lørdag, september 30, 2006

tirsdag, september 26, 2006

The Divine Comedy vs. Queens Of The Stoneage

YouTube.com er et glimrende sted at fordrive tid, når man er tvunget til at ligge under dynen (og keder enden ud af benklæderne).

Jeg har altid været glad for The Divine Comedy...

fredag, september 22, 2006

Henning og Jonas i Universitetsradioen

Henning og jeg kiggede forbi Universitetsradioens lokaler i Krystalgade til en lille snak om vind og vejr i ENTAKT land. Interviewet bliver sendt onsdag den 18 oktober kl. 23.00 på 95,5 Mhz.
Så ved I det!

Senere idag skal Kristian, jeg, og Henrik og Luise fra selskabet, ud og have første kig på første udkast til Fyrværkeri-musikvideoen. Jeg er godt nok spændt.

Oooooooog...her følger et link til en blog hvor der sker ting og sager (verdens første kvindelige rumturist skriver om oplevelsen undervejs!): http://spaceblog.xprize.org/

onsdag, september 20, 2006

Hør os live på Gimle! / Rust koncert rykket!

Kære alle,

Jeg må også hellere poste det her for en sikkerheds skyld:


Hør os live på Gimle i Roskilde, torsdag d. 28/9!
På næste torsdag gæster vi Roskilde, når vi varmer op for I Got You On Tape på Gimle. Det plejer at være dejligt at spille i Roskilde, og jeg håber at en masse af jer vil kigge forbi. Personligt er jeg ret spændt på at se Gimles nye lokaler på det gamle Vandværk. Jeg er jo født og opvokset i Roskilde, så mange af mine første koncerter fandt sted på det oprindelige Gimle. Det skal blive sjovt at se hvordan det nye sted tager sig ud.

Vi spiller IKKE på Rust imorgen!
Nogle steder har det været annonceret at vi spiller koncert på Rust, her i København, imorgen. Dette var også oprindeligt meningen, men da koncertens primære formål var at være releaseparty for vores album, er datoen naturligvis blevet rykket til januar. Jeg håber ikke nogen vil gå forgæves - I får alle en invitation til releasen, så snart den nye dato er helt sikker!

Fyrværkeri
Det er altid med små-flossede nerver vi præsenterer nyt materiale for omverdenen, så det har været utroligt dejligt med al den flotte respons på vores nye single, 'Fyrværkeri'. Tusind tak for de opmuntrende ord, og tusind tak fordi I lytter, derude!
Du kan både høre sangen, og læse en stak brugeranmeldelser af den her:
http://entakt.mymusic.dk/diskografi/sang.asp?id=78963
Både 'Fyrværkeri' og 'Modpolen' vil selvfølgelig være at finde på vores debutalbum der udkommer mandag d. 8. januar 2007.


ENTAKTs foreløbige KONCERTKALENDER ser ud som følger:

28 / 09 / 06 - Gimle, Roskilde
13 / 10 / 06 - Studenternes Hus, Næstved
20 / 10 / 06 - Forbrændingen, Albertslund
27 / 10 / 06 - S-Huset, Lyngby

Mange flere koncerter dette år vil blive tilføjet løbende.

Vi ses derude!

tirsdag, september 19, 2006

Band Ane

Jeg må udtykke min dybeste respekt for den fantastiske, fantasifulde, fortryllende musik frøken Ane Østergaard, bedre kendt som Band Ane, fremtryller. Skæringen 'Wood Delivery' har repeatstatus på min iPod. Og skulle I ikke have hørt musikken, så ville det være egoistisk ikke at dele det med jer. Lyt her:

www.myspace.com/bandane
www.bandane.mymusic.dk

mandag, september 18, 2006

En dansktop-tornado!

En god ven sendte mig dette link. Dansktop må være det mest uhyggelige stof man til dato har haft kendskab til. Forbered dig på ikke at trække vejret i omkring 10 minutter:

http://www.lorry.dk/moduler/nyheder/showregvideo.asp?dato=13-06-2005&cID=5&vId=244740

Han SKAL opleves.

søndag, september 17, 2006

Sønderborghus

I fredags kørte den lille ENTAKT-karavane til sønderjylland, nærmere betegnet Sønderborg.
Det er ofte nogle lange dage når vi spiller så fjernt fra vores hjemstavn. Denne fredag tog vi afsted omkring kl. 11 om formiddagen, og en søvndrukken udgave af undertegnede blev hældt af ved undertegnedes bopæl lidt over 5 om natten.
Ikke desto mindre var det slidet og den lange køretur værd. Det var ganske enkelt en sand fornøjelse at spille på den høje scene, i Sønderborghus' flotte sal. Lige fra første færd fik vi den bedste behandling. Hvad enten det gjaldt gearslæbning, forplejning, opbakning under selve koncerten (selvfølgelig røg der en streng på min guitar 3,7 sekunder inde i første nummer) eller nedpakning af føromtalte gear.
Og, kære publikum, TAK for en dejlig aften. Det var en fornøjelse at spille for jer! Ligeledes var det hyggeligt at sludre med nogle af jer efter koncerten. Vi kommer hjertens gerne igen.

