Jeg trisser rundt herhjemme med vinduer og altandør på vid gab, et krus kaffe inden for rækkevidde og ikke mindst Air's 'Talkie Walkie' på repeat. Det er dog en mesterlig sommerplade. Den passer perfekt ind lige her. Den er så let og lys, uden at være for overfladisk.
Vi starter indspilningerne lidt senere idag. Vi har snart alle spor i kassen, det er en spøjs fornemmelse. En god fornemmelse, uden tvivl. Jeg kan godt mærke at vi har arbejdet længe på sangene nu. Den sidste uges tid har det til tider været svært at bedømme det vi har lavet, man kan godt mærke at det er slutspurten nu.
Vi fik færdiggjort vokalindspilningerne på 'Gaustads Galleri' i går. Med blå øjne og åndedrætsbesvær. Den er langt fra færdig, men jeg tror den bliver virkelig god. Og manisk. Jeg tror i øvrigt vi har slået vores egen rekord mht. vokalspor i én sang. Glæder mig til at arbejde videre med den i dag. Måske man skulle forsøge sig med distortede beats og keyboards gennem guitarpedaler? Det plejer at virke.
Når de sidste takes er i kassen skal vi holde lidt ferie. Jeg skal (selvfølgelig) til en større musikfestival på Dyrskuepladsen i Roskilde, og jeg glæder mig. Jeg ser i særdeleshed frem til at opleve The Streets, Morrissey, Tool, Bob Dylan og øjeblikkets yndlingspopsanger, Rufus Wainwright. Jeg har været så heldig at opleve ham live 2 gange tidligere, og det var 2 fantastiske oplevelser. Særligt hans seneste koncert i Vega står som en af mine bedste koncertoplevelser nogensinde. Han er et levende bevis på at popmusik ikke nødvendigvis er et skældsord.
/Jonas
torsdag, juni 22, 2006
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar