søndag, november 01, 2009

3 hæsblæsende dage

Nu er der dømt søndag.

Den sidste tid, og i særdeleshed de sidste tre dage, har været pakket til bristepunktet. Udover at jeg har et studie at passe (hvilket engang imellem betyder at man skal troppe op kl. 8, og være frisk i pæren) har jeg været ude at spille de sidste tre aftener.

I torsdags var det Spil Dansk Dag, og i den anledning spillede Kristian og jeg på PH Caféen på Vesterbro. Det skulle vise sig at blive en rigtig dejlig aften, hvor jeg virkelig nød at spille Entakt-sangene igen. Vi havde også sørget for at strikke et sæt sammen der bød på en del af de sange vi ikke har spillet længe, så det føltes godt og friskt. Helt underligt at skulle synge en sang som Knivkasterens Søn igen. I øvrigt blev vores optræden optaget, og jeg håber vi kan bruge noget af det til at forære væk som gratis downloads.

Fredag spillede jeg på den hyggelige Café Retro, hvilket også var rart. Egentlig skulle Andreas Sorgenfrei og jeg bare have spillet et enkelt, fælles sæt, men da en af de andre optrædende meldte fra i overtiden var vi også nødt til at spille et lille solo-sæt hver. Det gav mig anledning til at spille CV Jørgensens Det Regner I Mit Hjerte. Jeg bliver aldrig nogensinde træt af den sang.

I går, lørdag, var jeg et smut på Østre Gasværk, for at se min gode medstuderende, Annika, udfolde sig i Beatles-teaterkoncerten 'Come Together'. What a blast. Jeg synes det var en fantastisk oplevelse, og især Annika gjorde det aldeles storslået. Jeg har haft Beatles' sangkatalog tæt inde på livet i en stor del af mit liv, og derfor nød jeg at det primært var "bagsiden" af denne smukke samling sange de havde taget under kærlig behandling. Jeg kan kun anbefale alt og alle at forkæle jeres sanser med denne forestilling.

Fra Gasværket gik turen direkte til BørneteatretChristiania hvor sidste slag skulle stå, i denne omgang. En tilrøget, upoleret oplevelse. Jeg må blankt erkende at jeg var så træt at jeg næsten ikke var i stand til at sidde oprejst mens vi ventede på at det blev vores tur til at spille. Ikke verdens bedste optræden vi fik leveret heller, men omvendt var det heller ikke helt katastrofalt, så vidt jeg kunne vurdere. I øvrigt tyder det alligevel også på at mit blodtryk ikke ville have haft godt af at sidde hjemme og se Barcas 1-1 kamp mod Osasuna.

Nu sidder jeg og nyder den seneste tilføjelse til min evigt voksende pladesamling: intet mindre end Beatles' samlede værker i den smukke stereobox. Det lyder ganske enkelt vidunderligt.

Godnat.

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Fuck det var fedt på Ph Cafeen

Michael sagde ...

Før koncerten på Retro kendte jeg faktisk kun "Det regner..." i Tobias Triers cover, og derfor tænker jeg fluksstraks - J.Vill må da elske udfordringen om at indspille den (en mand og hans guitar)(you know - as it should be(jf sveddryppende Zero-rablereklamer)) og lægge den på bloggen!?!? Eller hvad siger l'artiste himself????

Jonas sagde ...

Jeg vil rigtig gerne lave en coverversion af det smukke nummer, jeg tror bare man skal passe lidt på ift. ophavsrettigheder og den slags. Men det er bestemt en idé der er værd at overveje!