Melding fra fronten

Så blev der lige lidt tid til lidt "kære dagbog". Jeg døjer lidt med tømmermænd efter en hyggelig aften på Rust, hvor blandt andre vores gode venner Rhea spillede. Rhea kan ganske enkelt ikke anbefales nok - og de skal ses live. Gør dig selv den tjeneste.

Der er blevet taget hul på sidste del af årets koncerter for vores vedkommende. Det har i de sidste par uger bragt os til Helsingør, Næstved, Esbjerg, Svendborg - og Odense. Det var af uforklarlige årsager den første koncert i Odense for vores vedkommende (og vi har ellers spillet over 100 koncerter i løbet af de sidste par år). Tænk at vi skulle nå at spille i Polen to gange inden vi kom forbi den fynske hovedstad. Nå, i hvert fald var det en kæmpe fornøjelse at stå på scenen på Odense Studenterhus, til et Amnesty-arrangement mod tortur. Og det var en fornøjelse at spille en lang koncert, komme godt rundt i repetoiret, og rocke lidt ud hist og her. Blandt andet var der en ganske spøjs situation i slutningen af Side 2, hvor Gibo og Kristian havde gang i en lille hvem-kan-spille-flest-toner-på-kortest-tid-konkurrence - dér stod jeg og spillede på min guitar med den ene hånd, og på Nicolais keyboards med den anden hånd. Nicolai havde derimod fået fat i en trommestik og stød bøjet ind over sine keys, og tævede løs på Hennings chinabækken. Hvorefter han kastede trommestikken tilbage til stakkels Henning, og ramte ham meget præcist i tindingen.
"Det føltes som om nogen blinkede for mig"
- citat: Henning Villumsen, medansvarlig på galeanstalten.

På denne tur (Esbjerg-Svendborg-Odense) kørte vi for første gang i samme befordringsmiddel hele bandet. Der var for første gange plads til os allesammen - det var fantastisk. Der var et bord man kunne sidde ved, der var plads til alt vores gear. Der var sågar tonede ruder. Hvor rock-agtigt kan det blive? Vi er allesammen dybt forelskede i Det Sorte Lyn. Det er svært ikke at glæde sig en lille smule til at komme ud at køre igen torsdag-fredag-lørdag når vi skal spille i Sønderborg, Thisted og Ålborg.

Sidst men ikke mindst synes jeg at dette foto fortjener en re-post (ikke mindst pga. vores trommeslagers mildest talt evnesvage ansigtsudtryk ...sorry, Hense). Mine damer og herrer, vores hof-fotograf, Martin Stampe, fik dette billede ud af en ellers umulig situation i et backstagelokale i Esbjerg:


















I øvrigt sluttede vi aftenen i Esbjerg - efter sild og snaps med de rare mennesker fra Juncker - med at se Martin Stampes fotoudstilling. Jeg er dybt imponeret over hans evner som fotograf. Og I kan i øvrigt godt glæde jer til at se de billeder han fik skudt ved vores sidste fotosession.