Der sker mange ting i øjeblikket. Jeg står midt i en flytning, så mit liv ligger og roder på gulve, er skovlet ned i kasser o.lign. Derudover er der alle Entakt-koncerterne, og så er der sørme også blevet tid til at tilbringe lidt tid i et par forskellige studier.
I formiddags var Kristian og jeg ude i det yderst velrenomerede Medley Studie for, sammen med mixe-mester-Mikkelsen (som rent faktisk nu er medejer af Medley), at lave en master af en vaskeægte ENTAKT EP.
Denne EP vil snart være tilgængelig via download, og kommer udover singlen Fyrværkeri til at indeholde to helt eksklusive non-album tracks, og et remix. Kunstneren bag remixet er SuperTroels/Troels Abrahamsen - Veto's frontmand. Mere info om FYRVÆRKERI EP'en følger!
For sådan en gammel Radiohead-fanatiker som jeg var det jo store sager at besøge studiet hvor dele af mesterværket 'Kid A' er indspillet. Deres gamle, grimme vandpibe står der endnu!
Tidligere på ugen brugte jeg et par dage sammen med Nicolai i hans studie, AdSono, i Viby Sjælland. Her begyndte vi at indspille skitser af nogle små sange jeg har haft liggende noget tid. En god rodebutik af dansk og engelsk. Sangene, som er udprægede akustiske, er yderst uambitiøse, og skal ikke bruges til noget særligt, det var blot meget hyggeligt at arbejde lidt med dem. Når vi har lagt vokaler på er det ikke umuligt at de ender på MyMusic på en form for solo-side. We'll see about that.
Glædeligt efterår folkens!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar