Hvad er der med den familie?

Den opmærksomme læser vil for længst have opdaget - og muligvis være blevet træt af - mine lovprisninger af Rufus Wainwright. Nu er turen så kommer til bettesøs, Martha Wainwright. 

I lørdags var jeg, og min bedre halvdel (som i øvrigt har taget billedet foroven), blandt de 350 heldige der havde sikret sig billet til fru Wainwrights intimkoncert i Pumpehuset. I dagene op til har hendes nye album, med den glimrende titel I Know You're Married But I've Got Feelings Too, været i A-rotation herhjemme, og jeg må sige at den virkelig har vundet indpas. Hendes debutalbum fra 2005 har fine momenter, men er i det store hele lidt af en skuffelse. Sangene er gode, men den 90'er-rockede produktion gør det til en lidt gumpetung affære. Dette lider den nye plade dog ingenlunde under, tværtimod er produktionen yderst elegant - og sangene er bare blevet endnu bedre. De gode anmeldelser er fuldt fortjent, synes jeg.

Koncerten i Pumpehuset var også ren og skær nydelse. Hendes vokal er ganske enkelt uovertruffen, og særligt de numre hun fremførte ene kvinde, kun akkompagneret af sit eget guitarspil, var himmelske. Bandet gjorde såmænd intet galt, men det var bestemt de mere intense numre der gjorde størst indtryk. I øvrigt var det den fremragende Matt Johnson der sad bag gryderne, ganske som han har gjort for blandt andre bror Rufus og Jeff Buckley.

Efter koncerten var der en fin lille meet n' greet session, hvor man kunne få signeret sin plade og knipset et lille billede sammen med aftenens dame i skysovs. Store sager, store sager.

Tjek det u'.

Imorgen skal vi til møde på pladeselskabet.