søndag, august 09, 2009

En stribe referencer i Entakt-tekster

Her er hvad jeg på stående fod, i skrivende stund kan komme på af referencer i Entakt numre (i kronologisk orden):

Ingen Bliver Mere Våd I Regnen End Mig
-Hele titlen er en reference til min ubestridte yndlingsforfatter Lars Saabye Christensen. Han er dog en anelse mere velformuleret ("ingen bliver mere våd i regnen end jeg" - fra bogen Bly) - i øvrigt den første Entakt sang der nogensinde kom til verden.

Da Havet Skyllede Ind Over Byen En Nat
-Titlen er fra en børnebog jeg så i vinduet hos Bog & Idé på Heinesgade på Nørrebro, hvor jeg boede dengang. Så digtede jeg en historie udfra titlen. Vupti.

Ventilen
-"Hr. Frost fandt himlen under sit køkkenbord" - det med at finde himlen under sit køkkenbord jeg hørte Björk bruge i et interview engang.

Side 2
-"Virkelighedens kedelige dage" er en reference til titlen på en sang, som en god gammel ven (og tidligere band-kammerat) skrev. Det tog ham dog lang tid at få den færdigpudset. Hør den her.

Vinterbrud
-"Krystalskibet" er et hattetip til ingen ringere end The Doors. En reference til den ubeskriveligt smukke The Crystal Ship

End(nu?)
-"De gule mure" er naturligvis Assistens kirkegård. Københavns skønneste grønne plet.

Tetris
-Denne sang indeholder jo en slet skjult reference til Danmarks nationalmelodi - en bedrift vi er i fuld sving med at gentage på et af vores nye numre.

Hokus/Pokus
-Er inspireret af Jon Nørgaard som i tidernes morgen vandt Popstars. Jeg skrev den en del år før filmen 'Solo' (om selvsamme Jon) kom til verden, men temaet er det samme. Linien "Simon siger ret din ryg" refererer til Jons daværende manager Simon Juncker.

14.02.04
-Titlen er en reference til den afdøde cykel-legende Marco Pantani.

Fyrværkeri
-"Jeg hørte dem slå Lennon ihjel tre gange den nat" omhandler en nat hvor et ganske forfærdeligt coverband spillede til en fest, og for hvert uinspireret Beatles-cover de spillede føltes det som om Lennon døde en smule mere.

Kunsten At Slippe Taget
-"Det Gamle Lyseslukkeri for enden af Godthåbsvej" er i virkeligheden Det Gamle Lysestøberi i starten af Godthåbsvej (hvor jeg tit stod og ventede på bussen mod vores daværende øvelokale)

Gaustads Galleri
-Hele idéen til sangen opstod fordi der i Lars Saabye Christensens 'Beatles' er nogle børn der synger "Der er hul i hegnet på Gaustad! Der er hul i hegnet på Gaustad!"
-"Scarlett går tabt i oversættelsen" er en lille hilsen til Lost In Translation, hvor Scarlett Johansson jo er hovedrolleindehaverske.

Modpolen
-Titlen opstod på vej mod Polen (yes), hvor vi har spillet live to gange. Seriøst.
-Sangen omhandler, med undtagelse af et par smutture til mere ekstrem ekstremisme, Jagtvej 69-problematikken - dog nogle år før helvede brød løs for alvor. Men det var under opsejling. På en husmur i nærheden står der "Det er vores hjerter vi kaster gennem ruderne".
-Det var egentlig en ganske ophedet diskussion mellem vores gamle trommeslager Henning og jeg der resulterede i denne tekst, så vidt jeg husker.

...Så Glemmer Jeg
-"Jorden er giftig" er udover at være en leg også titlen på en ret gammel Entakt-sang. Nu endte den dog bare som en linie i denne sang
-Oprindeligt var der faktisk en CV Jørgensen-reference i sangen: "i smuk florafobi" - som dog blev ændret til "-scenografi"

Els 4 Gats
-"Els 4 Gats" er navnet på en legendarisk café/restaurant i Barcelona, hvor blandt andre Picasso var fast gæst.
-"En blodrød solnedgang i hvert et glasskår" er en reference til bogen 'Beatles' af LSC.

