mandag, juli 13, 2009

En blogpost om John Mayer

Som jeg beskrev i sidste indlæg, så har denne nye blog inspireret mig til at tage lidt mere fat på popmusikken, her på bloggen, for når jeg skimmer min Top 25 i iTunes står det klart at den allerede har gjort sig indtog i mine ører. Popmusikken fortjener at blive taget nøjagtigt lige så seriøst som al den indie-rock der fylder denne blogsfære.

Det første indlæg der falder mig for, må nødvendigvis handle om John Mayer. En kunstner jeg bliver ved at vende tilbage til. 

Mayer kan noget jeg ville give højre arm for, og som jeg i øvrigt øver mig ivrigt på for tiden: han kan gøre banaliteter elegante. Dét er en stor kunst. Det er stor kunst. Han kan blæse de helt små ting op i kæmpe format, og sende en aflevering der sidder lige i hjertekammeret. Sådan har jeg det når jeg lytter til hans to seneste plader Heavier Things og Continuum

Disse plader er stoppet til randen med sange der rører mig, og vækker stærk genklang. Der er Heavier Things' åbningsnummer 'Clarity' med sine talrige diskante nuancer og snedige blæser-arrangementer, 'Something's Missing' med den klareste guitarlyd i mands minde og den øjeglimtende outro med en dejligt sørgmunter og cheesy svar-vokal, den smukke afskedshymne 'Wheel', den orgelsejlende blues'ede perle 'Gravity' med en guitarsolo hvis overskud giver mig gåsehud, den akustisk vuggende 'Stop This Train' med al sin yndefulde angst (for at blive ældre), den gudesmukke 'Slow Dancing In A Burning Room' der kunne være en fin arvtager til Claptons 'Wonderful Tonight' når denne kreperer af fortærskethed, der er den smerteligt konstaterende 'Dreaming With A Broken Heart' der handler om hvor ondt det kan gøre at vågne når man er blevet skudt gennem hjertet, med det effektive mantra "do I have to fall asleep with roses in my hand?" ...og jeg kunne blive ved.

Det første der slår mig ved John Mayers albums er altså de fantastiske sange, hvor tingene så ofte går op i en højere enhed. Melodien, ordene og stemningen. 

Dog skulle jeg være et skarn hvis jeg ikke spenderede et par linier på mandens guitarspil, som ganske enkelt er uovertruffent. Ganske som det er tilfældet med hans sange, emmer hans evner på en 6-strenget af overskud og ynde. Man skal ikke forvente vilde Satriani-/Vai-/Malmsteen-udfald - den slags har Mayer ganske enkelt alt for god tid til. Derimod besidder han en ubeskrivelig æstetisk sans, og gør stort set ligeså meget brug af pauser og huller som af faktiske toner. Dette giver disse velvalgte toner en fylde og sikkerhed der får det til at lyde som om han mener hvert sekund. Bang. Jeg har altid hadet begrebet "less is more" - her må jeg dog overgive mig.
På mig har hans guitarspil helende effekt. Et studie i inderlighed og overskud.

Det er en udbredt misforståelse at pop ikke kan stikke præcis ligeså dybt som alverdens neo-kubistiske dødsfolk. Måske skal pop bare opnå en vis alder for at blive helt respekteret på lige fod med diverse rockudgivelser? The Beatles var jo i bund og grund et poporkester - men de færreste kan argumentere imod at de skabte kunst.

Sidder jeg lige og sammenligner John Mayer med The Beatles?
Niks, men begge dele er, i mine ører, helt fantastisk musik.



(Pssst, tjek lige Thom Yorke-referencen i slutningen af denne liveoptagelse!)

8 kommentarer:

Rasmus sagde ...

Så fik man godt nok lige lyst til at høre "Somethings Missing" . Rigtig gode sangvalg og beskrivelser.

Kan i øvrigt anbefale at følge med i indspilningerne af Mayers nye album, hvor han har indrettet et studie i et hus, og nu vil lave det hele som én samlet proces. Han forklarer det her: http://www.johnmayer.com/battlestudies/?post=15

Følg med på fra bunden af http://www.johnmayer.com/battlestudies/

Nå, tilbage til den neo-kubistiske dødsfolk. "Go cry about it why don't you?"

Jonas sagde ...

Wauw, jeg havde ingen anelse om at han var igang med nyt album. Jeg ææææælsker når man, som lytter, får lov at følge med i indspilningsprocessen (skoleeksemplet må som altid være Radiohead). Fantastisk! Jeg vil straks kaste mig over materialet.

Anonym sagde ...

Fed fed guitar, Johnmayeren!

Rikke (Den bornholmske Mafia) sagde ...

Du rammer plet som altid, Jonas - jeg har været solgt til stanglakrids over Mayer-universet i årevis, i høj grad fordi det er popmusik af høj, høj kvalitet i mine ører. Derfor overraskede det mig også, at han nærmest virkede bange for at påtage sig ansvaret for sit eget pop-image til koncerten i Falkonér sidste sommer - det var nærmest som om, han prøvede at lægge afstand til de mere poppede numre og i særdeleshed "Your body is a Wonderland" og "Daughters", som han simpelthen undlod at spille. Til gengæld turde han heller ikke gå linen ud og give fuld gas med rock- og bluesnumrene, så det blev sådan en lidt mærkelig blandet koncert, som faktisk skuffede mig en del - og JM har ellers rimelig lang line hos mig! Jeg håber, han tager super-revanche med en ny koncert meget snart - hvem ved, måske på Roskilde 2010?

Jonas sagde ...

Det ville vække min allerdybeste respekt hvis de turde booke John Mayer til en fredags koncert på Orange scene!
Der har været en masse debat om popindslagene i årets Roskilde program, og jeg ville elske hvis de tog skridtet fuldt ud, og smed Mayer øverst på plakaten. Erik Jensen ville blive rødglødende.

Sjovt du netop nævner den koncert i Falconer (som jeg desværre ikke så) og paradokset - har du læst Rasmus Ardahls anmeldelse for Gaffa af den koncert?
Den beskriver ret godt den gråzone Mayer nogle gange havner i:
http://gaffa.dk/anmeldelse/28612

Rikke sagde ...

He he...der er vist ingen tvivl om, at Rasmus og jeg var til samme koncert! Hans ord beskriver fuldstændig min egen oplevelse. Det, jeg gerne vil sige, er, at det ikke burde være en skam for Mayer at stå ved, at han er en fremragende popsmed, som så OGSÅ sværger til blues og rock. Det behøver da ikke være enten-eller - jeg vil fx helst have både-og! Og så vil jeg i øvrigt også have Mayer på Roskilde...håber snart de åbner for ønskelisten!

Rasmus sagde ...

Ok, kan man være mere enige, Rikke? Det var virkelig sært at læse dit indlæg :-)

sara sagde ...

John Mayer er noget af det musik, jeg altid vil forbinde med bestemte personer og dage - og er helt klart noget af det musik, jeg hører rigtig meget i nogle perioder og slet ikke i andre. Men de to album, jeg har med ham er helt fantastiske. Det ene er "Heavier Things", som du også nævner og det andet "Room for squares", der også indeholder et par hit og mange gode numre.

Hvor er det rart, at du tog John Mayer op, det ville ikke være værst med en ny periode med hans musik - måske er det også tid til at udforske flere af hans albums!