Vores lyd-altmulig-mand, Henrik, knipsede et par billeder i løbet af dagen...


























































































onsdag, september 13, 2006

Hør vores nye single nu!

Klik fluks hen på http://www.entakt.mymusic.dk og giv vores nye singleudspil, 'Fyrværkeri', et lyt! Jeg håber du vil kunne lide hvad du hører...

mandag, september 11, 2006

Begivenhedsrig weekend

Entakt-tandhjulene var været i bevægelse denne weekend. Det har været meget hårdt og meget, meget godt. Her følger en lille beretning. Fredag stod den på koncert i Århus. Jeg troppede op hos Kristian om formiddagen, og en times tid efter trillede Gibo, Kristian, vores lydtekniker Henrik og jeg ud fra København, med kurs mod Århus. Både Gibo og jeg var i dagens anledning udstyret med hver vores halssygdom, hvilket unægteligt gjorde mig noget nervøs, da jeg vidste stemmen ville komme på overarbejde under weekendens strabadser.

Til tider er der økonomi til at tage færge på vej til vores Jyllands-koncerter, hvilket plejer at være et rart afbræk fra køreturen (det er som bekendt en stor fornøjelse at købe en lunken kop kaffe og en tør sandwich til omtrent 746,95 kr.), men det var der desværre ikke budget til denne gang, så der var en lang køretur der skulle overstås. Jeg måtte endnu engang prise mig lykkelig for blot at kunne indtage min plads på bagsædet, hvor jeg kunne sidde og falde i staver. Dog blev jeg vækket brat fra min dvaletilstand, da vi var få centimeter fra at blive involveret i et større trafikuheld på motorvejen. Vi undgik med nød og næppe, men kunne til gengæld overvære det hele fra første parket. Det var voldsomt. Det var lidt af et lykketræf at ingen personer kom til skade, til gengæld fik et par biler skrællet siden af. Vi slap med skrækken.
Resten af køreturen forløb aldeles fredligt. Kristian havde medbragt et par yderst behagelige jazzplader. Det varierer meget hvad vi hører når vi er på tur - visse bandmedlemmer er forfaldne til heavy-fusion, hvilket ikke ligefrem er noget jeg bifalder nævneværdigt. Jeg har dog sjældent det store at skulle have sagt fra min position på bagsædet.

Vi ankom til Århus til lyden af Wes Montgomery, vi fandt Brandstationen, vi forårsagede en større fodgængertrafikprop i gågaden da vi skulle køre vores gear hen til scenen, og så fik vi ellers stillet op og lavet hul igennem på PA-anlægget. Så var der tid til lige nøjagtig en halv kop kaffe inden vi skulle på. Efter den nøje afmålte halve kop kaffe indfandt vi os på scenen - og spillede. Det fremmødte publikum var af den bedste slags, og på trods af at min stemme foretog et par utilsigtede knæk hist og her, var det en stor fornøjelse at spille. Ligeledes dejligt at sludre med nogle af jer efter koncerten. Tak til alle jer der kom forbi!
Kort efter vi havde trukket stikket ud af Side 2 stod den på gearpakning, lidt aftensmad, og så ellers den lange køretur tilbage til Djævleøen. Jeg fik lidt søvn i bilen, dog ikke af den bedste slags da sygdommen tog til i løbet af turen.

Det lykkedes os at komme hjem i ét stykke (hver, altså), og indkassere en stak timers søvn.
Da jeg vågnede lørdag havde min hals besluttet sig for at holde lukket, hvorefter jeg tog bestik af situationen, og besluttede mig for at gå lidt i panik. Det lykkedes dog på mirakuløs vis at få liv i stemmebåndene efter utallige kopper kaffe og en større omgang brummen-med-på-Rufus-Wainwright.
Jeg tog min halvakustiske guitar i hånden, og hoppede på et s-tog til Hovedbanen. Der mødtes jeg med Kristian, som havde sin harmonika under armen, og så traskede vi hen til Øksnehallen. Her blev vi indlogeret i det bedste backstagerum vi endnu har befundet os i, og inhalerede et par kopper kaffe mere. Så var det tid til at levere vores lille akustiske sæt på scenen i Øksnehallen. Kendetegnende for både lørdagens og søndagens små akustiske sæt var at det var et småt, men yderst lyttende publikum. Og så er det i øvrigt sjovt at være nødt til at angribe de ellers velkendte sange fra helt andre vinkler, hvilket unægteligt er nødvendigt når de skal fungere med vokal, guitar og harmonika som eneste virkemidler.

Vi tog direkte fra Øksnehallen til huset i Magstræde hvor vi endnu en gang skulle have overstået en større omgang gearslæbning, og derefter en lydprøve med spøgelser i maskineriet. Selve koncerten forløb med skøn lyd på scenen, og jeg nød det meget. Det giver en god spænding for os at vi begynder at indlemme flere og flere nye numre i live-sættet. Man bliver tvunget til at koncentrere sig en tand mere, da de stadig er så nye i live-sammenhæng at de på ingen måde sidder på rygraden. Efter koncerten var det rart at kunne tage det stille og roligt, drikke en lille øl eller to, og få sig en sludder med folk inden gearet skulle pakkes ned igen. Timen nåede også at blive ganske sen inden mit hoved ramte puden.

Søndag havde vi samme tjans i Øksnehallen. Jeg var mærket af træthed da vi ankom, men det gik. Endnu en gang var det en spøjs oplevelse at høre numrene, skåret helt ind til benet. Sådan er det altid når vi spiller disse duo-jobs. Der er ingen guitarstøj, keyboardflader eller beats at blive væk i.

En stor stor tak til alle jer rare mennesker vi nåede at se i løbet af weekenden!
Resten af dette år vil blive med heftigere koncertaktivitet fra vores side end nogensinde før.

På fredag gæster vi Sønderborghus (i Sønderborg) sammen med Xantom, og vi glæder os!

Vi ses deru'e!

onsdag, september 06, 2006

Udgivelsen af debutalbum rykket!

Kære lyttere,

Af praktiske årsager er udgivelsen af vores debutalbum, 'Træerne Vokser Ind I Himlen', blevet rykket til mandag d. 8. januar 2007.
Pladen skal sendes så godt afsted det er muligt, og vi vurderede at man med fordel kunne rykke releasen. Så tålmodigheden må tage en lille tørn mere!
Vi glæder os fortsat ubeskriveligt meget til at lade jer høre det endelige resultat, som vi er utroligt stolte af.

Derudover kan det berettes at næste single fra albummet, kaldet 'Fyrværkeri', ganske snart vil blive udsendt - med tilhørende musikvideo.

Altså: Træerne Vokser Ind I Himlen d. 8/1 '07!



* * * LIVE I KØBENHAVN OG ÅRHUS DENNE UGE * * *

Husk endelig at der i denne uge er op til flere muligheder for at opleve Entakt for fuld udblæsning, i levende live:

FRE. 08/09 - kl. 18 - BRANDSTATIONEN, ÅRHUS (gratis entré)( http://www.brandstationen.com )

LØR. 09/09 - kl. 22 - HUSET I MAGSTRÆDE, KØBENHAVN( http://www.husetmagstraede.dk )

Derudover spiller Jonas og Kristian unplugged i Øksnehallen både lørdag og søndag.
Læs mere her: http://www.lauritz.com/Article/Article.aspx?LanguageId=1&article=1108


Vi håber at se en masse af jer!

tirsdag, september 05, 2006

Pop når det stikker dybest

Rufus Wainwright - 'Memphis Skyline'.

søndag, september 03, 2006

Snegle spiser kiks

Ved hjælp af min iPod's shuffle-funktion har jeg netop genopdaget Malk de Koijns mesterværk 'Sneglzilla'. Pladen bugner jo med fantastisk fantasifulde beats, flows og tekster.

Du savner urter til din paté og et beat du kan dans' til?
www.malkdekoijn.dk

fredag, september 01, 2006

Musikvideo del 1

Igår aftes skød vi første del af musikvideoen til næste singleudspil fra vores kommende plade. I grove træk bød aftenen/natten på et film hold, os, en kontrabas, en flok frysende men heroiske unge mennesker, sand, et koldt ørkenlandskab, kirsebærvin, strømsvigt, en yndefuld pige foran et brændende klaver og selvfølgelig Nescafé. Og meget mere. Mindst. På mandag skal næste del af videoen i kassen. Det bliver spændende at se hvad det udmunder i. Stay tuned derude!

Ooooooog..:
Tillykke til vores hattebærende trommeslager, som fylder år idag!


Ps. ENTAKT live:

8. september - Brandstationen, Århus
9. september - Huset i Magstræde, København