Knivkasterens Søn
-"Hvis jeg lukker øjnene længe nok" er en reference til den sang der inspirerede mig til at skrive denne. Den mægtige Scott Walker synger "and if I close my eyes long enough, will you happen to me again?" HER. Lyt og tud!

Prolog
-"Mars sadler op" - Mars skal forstås som krigsguden Mars (hverken som planeten eller chokoladebaren!)

Mandagens Vægt
-"Se lyset forsvinde ned af Tagdigiagtvej" var fordi jeg ikke ville synge Jagtvej, men alligevel gerne ville synge det!
-"Må pest ramme begge Eders huse" er vist ham der Shakespeare.

Hvordan Jeg Begyndte At Ryge
-"Vejen til Skt. Bluff": før vi for alvor kom igang med 'På Bagsiden Af Europa' havde jeg en idé til et album koncept der hed '11 Ruter Til Skt. Bluff'. Det må blive en anden gang.

Magma
-"Når delt vand bliver vin, og vinen drypper i notesbøgerne som rim" er en helt konkret situation hvor de ekstremt enten-eller-agtige anmeldelser (=det delte vand) Træerne Vokser Ind I Himlen inspirerede mig til at skrive en sang.
-"Der håber du de skar et X i båden hvor du sank" er en reference til den gode gamle Molbo-historie.
-"Med magma i dine grumsede øjne, Tvebak" - Tvebak er selvfølgelig lillebroderen i Astrid Lindgrens 'Brødrene Løvehjerte' - og desuden et kælenavn vores tidligere trommeslager Henning og hans kæreste gav mig.
-Så der der de "minoiske glemmebøger" og "Theras tunge"

Europa
-"Hvis du siger du kom hertil på ryggen af en tyr" - stammer fra en græsk myte om Zeus.
-"Syd Barretts øjne" ...i Pink Floyd sangen Shine On You Crazy Diamond beskrevet som "black holes in the sky"

Skyts
-"Atlantiske hymner" er en reference til denne Keane-sang!
-"Tyvagtige fugle i udbrændte ambassadekvarterer" er en lille hilsen til Strandvejen på ydre Østerbro hvor jeg boede på et tidspunkt.

Skandinavisk Åndenød
-"kort fulde af 0'er og 1-taller" er e-mails...

Japansk Løn
-"Hvide piger med alt for tynde håndled" er inspireret af dette billede.
-"Judas i hvalens bug" som tidligere skrevet, en lille bibelforvanskning.

Legende På Løvefødder
-Én lang hyldest/opsang/reference til Jim Morrison og The Doors. Selve titlen refererer til at han døde i et badekar (i Paris), og skal altså læses som "en legende" ...ikke som i at lege...
-"Dette er en amerikansk bøn" = An American Prayer
-"Disse var de særeste dage" = Strange Days
-"Og før du synker ind i den store søvn" + "Vi vil have verden, og vi vil have den nu" = When The Music's Over
-Osv. osv!

Verden Er Mindst
-Jeg skrev på et tidspunkt en mail med emnet "Verden er lille", og fik et svar med emnet "Verden er mindst"
-"Cohens vals"
-der er faktisk en musikalsk reference til de to instrumental-skæringer på Træerne Vokser Ind I Himlen i 2. vers - men den er baglæns!
-"Joni's blå planet" er, hvis der skulle være nogen tvivl, Joni Mitchells mesterværk 'Blue'

Tre Alen Fra Skafottet
-"Uskyldig som 10. septemper" skal beskrive en stille uskyld, altså intetanende om hvad der kunne (ville) ske dagen efter.

