Så er den her. Det har ikke været et voldsomt imponerende pladeår, efter min mening, men de plader der var gode var virkelig gode. Here goes:
1. Kings Of Leon: Only By The Night
Årets plade. Ingen tvivl, for mit vedkommende. Den faldt på et tørt sted. Jeg skal være ærlig og sige at jeg før dette album kun har interesseret mig overfladisk for Kings Of Leon. Men dette album kan noget, som U2 kunne dengang de var bedst (omkring Achtung Baby), og jeg er sikker på at denne plade er den jeg har hørt- og nydt mest i 2008.
2. Elbow: The Seldom Seen Kid
Dette bliver noget nær verdens bedste andenplads, til et af verdens mest oversete bands. De har præsteret mesterværk på mesterværk, uden for alvor at nå ud til de brede masser. Dog blev de i år belønnet med den prestigefyldte Mercury Prize for årets album - foran kunstnere som Radiohead og Burial. The Seldom Seen Kid er en ovenud fantastisk plade.
3. Fleet Foxes: Fleet Foxes
Jeg fik deres EP 'Sun Giant' fra vores pladeselskab, og den slog benene væk under mig fra første lyt. Fantastiske vokalharmonier, atmosfærisk produktion, og vidunderlige melodier. Er ked af at jeg ikke havde mulighed for at opleve dem da de gæstede Beat Day denne sommer. Langt hår og skovmandsskjorter - musik af den slags jeg kan dele med mine forældre.
4. Martha Wainwright: I Know You're Married But I've Got Feelings Too
En blog-yndling leverer årets bedste rendyrkede pop/rock plade. Jeg har skrevet så meget om hende og hendes familie at jeg slet ikke ved hvad jeg skal skrive nu. Jeg har været så heldig at opleve hende flere gange i 2008, og det hører bestemt til blandt højdepunkterne. Jonas siger køb.
5. Bon Iver: For Emma, Forever Ago
Min gode fætter satte dette album på for mig, og det tog ikke mange sekunder før det sank helt ind. Det er noget af det næreste nære musik. Man kan høre hjerteblod, træhytte og en grannål falde til jorden. Ubeskriveligt smukt.
6. Eagles Of Death Metal: Heart On
Og nu til noget helt andet. Forfriskende, flabet og bare rockersejt. Solbrillerne frem - attituderne med.
7. The Dodos: Visiter
Endnu et album jeg var så heldig at få stukket i hånden fra en god gut på vores pladeselskab. Jeg har ikke nok styr på de smarte termer til at vide hvad jeg skal kalde denne genre, men det er umådeligt opfindsomt og charmerende - med en god udadvendt, smittende energi. Den mest percussive plade der har fundet vej til mine øregange i år. En musikalsk lykkepille, af den opkvikkende slags.
8. Jørgen Leth, Mikael Simpson & Frithjof Toksvig: Vi Sidder Bare Her...
Den mest fortryllende og smukke danske plade der ramte gaden i år. Jeg har altid været meget fascineret af Jørgen Leth, og på denne plade laver han ikke andet end at tænke højt - over en bund af meditativ, smuk musik. Jeg hører ikke voldsomt meget dansksproget musik, men denne plade går lige i hjertekulen. Jeg var nede for at glo lidt på vinyl i Route66 da Vi Sidder Bare Her... strømmede ud af højtalerne, og tog mig med.
9. The Last Shadow Puppets: The Age Of The Understatement
Arctic Monkeys har aldrig været min kop te, hvis jeg skal være helt ærlig. Men når det kommer til The Last Shadow Puppets må jeg overgive mig; her er Alex Turner altså gennemført cool. De slipper helt eminent elegant fra de tydelige Scott Walker-referencer (en stor ting at lege med!), og så er jeg jo solgt.
10. Bloc Party: Intimacy
Jeg har været lidt i tvivl om hvad der skulle placeres her, nederst på listen. Jeg har haft stor glæde ved at lytte til eksempelvis Glasvegas' album (uden dog at lade mig rive helt med af hypen) og Keane's Perfect Symmetry (uden at lade mig rive med af anti-hypen), men som samlet album tror jeg, jeg har haft mere glæde af den seneste Bloc Party-skive. Umiddelbart når den ikke sin forgænger, A Weekend In The City, til sokkeholderne, men mindre kan også gøre det. De første fem gennemlytninger var en stor skuffelse, men nu kan jeg mærke at den begynder at bide sig rigtig godt fast, og jeg har på fornemmelsen at den kommer til at vise sig fra en endnu bedre side ved fremtidige lyt. En meget hektisk plade, hvor det kan være svært at finde vej mellem lagene - men det lønner sig at gøre flere forsøg.
12 kommentarer:
Enig i meget. Hvad med de danske?
Stem gerne her: http://www.bandbase.dk/Blog/MusikMusik/37237/Aaret-i-musik-stem-paa-dine-favoritter/
Jeg har ikke hørt så meget dansk der har imponeret mig ...men jeg mindes heller ikke at have hørt særlig mange nye danske udgivelser overhovedet, så det er ikke nødvendigvis fordi det er gået ned ad bakke.
Min stemme er kastet :-)
"Vi sidder bare her" skal formentlig også hjem til mit private univers...
Jeg kan sagtens få for meget af Leth, men den vidunderlige lydkollage og de afslappede, improviserede meditationer fascinerer mig. Og så gør det bestemt ikke noget, at udgivelsen også byder på en ekstra skive med en dialogfri version...
Man kan lytte til 6 numre fra albummet på deres myspace-side:
http://profile.myspace.com/index.cfm?fuseaction=user.viewProfile&friendID=410860251
Jeg synes, bagsiden mangler.
fin top 10. der er hele 2 på den som også er med på min der er endt med at se således ud:
http://letsfaceit.diaryland.com/081223_41.html
bemærk, denne er kun den udenlandske, da jeg stadig arbejder på min danske top 5.
Nicolai >
Den Leth/Simpson/Toksvig plade er fænomenal. Jeg har endnu ikke så meget som overvejet at sætte den disk uden Jørgen Leth på.
Jeg har i en lang periode derimod været ret træt af Mikael Simpson (eller måske nærmere overeksponeringen af ham), men med denne plade er alt glemt. Dén er himmelsk.
Maj >
Det er jeg rigtig glad for du synes. Dog tror jeg, jeg selv ville have haft svært ved at bedømme den på samme grundlag som alle andre plader. Når man indspiller et album er man nødt til at synes man laver verdens bedste - ellers bør man tage det op til overvejelse :-)
Rikke >
Det er kun ganske få plader på din top ti jeg overhovedet har hørt, men de af dem jeg har hørt er jeg jo så bestemt enig i er gode plader
oh well..der er kun 1 navn på din liste jeg ikke kender, resten kender jeg, men ikke pladerne. er blevet positivt overrasket over The Dodos faktisk...
Kan kun anbefale at du får tjekket resten af min liste ud så :)
har du forresten ikke helt glemt Teitur ? Eller er det bare mig ?
Jeg har ikke glemt Teitur. Jeg synes The Singer er en glimrende plade, dog har den ikke vist sig at være voldsomt langtidsholdbar for mit vedkommende. Den får nok en revival før eller siden.
der kan man bare se... kom bare til at tænke på at du vist nok roste den til skyerne efter de første gennemlytninger...men måske det bare er mig der husker forkert :)
Jamen, det var jo det jeg gjorde. Og nu skriver jeg så at jeg ikke lytter så meget til den mere :-)
Sådan kan det gå med selv de bedste plader :)
Er ikke sikker på hvor vidt jeg har tænkt på holdbarhedstid med min liste...
Den danske driller stadig ufatteligt meget...men den skulle være lige på trapperne.
Send en kommentar