Nu er jeg så gået igang med at lægge al min musik ind igen, og det har den glimrende funktion at jeg bliver mindet om plader der er havnet i yderkanten af hukommelsen, men fortjener en langt mere central placering.
Jeg er endnu ikke nået så langt, så første glemte guldkorn er "Adams, Ryan"-albummet '29'. En helt igennem fantastisk smuk plade. Jeg ved ikke om det er de sidste par dages lidt koldere vejr, men efteråret banker på så det kan mærkes. Teksterne på dette album har desuden altid haft evnen til at give mig mig åndenød.
Drop videoen. Luk øjnene, og nyd: