lørdag, maj 31, 2008

The Savage Rose














I fredags fik jeg foræret en helt unik koncertoplevelse. Mine forældre havde inviteret min kæreste, min søster og jeg en tur til Portalen i Greve til Savage Rose koncert. Endnu en gang fik jeg bekræftet at Annisette kan ramme mig som ingen andre kan.
Jeg er blevet opflasket med Savage Rose, og antallet af gange jeg har oplevet dem live kan ikke tælles på to hænder. Hver evig eneste gang er tæppet blevet trukket væk under mig, og i fredags var så bestemt ingen undtagelse.
Siden sidst jeg så dem er Annisettes stemme blevet hørtbart mere slidt, men utroligt nok gjorde det kun oplevelsen langt mere intens og nærværende. Hun er simpelthen fantastisk. Det er mit indtryk at man enten elsker- eller slet ikke kan klare hendes stemme, og der hører jeg jo så til i den første kasse. Vi, fra den første kasse, var mødt talstærkt op på Portalen, og i den hyper-intense fremførsel af What Do You Do Now? skulle man være lavet af sten for ikke at kunne mærke en lille tåre krybe frem i øjenkrogen og lægge sig. Jeg synes jeg har set mange mennesker fremføre deres musik helt fantastisk, men at man på den måde kan være sin musik, dét har jeg kun oplevet med Annisette. Det er som om hun mangler det filter mellem hendes stemme og hendes følelser som alle andre har. Ja, kære læser, De kan nok forstå at jeg er på knæ her. Men det er bare virkelig ikke hver dag at en koncertoplevelse på den måde rammer mig som en knytnæve i solar plexus, og jeg kommer ikke udenom at Savage Rose har betydet langt mere end meget for min musikalske opvækst (hvilket jeg er utroligt glad for at jeg fik mulighed for at fortælle Annisette på sidste års Skanderborg Festival)
Dog er det ikke kun sangerinden der fortjener ros her. Bandet skal også have stor applaus.
De sidste mange gange jeg har set The Savage Rose har det været med en flok garvede og ekstremt velspillende folk; Claus Menzer bag trommerne, Moussa Diallo på bas og - selvfølgelig - Thomas Koppel på diverse tangenter. Med andre ord var der lidt at leve op til for de unge gutter der nu skulle varetage opgaverne som trommeslager, guitarist, bassist og ikke mindst organist. 
De hev, for mig, den sjette stjerne hjem i denne falden-på-halen anmeldelse. Det var virkelig en fornøjelse at få lov at høre sangene med den ungdommelige energi d'herrer formåede at lægge i det. Hvor musikken tidligere har været ekstremt velspillet, men også en smule poleret, var det nu ekstremt velspillet og med en kant der matchede Annisettes intensitet fænomenalt. Særligt gjorde den allestedsnærværende Rune Kjeldsen på guitar og organisten Palle Hjort stort indtryk. Sidst men ikke mindst var jeg imponeret over ...publikum! Fra første akkord kunne man mærke en gensidig respekt mellem musikere og publikum som jeg sjældent har oplevet det før.

Savage Rose spiller en udsolgt ekstrakoncert i Vega i aften, og hvor ville jeg ønske jeg var en af dem med billet!

3 kommentarer:

Rikke sagde ...

ih.. det er det bedste når man går hjem med sådan en fornemmelse i maven efter en koncert...mmm.Får næsten helt lyst til at sætte min eneste Savage Rose vinyl på nu...men må hellere få afsluttet semiotikken først...suk.
haha..ja.. hr. Kjeldsen er alle steder...her, der og alle vegne. Ham kan man ikke slippe udenom.

Carsten sagde ...

Dejlige ord, Jonas.
Din begejstring, synes jeg, er præcis udtrykket for stemningen på Portalen: Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro (udfra intensitet og publikumsvarme), at dette var Savage Rose` afskedskoncert.
Dybt, rørende og smukt.

Jonas sagde ...

Jeg tør slet ikke tænke på at dagen hvor Savage Rose rent faktisk spiller deres sidste koncert VIL oprinde før eller siden. Der bliver et kæmpe tomrum.