mandag, juli 07, 2008

RoskildeRoskildeRoskilde

Sikke en fantastisk festival i år. Længe siden jeg har nydt det så meget. Gode musikalske oplevelser var der også rigeligt af. Teitur gjorde det vel egentlig ganske fint, men det var hul i hovedet at sætte ham til at åbne Orange Scene. Det var hverken han- eller den almene festivalgænger tjent med. Han skulle have leveret en intim tømmermændskoncert på Odeon. 3 stjerner. Radiohead var forrygende. Selvfølgelig var de det. Når det kommer til dem er jeg muligvis også verdens mest inhabile dommer, da de har været mit absolutte yndlingsband i over 10 år. Det var ikke den bedste koncert jeg har set med dem, men en sublim oplevelse. Thom Yorke var ikke var ikke ligefrem i snakkehumør, men det passede mig faktisk glimrende. Musikken talte så smukt for sig selv. Nu har man efterhånden også hørt "hva' sååå Roskildøøøøøø!" tilstrækkeligt mange gange, har man ikke? Sætlisten var stort set upåklagelig, bandet var som altid habile, lyset var fortryllende, og jeg var glad. 5 stjerner. Dagen efter fik Kristian lokket mig med over for at høre Job For A Cowboy, som fik blæst mig en eftertrykkelig midterskilning. Jeg ved ikke nok om dødsmetal til egentlig at kunne bedømme dem, men deres tekniske kunne var imponerende, og jeg var ganske godt underholdt - og ikke på den platte måde, vel at mærke. Derefter var vi et smut ovre forbi Kate Nash, men vi nåede aldrig ind i teltet, da musikken der strømmede ud derfra på ingen måde var min kop te. Band Of Horses var derimod en virkelig god oplevelse. Stemningen på Arena var i top, hvilket man uden tvivl også kunne mærke på bandet, der virkede overvældede. De gengældte publikums hengivenhed, og leverede en rigtig velspillet, velsunget optræden. De lyse toner var lige i skabet. Lyden var desværre en smule krads der hvor vi stod til at starte med, så vi var nødt til at trække lidt ud 4 numre før de trak stikket ud. 4 stjerner. Efter BoH gik vi ned mod Orange Scene, hvor Gnarls Barkley havde været i gang i noget tid. Endnu en gang blev jeg dybt imponeret over frontmandens vokal - og da de så spillede en fantastisk coverversion af Radioheads 'Reckoner' var jeg selvfølgelig solgt til twanglakrids. Virkelig ærgeligt at disse to bands skulle overlappe hinanden. Kings Of Leon hørte jeg lidt på afstand, siddende på græsset. Men der var så skidt lyd der hvor jeg befandt mig at jeg slet ikke har nogen holdning til koncerten. Senere på aftenen overværede jeg dog en formidabel ond-i-sulet-koncert med Grinderman. Ingen kan være så herligt hygge-sur som Nick Cave, og den omgang støj var lige hvad jeg havde brug for. Jeg havde den helt rette mængde alkohol i blodet, og stjernerne stod rigtig. Mindst 4 af dem. Måske 4 og en halv. Det sidste jeg så den aften var The Streets' fest på Orange Scene. Der er mange venner og bekendte der er uenige med mig når det kommer til The Streets, men jeg synes Mike Skinner er en fest, og at der derudover er en stor mængde fremragende numre at finde på hans tre plader. Det skal for en god ordens skyld sige at jeg ikke nåede at se koncerten helt til ende, da jeg var så træt at mine ben var ved at kollapse under mig til sidst. Lørdag startede vi bare med at drysse lidt rundt. Vi var blandt andet et smut ovre forbi Tokyo Police Club, uden dog at nå ind i teltet. Derefter fandt vi vej til Joan As Police Woman på Odeon, og der mødte jeg min første egentlige skuffelse. Måske gav jeg hende heller ikke tid nok til at komme i gang før jeg smuttede, men hun kom bare ikke særlig langt udover scenekanten - og musikken manglede noget vedkommende eller særpræget til at fastholde min opmærksomhed. Det endte med at jeg smuttede ned til Solomon Burke på Arena, og dét fortrød jeg på ingen måde! Den store hovedperson sad solidt plantet i en kongetrone midt på scenen, omgivet af et urimeligt fedt swingende band og skønne korpiger - og leverede den bedste røvballefest jeg nogensinde har været til. Det var hit på hit på hit, klassiker på klassiker, og alligevel var det vedkommende ...og ja...bare rasende fedt. Neil Young imponerede egentlig også, men grundet alkoholindtagelse (hos undertegnede, ikke Neil) og træthed havde lørdag aften generelt ikke helt så stor effekt som den kunne have haft. Set i bakspejlet ærgrer jeg mig nu også en smule over at jeg gik glip af Chemical Brothers. Oh well, der er altid et par missere på Roskilde. Det hører med. På samme måde er jeg også ærgelig over at jeg gik glip at The Notwist, men det var ganske enkelt umuligt at forlade Solomon Burke's soulfest, for at gå op og se tysk navlepiller-indie. Søndag var der ikke umiddelbart de store ting der fangede min opmærksomhed. Vi drak mojitos til Anti-Flags helvedesild, og nød festivalens sidste øl til lyden af Cat Power.
Nu har jeg lige en lejlighed der skal pakkes ned, en ny lejlighed der skal males, og en plade der skal laves færdig.

