Jeg har tidligere skrevet lidt om The Divine Comedy - nu fortjener de en hel post. Eller rettere: han gør, for The Divine Comedy er i virkeligheden et énmandsprojekt med Neil Hannon bag roret.Jeg ejer følgende fire albums: Fin De Siecle (1998), Regeneration (2001), Absent Friends (2004) og Victory For The Comic Muse (2006) - fire plader jeg har måtte overgive mig helt og aldeles til.
På disse plader findes pop. Men en form for pop der holder så mange lag, og fantastiske arrangementer, at musikken nærmest er uopslidelig. Jeg nærer den dybeste respekt for disse kunstnere der formår at skabe popmusik som ikke nødvendigvis vælger den letteste udvej eller springer over hvor gærdet er væltet. The Divine Comedy er i mine ører utroligt veltænkt, veludført - og smukt til knoglen. Derfor finder jeg det nærliggende at sammenligne disse storsvungne (ofte klassisk orkestrerede) værker med popgenier som Rufus Wainwright og
Scott Walker (på hans tidlige soloplader). Det er dog ikke kun arrangementsmæssigt The Divine Comedy er beslægtet med den mægtige Scott Walker, for Neil Hannons overbevisende sikre vokal er som snydt ud af næsen på Scott - som burde have været hans far.Fik jeg nævnt at teksterne er nævneværdige?
Lyt, lyt, lyt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar