fredag, oktober 16, 2009

Dagens strøm

I aften spiller jeg på Fairbar i Århus. Jeg er begyndt at glæde mig ret meget. Tror jeg vil spille en helt ny sang eller to. Det gør mig ikke det store, at regnen læner sig opad mit vindue. Jeg glæder mig til togturen til Århus. En glimrende mulighed for at få læst lidt. Ved ikke helt hvad jeg skal læse. Jeg har netop færdiggjort en bog kaldet Den Våbenløse Hær - På Sporet Af FC Barcelona. En fodboldbog der handler om så meget mere end fodbold. Jeg får et sug i maven når jeg tænker på morgendagens kamp mod Valencia, i heksekedlen Mestalla. Kryds fingre for de blå og granatrøde, derude. I går aftes var jeg en tur på hjemstavnen - anledningen var Randi Laubeks koncert på Gimle. Det var en dejlig koncert, og Cody leverede dejlig opvarmning. Det irriterer mig dog grænseløst hvor ofte der er bøvl med PA-anlægget dernede. Jeg er en af de der irriterende, nævenyttige gamle mænd, der bedre kan lide tingene "som de var i gamle dage" (på det gamle Gimle) ...knirke, knirke. Jeg alfabetiserede min pladesamling forleden. Det tog lang tid. Det gik op for mig hvor meget glemt guld den indeholder. Der er ganske enkelt for få timer i døgnet. Jeg sover i forvejen for få af dem. Ikke fordi jeg ikke prøver. Jeg er træt af at være træt. Glæder mig til efterårsferien er ovre, så jeg kan komme op i omdrejninger med sangskrivningen igen. Jeg er helt nøjagtig én sang fra at have skrevet materialet til dette semesters "eget kunstneriske projekt" på konservatoriet. Grønland har altid spøgt i kulisserne i mine sange, så nu var det på tide at dedikere et helt projekt til det år jeg boede i Tasiilaq, som har sat et kæmpe aftryk på mit liv. Heldigvis. Jeg stresser lidt over dokumentationen af disse sange, da det formentlig kommer til at omfatte strygerkvartet, tværfløjter, blæsere mm. Men hvis det lykkes - alt det praktiske - så bliver det fantastisk. Mit næste projekt bliver nok Entakt. Folk bliver ved at spørge mig (og de andre bandmedlemmer, så vidt jeg kan forstå), om Entakt er blevet begravet. Det er det ikke. Det har bare været på vågeblus en tid. Jeg glæder mig til at samle tråden op igen, men er lidt i tvivl om hvordan jeg skal gøre det. Det ville være selvmål at forsøge at fremprovokere ting, omvendt skal man måske bare lade være at tillægge for meget alvor, og kaste sig ud i det. Jeg savner virkelig at rejse. Det skal rykkes højere op på prioritetslisten. Måske man skulle bakse med en plan om at studere i udlandet i fremtiden. Bort set fra det elsker jeg nu at bo på Nørrebro. For mig er den alt det de ikke viser i nyhederne. Jeg tror muligvis dette blogindlæg er ved at være langt nok. Har jeg noget at tilføje? Njet.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

jeg kan godt lide de her indlæg! rigtigt mange gode ord :P

sara sagde ...

Jeg har slet ikke haft tid til at læse blogs det sidste stykke tid, men nu forsøger jeg at indhente det forsømte og må senere få sat nogle ord på min egen.

Jeg vil også alfabetiserer min albumsamling (når jeg engang også bliver gammel :P) men må denne gang nøjes med at knytte mig til min ipod, der er en af mine gode venner i et fremmed land - specielt om aftenen er det rart at kunne slappe af med tonerne til sit eget liv der hjemme.

Glæder mig til at høre mere til Entakt, men har stadig en del af de gamle sange jeg skal have gravet dybere ned i :)