det Elektriske Barometer havde inviteret os ud til en lille snak. Snakken omhandlede primært den forestående støttekoncert i Lille Vega, derudover blev der også tid til at sludre en smule om tekster, 'Modpolen' og vores kommende album. Det vil kunne høres på Det Elektriske Barometers Netradio på søndag, umiddelbart efter den "almindelige" udsendelse på P3.
Derefter gik turen et smut hjem for at ordne et par elektroniske postforsendelser, og om eftermiddagen stod den så på møde. Henning og jeg mødtes ved Planetariet, og stavrede hen til Republikken på Vesterbrogade. Her blev der holdt møde med størstedelen af det crew der skal få vores kommende musikvideo til at blive en realitet. Det er alt sammen meget spændende, og det kunne godt blive godt! Vi starter med at skyde videoen på tirsdag, og det foregår uden dørs så kryds fingre for godt vejr, allesammen. Meget mere om den sag senere...
Om aftenen befandt vi os såmænd i et øvelokale på Frederiksberg. Det skal der jo også findes tid til midt i alt det skønne postyr. I dette øvelokale er vi for tiden ved at lære os selv og hinanden at vække de nye numre til live. Vi gør tingene lidt bagvendt: vi starter med at indspille sangene, og forsøger derefter at finde ud af hvordan man spiller dem live. Det er ganske udfordrende. Det bliver godt! Jeg glæder mig meget til at komme ud og spille sangene på scenerne.
Der arbejdes også på vores releaseparty i øjeblikket - og der glæder vi os selvfølgelig til at ser jer allesammen! More to come, more to come.
Glædelig regnvejrstorsdag!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar