Til de ekstra læselystne er der lidt nørdede skriverier om hvert enkelt af albummets sange på min MySpace-profil (under "om mig"). En smule om tankerne bag sangene, en smule om selve indspilningerne. Om ikke andet hyggede jeg mig med at skrive det!
onsdag, oktober 08, 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
22 kommentarer:
Og jeg nød at læse det. Men jeg er også ganske skudt i jer. Hvis du nogensinde finder en fyr der ligger i en sovepose foran din lejlighed, så er det bare mig der venter på det tredje Entakt-album :)
Hæhæ - så siger jeg dig hermed en kæmpe tak for supporten! Den sættes stor pris på. Dog kommer det sgu nok til at vare et godt stykke tid før plade nummer 3 kommer - hvis vi overhovedet når så langt :-)
HVIS?!
Såfremt vi stadig synes det er sjovt til den tid - og hvis pladebranchen stadig findes til den tid!
Det lader til at du mente det, da du sang 'en ting er sikkert: intet er sikkert'. :) Men sandt at sige ville dansk musik være fattigere uden jer. Og musik i det hele taget. Jeres fantastiske nye plade tog en smule tid for mig at udfoldes, men nu er jeg helt solgt. I er uden tvivl et af mine mest foretrukne bands overhovedet.
Det er bare rigtig rigtig skønt at læse, den slags! Den slags giver blod på tanden.
Det er sindsoprivende fascinerende læsning Jonas! Tusind tak fordi du løftede sløret.
Men jeg er glad for, at jeg først har læst det efter at have lært albummet at kende. Ellers kunne det let have farvet mit personlige indtryk af sangene. For min personlige fortolkning af flere af sangene afviger kraftigt fra dine forklaringer. Jeg er f.eks. så tungnem (og ignorant), at jeg ikke fangede The Doors-referencerne, før både du og anmelderne konstaterede, at sangen er en hyldest. Men nu kan jeg godt se, hvert fald, adskillige af dem - hvis du havde skrevet en hyldest til f.eks. Oscar Wilde var det en helt anden sag (forresten ligger han vist nok begravet på samme kirkegård i Paris som Morrison).
For mig at se er netop den sang en stor hyldest til kvinden og kærligheden. Hvor mange gange er jeg ikke selv faldet i staver over en kvinde, der poserer underligt, drikker inderligt og den slags uimodståelige, fascinerende detaljer disse besynderlige væsener troldbinder os mænd med...
(Men en kærlighedssang er det vel også i en vis forstand.)
Og så har jeg hele tiden haft en idé om "Europa" som en beskrivelse af vor samtid - fællesskabet, fortabelsen, fordærvet, naiviteten og meget andet - i relation til bl.a. EU.
Jeg ved, det er forfærdeligt trist, at min fortolkning hviler på et fundament, hvor ordene på kedelig, konform og ligefrem vis tages bogstaveligt. At du så at sige tager tyren ved hornene.
Jeg tilstår.
Dejligt at det kan bruges Nicolai.
Jeg er helt enig: det er vigtigt at folk først og fremmest danner sig deres egne indtryk af sangene. Hvad jeg oprindeligt har ment er i bund og grund kun lidt krydret bonusinfo.
Anmelderne fik også denne track by track sammen med pladen, så det er såmænd ikke sikkert de havde gættet at Løvefødder er om The Doors af sig selv. Den har hele tiden gået under navnet "Jim-sangen" i studiet :-)
Men for mig er det fantastisk at du ser sangen som en hyldest til kvinden! Det glæder mig, og er det bedste der er blevet sagt om den sang hidtil. Det giver god mening for mig.
Din Europa fortolkning er også interessant. Det er virkelig en fornøjelse at læse hvad andre får ud af ordene. Måske jeg skulle lokke DIG til at lave en track by track til På Bagsiden Af Europa! - se, det ville jeg synes var spændende.
Tusind tak Jonas. Dine ord gør mig meget glad... :)
Og jeg vil da mægtig gerne skrive en lille personlig "track by track"-fortælling og sende den til dig. Det ville være en stor fornøjelse og ære og sikkert tage lang tid at få skrevet (samt udgøre en herlig, fristende farlig overspringshandling). "På bagsiden af Europa" rummer så utroligt mange lag og detaljer... og noget af det jeg elsker ved ENTAKT er, at hver sang og hvert nummer rummer mere end blot én historie, et lag og en betydning. Det myldrer jo med små fine fortællinger, sanseindtryk, stemmer og stemninger. Derfor nyder jeg også kun at læse om de personlige bevæggrunde, inspirationskilder, tanker, idéer og indfald bag dine sange. Det tilføjer en ekstra og for mig absolut væsentlig dimension til min oplevelse og hverken udelukker, erstatter eller opsluger mine personlige følelser, fornemmelser og fortolkninger.
For min oplevelse af jeres musik, f.eks. "Legende på løvefødder" (næppe overraskende et af mine yndlingsnumre på det nye album) beror i høj grad på en blanding af intuition, følelser og intellekt, netop fordi ENTAKT-universet byder på så fine, uhyre sammensatte oplevelser og dermed inviterer til selvsamme grad af kompleksitet og flerstemmighed i ENTAKT-lytterens indre. Det er ellers lidt af et særsyn, at hjerte og hjerne succesfuldt forenes i kunsten.
Nå, men mht. "Legende på løvefødder" så henfører omkvædets eksplosion i trompetblomster, teksttriumf og musikalsk opløftelse mig i en sindsstemning, jeg forbinder med åbenbaringen ved at opdage og efterfølgende i et kort intenst øjeblik betragte en kvinde, der, uvidende derom, med sær, uudgrundelig, karismatisk fremtoning (som Laubeks smukke stemme) tryllebinder i udførelsen af ellers helt almindelige dagligdags handlinger og bevægelsesmønstre. For derefter at fordufte (på vidunderlig vis) i en malstrøm af lyksagelig smerte.
Kvinden som efterlader antydningens kunst som en skygge af sig selv (og dermed den talentfulde digter i en både fej og bleg efterstræbelse af det uopnåelige, det uhåndgribelige - det der ikke kan sættes ord på) og lyser op i selv den mørkeste tid.
Sangen minder mig desuden om kvindens evige rolle som muse og omdrejningspunkt for (den romantiske) kunstneren, og at kunsten i mange (hvis ikke alle) henseender er kvinden underlegen.
Nå, men jeg er også en håbløs romantiker, der har drukket for meget kaffe... og hele den smøre der behøver jeg næppe at fortælle dig. ;)
Det var forresten rart med en forklaring af titlen "Europa". Det vidste jeg ikke! Selv om du konstaterer, at min fortolkning af nummeret er interessant, skammer jeg mig sgu alligevel en anelse over, at den bunder i uvidenhed. Titlen har simpelthen vækket en række associationer, som udgjorde grundlaget for min oplevelse.
Forresten, hvad med det nummer, vi ikke taler om? Taler vi om det?
Og som en lille tilføjelse (nu hvor mine udtalelser hjemsøger mig):
Alt hvad der gør den talentfulde kunstner fej (og i en vis forstand dømt til at fejle (men også derigennem at brillere)), gør også vedkommende ambitiøs, dristig, kreativ og beundringsværdig. Jeg har aldrig påstået, at forholdet mellem det uopnåelige, det uhåndgribelige, og så kunsten er enkelt og ligetil.
Og nu lykkedes det mig vist at bevæge mig ud på et sidespor, endnu engang. Ahem...
Rigtig rigtig god læsning, Nicolai.
I øvrigt har det været lidt af en overraskelse for os at Legende På Løvefødder er den der er blevet fremhævet flest steder - den var faktisk ganske tæt på slet ikke at komme med på pladen.
Det var i høj grad violin-, saxofon- og trompetblomsterne (fantastisk udtryk!) der sørgede for at den kom med på Bagsiden.
Meget smukke associationer, Nicolai. Det er mig en ære at blive lyttet til på den måde. Virkelig.
Det nummer vi ikke taler om? Er det pladens såkaldt "skjulte nummer"? Hvis det er det, kan jeg løfte sløret for at det er den sang der har givet navn til hele pladen.
Denne sang blev lavet sideløbende med Tre Alen Fra Skafottet, og er på den måde forbundne. De er skrevet nogenlunde samtidig, og blev indspillet sideløbende på to intense dage. Det endte faktisk med at være umuligt for os at skille dem ad.
Egentlig havde vi tænkt os at det kun var Skafottet der skulle på pladen, men Kristians forslag med at have På Bagsiden Af Europa med som ghost-track gav rigtig god mening i sidste ende.
Det er i øvrigt undertegnede der spiller klaver på begge to. Den sidste af dem er lavet på et stort smukt flygel. Tror egentlig også jeg postede en stribe billeder fra den dag på bloggen.
Sidst men ikke mindst synes jeg jo det er skønt at runde pladen af med en sang der både refererer til Scott Walker og Tom Waits. Og så synes jeg at den lille melodi i det instrumentale mellemspil er det smukkeste jeg har kreeret. Tror jeg :-)
Ja, det er lidt pudsigt.
Måske ”Legende på løvefødder” har potentiale til at blive et hit?
Det er så sprudlende farverig en sang – og et genialt træk at spille på instrumenter såsom mandolin. Nummeret har en meget særpræget lyd – en rigtig ørehænger.
Det var bestemt heller ikke for at glemme de to seje Didium-piger Cecilie og Josephine. Jeg er blot dårlig til at identificere de forskellige instrumenter i sådan et udbrud af smittende begejstring og betagelse. Men selvfølgelig er der også tale om violin- og saxofonblomster! Jeg beklager.
Måske jeg skulle tilmelde mig Nicolais musikundervisning. Eller Gibos. Jeg har meget at lære – og meget at lytte til.
”Meget smukke associationer, Nicolai. Det er mig en ære at blive lyttet til på den måde. Virkelig.”
Det kan du takke dig selv for. Det er aldeles selvforskyldt Jonas. :)
Du kan bare lade være med at skrive og synge med hele sjælen. For slet ikke at tale om at spille sammen med sådan en talentfuld flok musikere!
Ah ja, selvfølgelig; Gamle Tom venter på sin ”Little Drop of Poison”. Hvor jeg dog holder af de små hjemløse.
Det tilføjer kun nummeret endnu mere patineret "vintage"-valsende atmosfære, end det rummer i forvejen. Og det siger ikke så lidt.
For ja, det er netop det nummer, jeg tænker på.
Jeg har også selv haft svært ved at adskille de to numre fra hinanden og har ligefrem været i tvivl om, hvorvidt der var tale om to numre eller blot et enkelt nummer udspændt over et mellemspil af eftertænksom stilhed.
Dit instrumentale mellemspil hører så afgjort til blandt dine fineste, blidt dansende klaverkreationer.
I spiller så graciøst og indfølt, at jeg bliver dybt bevæget. Og så vækker det dejlige minder om både "Træerne vokser ind i himlen I" og "... II" fra jeres forrige album. Da jeg lyttede til dette album for første gang, kunne jeg heller ikke undgå at bemærke, at der denne gang ikke er inkluderet nogle instrumentale numre. Men det gør intet, når du så til gengæld byder på dette blændende mellemspil.
Jeg finder også betegnelsen ”ghost track” utroligt sigende. Nummeret beretter jo om bagsiden – nu hvor du selv har nævnt Walker (det er først nu (!) gået op for mig, at det bl.a. er ham, du nævner ved navn - blank; jeg ved det) og Waits – der hvor kunstneren bor, og der hvor inspirationen huserer og tager bolig i skaberen.
Teksten er aldeles fortryllende Jonas. Jeg er især vild med denne strofe (ret mig endelig hvis jeg fejlciterer!):
”Spøgelser hænger i disken i det yderste af neglene."
Og som du dog bekender...;
"Jeg er fanget her mellem linier jeg ikke selv kan hænge i.
Jeg har altid været bedst til at se på fra afstand.”
Det er netop det, jeg mener med kunstnerens flertydige fejhed og dristige mod! At turde se på fra afstand og observere, farve, beskrive, forme og skabe for derpå efterfølgende ikke nødvendigvis at kunne gribe stroferne bl.a. fordi de fører en eksistens uafhængigt af kunstneren. Det kræver stort mod og intellekt.
Jeg håber, at du forstår, hvad jeg mener. Det er kun ment som en kompliment og bestemt ikke for at sætte dig i bås.
Kan man mon være så heldig at høre den - og evt. andre instrumentale numre - fremført på turnéen?
Og så bliver jeg lige nødt til, nu jeg er i gang, at rose jeres hoffotograf Martin Stampe. Især hans portrætfotos af jer på myspace-siden er skidegodt fundet på. Lyttende. Med lukkede øjne.
Og billederne på og i coveret understreger netop albummets organiske natur, som Gaffa-anmelderen bemærkede.
Jeg vil forresten meget gerne høre om andres indtryk, fornemmelser og følelser for numrene på det nye album. :)
Det kunne da godt være man skulle tage Løvefødderne med i betragtning som fremtidig single.
Ja, gamle TOM VENTER (er spændt på hvor mange der egentlig fanger den direkte oversættelse ...eller hvor mange der overhovedet når til det sted på pladen...) er en yderst direkte reference.
Jeg tror i øvrigt jeg skal høre Orphans hele dagen idag.
"Et mellemspil af stilhed" - det er lige præcis sådan jeg tænker på det. Godt neglet!
"Jeg er fanget her mellem linier jeg ikke selv kan hænge i.
Jeg har altid været bedst til at se på fra afstand.”
Det er også rigtig godt fanget. Det er ment som en kommentar til mig selv. En erkendelse af at mine tekster til tider lider af en form for berøringsangst - det har noget at gøre med min opfattelse af æstetik. Dog har jeg forsøgt at tage lidt mere fat denne gang ...ved at give lidt mere slip. Det lyder som vrøvl, men den er go' nok.
Billederne med de lukkede øjne var faktisk en pludselig indskydelse ude i fotostudiet. Der hører en lille historie til, men den er nok sjovest hvis man er medlem af bandet.
I kan jo altid markedsføre den direkte som en The Doors-hyldest (sådan opfatter anmelderne den jo alligevel - selv om det både har sine fordele og ulemper). Det får helt sikkert flere lyttere til at lægge øre til musikken.
TOM VENTER! Naturligvis! Jeg tænker blot sjældent på referencer, når jeg lytter til sangene, men jeg må se at oppe mig lidt. Det er sgu udspekuleret Jonas, det må jeg give dig! Men hvordan du så formår at flette en så direkte reference ind i en kontekst, og forme en sætning med den, hvor den ophøjes til det smukkeste stykke poesi, det er mig en gåde (og din hemmelighed).
Men jeg elsker også den strofe.
Og hvordan fandt du på "... se folk og fluer spille dart"?
Pragtfuld humor - det er godt, at du bevarer glimtet i øjet. Der er ingen ende på de associationer, den sætning vækker.
Og hvis jeg nu skal fortsætte min endeløse række af bekendelser, så troede jeg, at du sang "hr. Orker" i stedet for "hr. Walker". Tak fordi du rettede på den. Det har intet med din udtale at gøre. Det er bare mig, der er lidt pinlig.
"Jeg tror i øvrigt jeg skal høre Orphans hele dagen idag."
:)
Det lyder aldeles ikke som vrøvl. Det giver meget god mening. Jeg husker også, at du har skrevet noget om, at du denne gang ikke har siddet og arbejdet for længe på hver enkelt sætning. Det kan faktisk mærkes, at du har forsøgt at tage lidt mere fat ved at give lidt mere slip denne gang. Det er mere end fornemmelse og følelse hos mig, end noget jeg kan analysere mig frem til (det ville også være synd at forsøge).
Måske det drejer sig om det umiddelbare, det spontane, impulsive og dristige. Du udtrykte det selv så flot i "Kunsten er...".
(Som besynderligt nok startede NETOP som jeg skrev den sætning!)
Men berøringsangsten er vigtig, vil jeg mene. Den er en stor del af en sand kunstners motivation - selv når kunstneren giver los og kaster sig ud i alting. Der vil altid være en vis form for afstand. Det er vel en del af udfordringen.
Jeg kunne forresten meget godt tænke mig at høre mere om din opfattelse af æstetik. Hvis du får lyst til at skrive et indlæg om det...
Okay, hvis historien ikke kan formidles til os udenforstående, så fred være med det. Hvorfor tænker jeg automatisk, at det har noget med Gibo at gøre? (Tilgiv mig hvis du læser dette Gibo, men du er vist lidt af en sand sagnomspunden legende i bandet!)
I øvrigt nyder jeg det lidt vrede udtryk i "Verden er mindst". Magen til sofistikeret vrede og bidsk sarkasme skal man lede længe efter.
Men måske det blot er min fornemmelse og ikke har noget på sig i dit univers.
Det har bestemt både fordele og ulemper at sælge en sang på at være en hyldest til The Doors. I virkeligheden er den nok mere end kommentar til The Doors end en egentlig hyldest. Selv om jeg elsker Dørene.
Det sætter måske bare sangen for meget i bås at "markedsføre" Løvefødderne som en sang om Jimbo.
Det passer mig rigtig fint at referencerne ikke er alt for åbenlyse - igen: det kommer lidt til at fjerne en sang fra dens eget ståsted.
Linien med folk og fluer der spiller dart er inspireret af en kommentar Jarvis Cocker kommer med i Scott Walker-dokumentaren '30 Century Man'. Jeg kan ikke huske de præcise ord, men noget om at han havde hørt at Scott Walker nu bare brugte sin tid på at sidde på pubber, og se folk spille dart.
Fluerne er barfluer!
Det med æstetikken/berøringsangsten er en meget interessant snak. For mig at se er det både min største force og min akilleshæl.
Hahaha, det kunne MEGET VEL have haft noget med Gibo at gøre, at vi har lukkede øjne på billederne! Han skal aaaaaaaaaaltid lave rod i den ;-)
Jo, du har helt ret; Verden Er Mindst er lidt af et fnys. Sjældent det er de følelser der driver værket når jeg skriver en sang, men det var en befrielse at få den ud af systemet. Den er inspireret af to sande historier, én jeg selv har oplevet tæt på, og én jeg har fået berettet via mail af en veninde. På den måde også en ganske personlig sang. Som de fleste andre på pladen...
Ja, det var netop det, jeg mente mht. "Legende på løvefødder". Du har helt ret; jeg synes også, at det sætter den for meget i bås.
Barfluer, naturligvis. :)
Haha, vi må ha' nogle flere historier om Gibo her på din blog. Alene dén bemærkning afføder stor nysgerrighed. ;)
At den er lidt af et fnys, kan man virkelig mærke. Og ja, selv om du sjældent lufter den slags følelser i dine sange, så synes jeg faktisk, at det klæder ENTAKT-universet.
Og apropos Waits:
http://www.youtube.com/watch?v=0NdJFmyLmMo&feature=related
Endnu en dejlig, uimodståelig kvinde. Stemningen er måske ikke lige så tyk, som i Montreal-udgaven (der også er på youtube), men det swinger bedre.
De spiller så fantastisk godt sammen, men hvis jeg skulle fremhæve en af musikerne (hende selv undtaget), så må det være fabelagtige Anthony Wilson på guitar. Men hvis ret skal være ret, så er det mit klare indtryk, at han ofte får lidt flere soli (og lidt mere plads) end de andre.
Jeg har lige lyttet til Montreal-versionen igen, og jeg ser mig nødsaget til at modificere mit udsagn lidt, for der er altså en fin akustik og masser af lækre detaljer i den udgave. De er ret forskellige. Og så kan man bedre høre, når hun spiller "med hånden på klaveret".
Mmm...
Det er hermed noteret. Flere Gibo-anekdoter på bloggen. Måske bringer jeg ligefrem et interview med ham ved lejlighed.
Fedt Waits-cover. Jeg har altid godt kunne lide Diana Krall, selv om jeg aldrig har fået lyttet så meget til hende. Kristian er vist ret vild med hende.
Minder mig om at et af mine næste blogindlæg skal være et jazz-indlæg. Tror jeg vil starte med denne herre:
http://www.youtube.com/watch?v=n4dV9inZCo4&feature=related
Haha tak, det kunne være mægtigt. :D
Faktisk kunne det være interessant med små interviews med hele banden.
Du kunne jo altid lade dem alle omhandle Gibo (såfremt han slet ikke er til at komme uden om). Måske hr. Ardahl atter ville fatte pennen?
Hun er også fantastisk. Jeg var til en vidunderlig koncert med hende i Falconer Salen for et par år siden. Mellem et af numrene fortalte hun om, at hun havde været ude at løbe i regnen kort forinden, hvor meget hun elsker regnvejr, og hvordan det mindede hende om derhjemme i Canada.
Hvem der blot havde været på rette tid og sted... :)
Jeg kender slet ikke Brad Mehldau, men nu har jeg haft nummeret kørende på repeat de sidste par timer. Det er ret lækkert at arbejde til.
Det er faktisk en glimrende idé. Måske man skulle lave en lille interview-serie her på bloggen, hvor jeg stiller de andre 4 nogle spørgsmål de ikke normalt bliver stillet. Desuden er det næsten altid mig der laver interviews, så det er også på tide at resten af banden kommer lidt til orde!
Brad Mehldau er helt og aldeles fantastisk. Min far og jeg har en lille tradition for at tage ind og høre ham når han er i Danmark - han har spillet i Glassalen i Tivoli flere gange. Og hver gang har været en helt fantastisk oplevelse. En musikoplevelse som føles helt helt unik. Han er lidt af et musikalsk vidunder.
Nummeret jeg linkede til er hans coverversion af Radioheads 'Exit Music'. Han har også lavede fremragende fortolkninger af andre Radiohead numre - blandt andet Paranoid Android -, Nick Drakes 'River Man' og meget andet godt. Han er fantastisk.
Jeg gemmer den helt store smøre til mit jazz-indlæg!
Ja, jeg synes, at det kunne være vildt spændende at høre om deres tanker, fornemmelser og forestillinger i forbindelse med ENTAKT.
Det giver også rigtig god mening, at netop du interviewer dem, eftersom du kender dem så godt og utvivlsomt kan finde på nogle særdeles fremragende spørgsmål at stille hver enkelt.
Ham må jeg holde øje med.
Jeg glæder mig til den helt store smøre så.
Send en kommentar