onsdag, januar 13, 2010

Jeg havde en ganske stor musikalsk oplevelse igår. På sangskriverlinien på Konservatoriet skal vi hver især afslutte hvert semester med et kunstnerisk projekt. Jeg har tidligere berettet lidt om mit eget semesterprojekt med Grønlandssangene, men igår skulle jeg medvirke på Liv Lykke's semesterprojekt.

Liv arbejder for tiden på et album udenfor skole-regi, et album med en stribe pop/r'n'b-sange leveret med en god, fyldig produktion. Hendes opgave dette semester har så været at lave coverversioner af fem sange fra dette album, hvor hun skal fortolke sangene på en måde der ligger langt fra deres oprindelige udgangspunkt. Dette projekt har jeg været så heldig at blive inddraget i.

Dogmereglerne for dette foretagende var:
- At sangenes udtryk skulle være upoleret
- At det skulle laves live (i studiet)
- At det skulle have en mørkere fornemmelse end originalversionerne
- At indspilningerne skulle bestå af 1 vokal og 1 guitar

Inden vi gik i studiet igår havde jeg været lidt med til at om-arrangere sangene, da jeg jo var den eneste musiker, udover hovedpersonen, der medvirkede. Der lå en god udfordring i at omsætte 5 særdeles vellydende r'n'b-produktioner til én guitar. Det blev en lang, og virkelig intens studiesession. Men helt fantastisk i mine ører, og noget jeg er utrolig glad for at have været en del af.

Vi indspillede de fem sange i samme rum, uden klik, sågar uden hovedtelefoner, så vi virkelig spillede sammen. Hvis der opstod fejl skulle alt tages om. De manglende muligheder for at "lappe" på sangene bagefter gjorde at der var en god nerve ved hvert eneste take, og en ret intens energi.

Jeg indspillede alle sangene på min nyindkøbte Gretsch Americana, som er en billig, diskant-plastisk-klingende lille 3/4's guitar. Den viste sig at have en grim, rå nerve der passede perfekt til disse versioner.

Liv har en fuldstændig fantastisk stemme og er ligeledes en fremragende fortolker, og at lave en indspilning hvor hver eneste facet af hendes vokal blev eksponeret var en oplevelse. Direkte åndedrætsstjælende. Hvis hun beslutter at nogle af disse indspilninger skal gøres tilgængelige for offentligheden vil jeg sørge for at skilte med det, for jeg var helt høj af musikken da jeg sad i bussen på vej hjem fra en udmattende, skøn 11-timers arbejdsdag igår.


Besøg Livs MySpace-profil HER, og/eller hør/se hende spille live&unplugged med Boom Clap Bachelors i 'Brunch' HER.

3 kommentarer:

J. Lorentz sagde ...

Tsk tsk. Hvad bliver det næste?

Noget med at du ved, hvor der er havareret en ølkusk, og at man kan hente gratis kasser. Du vil bare ik' heeelt sige, hvor vognen holder henne... ;)

Jeg siger: Vrid armen rundt på damen. Det lyder som produktioner der fortjener at se dagens lys.

Anonym sagde ...

Det skal da kunne høres af folk :)

Jonas sagde ...

Jeg snakkede med hende, og vi var enige om at det skal bruget til ét eller andet. Så må vi se hvad det bliver til!