onsdag, april 30, 2008

Et link












Den gode Stytzer postede et ret interessant indlæg på sin blog forleden.

lørdag, april 12, 2008

På alle tangenter (med billeder)

I går var Store Tangent Dag. Kristian, Michael (fra det skønne band Rhea) og jeg havde trukket i arbejdstøjet. De to teknisk begavede herrer havde samlet sammen til et lille "ud af huset-studie", og første stop var såmænd min stue, hvor vi skulle optage mit trædeorgel til en lille stribe sange. Trædeorgelet sagde nogle små mislyde, men som det fremgår af et af billederne herunder, så er Michael lidt af en orgeldoktor (han kravlede nærmest ind i orgelet), og ved hjælp af vatpinde, olivenolie og sejlgarn kom projektet på skinner igen. På Egon Olsen-måden.

Derefter gik turen til Musikvidenskabeligt Institut, hvor vi skulle indspille grundspor til to stille, klaverbårne numre. Jeg var bag tangenterne. Sådan noget kan godt være en anelse angstprovokerende når man er i selskab med punktligheden selv, K. Martinsen, og Michael som jo er en fænomenal pianist. Sangene kom dog nogenlunde helskindede igennem, trods rød lampe-feberen. Den ene på et opretstående piano med masser af krads personlighed, den anden på et stort smukt flygel.

Jeg knipsede nogle billeder undervejs, og nu poster jeg bare dem allesammen. Man må gerne være doven i weekenden.






























































































torsdag, april 10, 2008

Rufus i cirkus










Omstændighederne og hele konceptet var langt fra ønskværdigt, for nu at sige det mildt. Rufus skulle spille et dinnershow i Cirkusbygningen, mens man så ellers sad bænket med hver sin omfangsrige menu i fire akter. Jeg må tilstå at det var for meget Linie 3 til mig, hele scenariet.

Men men men, jeg fortrød ikke min tilstedeværelse (eller det anseelige beløb billetten havde kostet) et sekund, da Rufus først gik på. Han er ganske enkelt fantastisk. Ved denne koncert var det især de helt stille, atmosfæriske, gennemsigtige numre der sejrede, og kuldegysningerne fik endnu en gang frit løb. Den mand ejer ikke en fejlmekanisme.
Grundet omgivelserne var er det nok den R. Wainwright-koncert ud af de seks stykker jeg har overværet der var mindst perfekt, men det ændrer ikke på at det atter var en fantastisk oplevelse at se og høre en af verdens allerbedste, mest inspirerende og mest originale popkunstnere.

Gaffa anmelder HER.
BT anmelder HER.
JP anmelder HER.

mandag, april 07, 2008

Japansk Løn












Så er endnu en sang få centimeter fra målstregen. Godt hjulpet på vej af Kris på toypiano (billedet). Denne sang har gennemgået nogle markante forandringer, og jeg er fantastisk glad for denne sidste version.

Venligst
Judas i hvalens bug

fredag, april 04, 2008

K sang kor








I går havde vi besøg af Katrine (fra bandet Kå) i TænkeBoksen. Hun berigede vores sange med sin smukke, stærkt personlige vokal, og ganske ligesom Andreas, Cecilie, Josephine (D&tBBP) og Randi (Laubek) havde hun kor-idéer som vi aldrig selv var kommet på - og sendte dermed sangene i helt andre retninger.
Det har været ubeskriveligt inspirerende for os med indblandingen udefra. 
Sørg for at klikke forbi Katrines eget band, HER.

Og nu til noget helt andet: den gode Stytzer var så venlig at anbefale disse tankebobler i MyMusic's 3x5 - så jeg vil straks benytte lejligheden til at sende en anbefaling den anden vej. Er du interesseret i hvad der bobler og simrer i musiklivet både inden- og udenlands? Så ville det være at skyde sig selv i foden ikke, fra tid til anden, at klikke forbi Hits In The Car.

onsdag, april 02, 2008

Stående ovationer












Vores gode venner - de fantastiske Didium and the Black Bonnie Picture - er blevet kåret som årets modtagere af det forjættede MyMusic Legat. Et kilometerhøjt tillykke herfra!