8 kommentarer:

Anonym sagde ...

oh..du travle. godt at høre at du havde en god festival. nægter dog at tro på at radiohead ville have sagt 'hva så roskildøøøø!' hvis de nu havde været snaksalige ;p
misunder dig for band of horses. hvordan klarede Chan Marshall den ? var hun nervøs denne gang ?

Anonym sagde ...

Det var nu synd at du missede Chemical Brothers, det var sgu en oplevelse. :)

Anonym sagde ...

sikke meget. sikke godt. sikke en god god roskilde!!

Jonas sagde ...

Chan Marshall lød ikke umiddelbart nervøs. Dog var det måske en liiiidt tam koncert - man trængte lidt til at blive rusket i kraven, musikalsk.

Ja, jeg har snakket med flere der var meget begejstrede for Chemical Brothers. Lidt af en fest, lyder det som.
Jeg hørte dem tilgengæld sidst de gæstede Roskilde, og syntes det var fedt-

Ingen ringere end Thom Yorke har blogget lidt om Radioheads koncert (på w.a.s.t.e central), og skriver:
its after roskilde. there were many people. there.
didn't dance that much. only when i felt like it. didn't wear the red pants.
although i like my red pants. it was cool gig. nasty when it needed.

Anonym sagde ...

Girl Talk var helt seriøst den største fest af dem alle. Han kan nogle tricks.

Jonas sagde ...

Jeg må, med bøjet nakke, tilstå at jeg intet kender til Girl Talk - det er måske en fejl? :-)

Anonym sagde ...

Vi burde næsten være stødt på hinanden med alle de koncerter vi har hørt af de samme den uge :P

Jeg var også at finde til Teitur, Radiohead, Kate Nash, Grinderman, The streets, kings of leon og på plænen ved Band og horses og Gnarls Barkley. og Joan as police woman og cat power..

Jeg er enig med dig om Joan, hun nåede ikke så lagt ud.. Efter halvdelen af koncerten i teltet satte vi os på græsset og nød resten - og musikken passede bedre til den stemning (:

Men det lyder ellers også som om du har haft en skøn festival! (:

Jonas sagde ...

Jamen, det lader jo til at du har glimrende musiksmag, Sara ;-)
Du har ret, Joan As Police Woman havde nok fungerer bedre som en sidde-koncert. Måske handler det også lidt om at jeg ikke har fået hørt hendes albums nok, og derfor havde lidt svært ved at skelne numrene fra hinanden.

Håber du har haft en god festival - du har da i hvert fald været forbi mange storslåede koncerter!