Forleden gik jeg mig en tur, her på Frederiksberg. Det blev lidt af en Tour de Pladebutik, og til sidst endte jeg selvfølgelig i min yndlingspladebiks Soundstation på Gl. Kongevej (bedre kendt som: min økonomis største fjende). Og sørme om jeg ikke endnu en gang gik derfra med en fin lp i hånden. En lp som jeg er blevet overordenligt glad for: 'Gulag Orkestar' med Beirut. Den er simpelthen så ubeskriveligt god, og jeg har hørt den på repeat længe nu.
Som beskrevet andetsteds på denne blog, så var Beirut årets positive overraskelse på Roskilde Festival. Den koncert jeg nød allermest. En stemmepragt et sted mellem Antony og Rufus Wainwright, tilsat Balkan-melankoli. Ydermere minder det mig også en smule om Yann Tiersens fantastiske soundtrack til filmen 'Amelie'. Det siger sig selv, at sådan én som undetegnede er totalt solgt. Dog har jeg snakket med mange, der også lod sig rive med af koncerten på Roskilde, og anmelderne har da også haft stjerner i øjnene. Blandt andet kan Politikens dom over Roskilde-koncerten læses her.
Hør smagsprøver i Beirut's MySpace-bås.
I løbet af idag bliver mit hjem udstyret med et el-piano, hvilket jeg glæder mig meget til. Det er altid godt at have nogle forskellige instrumenter at komponere på, da det åbner for vidt forskellige muligheder.
Jeg har ganske vist ingen anelse om hvor jeg skal få plads til dette monstrum, men det er underordnet. For nu.
Nu er det tid til at give 'Gulag Orkestar' endnu et spin.
6 kommentarer:
Hvor SUPERsvedigt!
jeg har stadig ikke heeeeelt fanget rufus/antony referencen når det kommer til beirut. faktisk synes jeg at beirut er ganske unik, da jeg ikke på noget tidspunkt har haft behov for at sammenligne ham med nogen som helst...
Ja det lyder sgu meget godt
Jamen, jeg har skam heller intet behov for at sammenligne Beirut med nogen - men det er nu engang meget praktisk med et par referencer når man anbefaler musik, så folk får et nogenlunde indtryk af hvad de har i vente ;-)
Og - yes - SUPERsvedigt!
godt ord igen....men kan stadig ikke høre rufus nogen steder. antony derimod er at ane få steder...men så heller ikke mere. anyway... jeg stinker, som du ved, også til at beskrive musik. utroligt at jeg overhovedet har held med at anbefale nogle gange.
Musik kan også være så djævelsk svært at beskrive til tider.
Jeg synes dog stadig jeg kan høre en del Rufus i Beiruts musik. Genren er bestemt en helt anden, men det er noget med blæserne i samspil med en udtryksfuld, smukt kontrolleret vokal. De har alle de imponerende facetter tilfælles.
Derudover tror jeg i ret høj grad at Rufus, Antony og Beirut henvender sig til samme publikum (eksempelvis lyder Rufus og Antonys musik også meget forskelligt, men havner alligevel i samme "kategori")
Send en kommentar