At være medlem af Entakt er ikke noget man bliver rig af, dog er der nogle anseelige frynsegoder ved at være på et pladeselskab. En større mængde gratis plader er én af dem, en anden er, at man i ny og næ kan få sneget sit navn på en gæsteliste hist og her. Således lykkedes det mig altså at få foden indenfor til Martha Wainwrights koncert i Store Vega.Hvor er hun dog en herlig kunstner. Der hersker ingen tvivl om at det løber i hendes blod: evnen til det ene øjeblik at flirte koket med publikum (låne en tår af en øl og en hårelastik), og næste øjeblik at levere en sang så intenst at man glemmer at trække vejret.
Generelt må jeg sige at denne koncert, grundet en smule mere rutine-fornemmelse, lige lå et enkelt karakter-trin under Pumpehuskoncerten tidligere på året, men mindre kan også gøre det. Som sædvanlig er jeg lykkelig når musik med så åbenlyse popkvaliteter besidder sådan en inderlighed og dybde.
Klik HER for at komme til hendes MySpace, og høre You Cheated Me, et nummer fra hendes seneste album. Jeg begriber ganske enkelt ikke hvordan denne sang har kunne undgå at blive et hit. Men hvad ved jeg. Godt er det!
Som den fanboy jeg er syntes jeg selvfølgelig også det var glimrende endnu en gang at få mulighed for at hilse på den kvindelige hovedrolle, og få signeret et par plader - som jeg egentlig troede var ude af produktion.
Det er egentlig også ved at være længe (læs: flere måneder) siden brormand Rufus har været en tur forbi andedammen...
24 kommentarer:
Dejligt billede... hun må siges at posere underligt - om end utvivlsomt fuldt ud bevidst (excentrikere er udspekulerede). Mmm...
Gode ben. Bare en indskudt bemærkning.
Ja, de er flotte og elegante.
Jeg er så ganske enig. En stor del af sceneshowet!
Hørt. De lækreste stænger musikscenen længe har set.
Speaking of:
http://www.information.dk/168828
haha.. pudsigt!
"oh tvilling"? Cool navn!
Men ja, kors hvor er det dog syret med den anmeldelse. Så kom vi hele vejen rundt; Jonas (ENTAKT), Martha Wainwrights ben, Syd Barrett (jeg måtte i øvrigt slå hans øjne op for ved selvsyn at konstatere, hvor mørke de er) - og dermed tilbage til ENTAKT.
Men det er spændende læsning. Både din omtale og Peter Nielsens anmeldelse. Jeg ville ønske, at jeg havde oplevet hende.
"sorte" for pokker! Hvor sorte de er!
- Nicolai, på vej til skafottet
Hæhæ, der MÅ være noget om snakken.
"(...) Den følelse blev forstærket af nogle underlige posede shorts, der absolut ikke ville klæde andet end Martha Wainwright lange elegante transportmidler"
-fra Gaffas anmeldelse af koncerten i Pumpehuset ( http://www.gaffa.dk/anmeldelse/28358 )
Ja, jeg gad i hvert fald godt bytte ben med Martha...
Jeg har lige opdaget at Martha har uploadet en video fra Vega forleden, med en yderst yndefuld fremførsel af sangen 'New York, New York, New York'. Det var et af aftenens højdepunkter for mit vedkommende, uden tvivl.
Nu med link:
http://marthawainwrightjournal.blogspot.com/
Hahaha, det klip fra omklædningsrummet slutter også af med at kameramanden (/-kvinden?) filmer hendes ben!
Tak for linket - sikke en charmerende optræden! Hendes rastløse energi og aparte bevægelser er jo ikke til at stå for! For slet ikke at tale om atmosfæren... *suk*... næste gang hun giver koncert i nærheden, køber jeg billet.
PS: Det er jo lige før, at man bliver benfetichist af alt det her. Lidt skræmmende.
Det kan kun anbefales at se hende når hun kommer på disse kanter igen. Så giver jeg en øl inden.
Hun er fantastisk, og den 'New York, New York, New York' er lidt af et mesterstykke. Jeg havde ikke hørt den før, så den var virkelig overrumplende. Heldigvis fik jeg muligheden for at købe to af hendes gamle EP'er hvor den er på. På samme EP kan man også finde en ret fantastisk duet med hendes ret fantastiske bror.
Jeg gad godt blive inviteret til julefrokost i den familie.
Det er en aftale Jonas. :)
(Så giver jeg en bagefter.)
Nu har jeg abonneret på hendes tour-blog med alt hvad deraf følger af risici for at blive aldeles forgabt og fortabt.
Man skulle næsten tro, at hun med titlen på sit nye album ville komme sine beundrere i forkøbet.
Hvor er det fedt, at du kunne komme på gæstelisten samt købe et par af hendes gamle EP'er (og få dem signeret)! Herligt.
I øvrigt skulle det næsten ikke undre mig, hvis du en skønne dag rent faktisk blev inviteret til julefrokost hos den familie.
Kors hvor er det nummer skønt...
Dejligt du synes om det, Nicolai. Jeg hører det nærmest også non-stop i øjeblikket. Når jeg ikke hører Cohen :-)
Jeg må blank erkende, at den eneste Cohen-cd jeg har er "I'm Your Man". Hvilken vil du (og endelig også I andre!) anbefale som den næste?
Lige nu er jeg meget interesseret i at få lyttet til "Book of Longing" - Cohens spændende samarbejde med Philip Glass:
http://www.youtube.com/watch?v=iAIWwcIkAX0&feature=related
"blankt erkende" - selv om det da hænder, at jeg er blank.
I'm Your Man er også en fortræffelig plade! De Cohen albums jeg hører mest for tiden er Recent Songs og Various Positions. Begge anbefalelsværdige - lige som alle andre albums jeg har hørt med ham. Han er så fantastisk en sangskriver at man tilsyneladende aldrig går helt galt i byen.
Det eneste album jeg ikke har hørt er den Spector-producerede Dead Of A Ladies Man.
"Book of Longing" ser ganske rigtigt virkelig spændende ud!
Tak for anbefalingerne Jonas!
Ja, alene hans stemme er vel grund nok til at lytte.
Jeg er også meget begejstret for "I'm Your Man", som nok er det bedste album, jeg har lyttet til i sin helhed fra hans hånd. Selv den ret så påfaldende firserlyd er jeg vild med (og det er ikke for at nedgøre det årti, jeg har bare personlige traumer pga. min daværende lille nakkehårdusk/-pisk (højeste mode blandt møgunger dengang)).
"Book of Longing" har i øvrigt en meget smuk forside (den samme som bogen).
Jeg har det egentlig på samme måde som dig, Nicolai, når det kommer til udpræget 80'er produktion. Men i nogle tilfælde er materialet bare så ubeskriveligt godt at indpakningen er underordnet.
Der er ikke mange eksempler, men de findes! ;-)
"Men i nogle tilfælde er materialet bare så ubeskriveligt godt at indpakningen er underordnet."
Jeg kunne ikke have skrevet det bedre selv. Desuden er indpakningen unægteligt en del af udtrykket, selv om du har helt ret i at med det materiale, kunne han slippe afsted med selv den mest perverse firserlyd (okay, dét sagde du godt nok ikke, så den står for egen regning)!
"First We Take Manhattan" ville ikke være det samme uden det syrede firserkor! Men da jeg efter mange år, hvor jeg ikke havde hørt nummeret, lyttede til det efter at have købt albummet, fik jeg faktisk et lille chok.
Jeg kunne slet ikke huske det kor.
Send en kommentar