Det skjulte nummer / På Bagsiden Af Europa
-Den hr. Walker der synges om er naturligvis Scott Walker
-"Gamle Tom Venter på sin lille dråbe gift"

Orkestret Med Det Blotlagte Skelet
-Idéen til temaet i sangen er delvist inspireret af Tim Burtons video til The Killers hittet 'Bones' - dog også af Rufus Wainwright der i et interview nævnte, at han en dag ville udgive en plade der skulle være "The Bare Bones of Rufus Wainwright"

14 kommentarer:

sara sagde ...

jubii, jubii. endnu en gang. altid dejligt at blive lukket lidt længere ind i flere af teksterne :)

kenneth sagde ...

Hvor er det lækkert! :)

Rasmus Ardahl sagde ...

Fantastisk! Simon-forklaringen er jeg ikke specielt glad for (!), men ellers tilføjer det hele bare så utroligt mange ekstra dimensioner! Elsker simpelthen linjen "Hvide piger med alt for tynde håndled".

Men: Hvem er Hr. Frost og hvorfor indeholder så mange tekster på Ventilen ord relateret til vinter?

Jonas sagde ...

Hr. Frost er ham der havde en fling med Frøken Tø, jo - og grunden til at så mange af sangene har vinter-temaer var for at have en gennemgående kulisse.

Lidt ekstra bonus info: Kunsten At Slippe Taget blev skrevet på en akustisk guitar, og lød meget henad Beck's 'Sea Change'-album (som jeg var meget inspireret af på det tidspunkt) - indtil electro-Kristian fik fingre i sangen :-)

Pernille Aviaaja sagde ...

Spændende at vide om
nærvær i ordene,
musik mellem tonerne.

Rikke sagde ...

Ej hvor pudsigt med Hokus/Pokus referencen. Har altid tænkt på Simon som Simon Says-legen, når jeg er faldet over sangen i ny og næ. Nu kan jeg da godt se hvad hele cirkuset handler om...især når jeg netop nu sidder og skriver bachelor projekt om præcis det samme. Loppecirkus, er lige hvad det er og var.

Også genialt med legende på løvefødder...det havde jeg slet ikke opfanget.

Jeg har det lidt blandet med at læse blotlæggelserne her igennem...på den ene side giver de én lyst til at høre sangene, fordi man fra nu af vil høre dem på en helt anden måde end før.
Selvom det sikkert ikke er alle kort der er lagt på bordet, så spolerer det en smule den egenfortolkning der som regel ligger for når man erhverver sig en plade...og det er lidt en skam.

Idéen om "det åbne værk", går en smule tabt.

Jonas sagde ...

Rikke >
Ja, det er også tiltænkt at folk skal fange det som Simon siger-legen. Det er ganske rigtigt et loppecirkus, men et sært fascinerende ét af slagsen.

Jeg forstår godt det, med at det kan være en blandet fornøjelse at læse tankerne bag teksterne - men her er de, og så kan man altid bare vælge at overse indlægget hvis man ikke er til den slags :-)

Rikke sagde ...

Ja, du bruger ofte dobbelt-tydigheden, det har jeg lagt mærke til ;)

Og ja...det har du ret i...det er faktisk et eller andet sted også ret fedt at du gør det, da man sjældent oplever så detaljeret gennemgang af sangtekster. Jeg har droppet at læse resten :)

Anonym sagde ...

Yes sir!! :)

Jonas sagde ...

Det er naturligvis begrænset hvor meget I kan bruge det til, men jeg kom lige i tanke om at der, i en af vores uudgivne sange - 'I Versaler', er en musikalsk reference til ABBAs 'Dancing Queen'!
Det er muligvis derfor vi aldrig har brugt den sang til noget ;-)

Anita Maškova sagde ...

Fantastisk!
Hvide piger med alt for tynde håndled, er jeg også fjollet med.

Jonas sagde ...

Men det er jo på sin vis også din linie, Anita. Jeg kan i hvert fald huske, at det var dig der gjorde mig opmærksom på hvor tynde håndled hende på billedet har.

simse sagde ...

Ser i nyt lys - lytter i ny lyd... spændende med disse "kilder". Jeg lytter jo igen og jeg må sige: store tekster og store lydflader - revival overvælder lidt ;)

Anonym sagde ...

Yndlingsdetalje: Tom Venter aka Tom Waits!