Jeg vil fremover blogge fra http://jonasvillumsen.wordpress.com/
Klik snuden forbi!
/Jonas
mandag, marts 14, 2011
lørdag, februar 26, 2011
onsdag, februar 16, 2011
mandag, februar 07, 2011
Nyere ord (til nyere toner)
det ligger
klemt dér
et hvidt hus i min gade
et hus mellem to negle
vinger og
tænder og
dyr i facaden
blodet trykker derovre
blodet trykker derovre igen
sådan taber folk deres tænder nu til dags
for fulde og åbne gardiner
sådan får folk deres blå øjne tilbage
når gulvene i Elefanthuset forsvinder
jeg vinker til tider
til dem
de skændes uden lyd
det giver stød gennem tænderne
med længder af
tangenter af
elfenben i dyre domme
smæk for hver en skilling
sådan taber folk deres tænder nu til dags
for fulde og åbne gardiner
sådan får folk deres blå øjne tilbage
når gulvene i Elefanthuset forsvinder
men solen skinner
solen skinner i fjernsynet
men solen skinner
solen skinner i fjernsynet
så hvem kan kigge væk?
hvem kan kigge væk?
hvem kan kigge væk?
sådan taber folk deres tænder nu til dags
for fulde og åbne gardiner
sådan får folk deres blå øjne tilbage
når gulvene i Elefanthuset forsvinder
El Clásico
det trækker op og vinden blæser vejrhanen en pelikan
neonreklamer forvandler Søerne til cellofan
bønderne er tørstige, så pas på, brædderne er skrå,
snusfornuften væk, hævnen er sød, og du er ligeså
du har altid fat i mit ærme
vi har kedet os til ukendelighed
kedet stolpe op og stolpe ud og loftet ned
nu trækker vi så i efter-arbejdstøjet
kaptajn, jeg sænker kalejdoskopet
jeg sænker slagskibe
hæver penge, parader, slagsider, slagskibe
og lyden får en anden pibe
du har altid fat i mit ærme
Størrelse 43
højre sko der ryger gennem luften nu
den er alt hvad jeg har kært og mistet
den er dit sidste farvelkys, din hund
en souvenir fra landet der er ristet
put mig op på piedestaler
put mig op på bål
vis min størrelse 43 i metermål
sug mig ind i kameralinser hvor jeg ikke har været før
men virkeligheden rimer ikke på film
det er der intet der gør
bank mit hjerte, kom nu, bank på livet løs
om det så koster et ribben eller to
først lyder et brag, så følger gribbene
derfor først den højre og derpå følger venstre sko
put mig op på piedestaler
put mig op på bål
vis min størrelse 43 i metermål
sug mig ind i kameralinser hvor jeg ikke har været før
men virkeligheden rimer ikke på film
det er der intet der gør
det er der intet der gør
det er der intet der gør
Lad Jorden Æde De Dansende!
se hvor de logrer med tungen
når du fortæller om dit mareridt
det med de skyhøje søjler af sort vand
og røde bogstaver der helt forsvandt
se hvor de svælger og hænger i din feber
skyder på alt der rør sig og alt der ikke gør
lad jorden æde de elskende
lad jorden æde de dansende
lad dem stege i stroboskop
lad jorden æde de dansende
du spilder ord i telefonen som aldrig skulle have været overbord
og hør beredskabet prøve at give bisværmen mening og et sted at bo
vi spiller flaskehalsen peger på indtil nogen græder eller bunder
lad jorden æde de elskende
lad jorden æde de dansende
lad dem stege i stroboskop
lad jorden æde de dansende
© JV 2010/2011
fredag, januar 28, 2011
Fødselsdag = nye plader = hurra!
I protest over at jeg forleden fyldte 28 (!) havde jeg været barnlig nok til udelukkende at ønske mig plader. Jeg kommer til at være i det skønneste hi et godt stykke tid.
Her, et udsnit af alle de skønne, nye toner der nu kan fylde mine ører:
lørdag, januar 22, 2011
Gimle i aften / Verdens bedste sange lige nu
I aften spiller jeg en solo-koncert i caféen på Gimle i Roskilde. Det er kl. 20, der er gratis entré, og jeg spiller både nogle Entakt-sange, nogle Grønlandssange og nogle helt tredje sange. Spørgsmål? Læg endelig vejen forbi!
Så vidt jeg lige kan regne ud bliver det eneste koncert i jan/feb.
Musik er en dejlig ting. Disse sange er verdens bedste i (min) verden, lige nu:
Ret vild video til sidstenævnte!
fredag, december 31, 2010
Årets plader
Nu skal der snart ske noget på denne blog igen. Jeg har (for) mange ting om ørerne - og derfor også så meget at berette, at det bliver for uoverskueligt til at jeg får taget mig sammen til det. Men vi æææææælsker jo lister, så her er min over årets plader. Den ligner mange andre lister, men sådan må det være. Jeg var nødt til at være ærlig. Et sløjt plade-år i mine øjne, men disse ku' jeg godt li':
1. Kanye West: My Beautiful Dark Twisted Fantasy - dejlig smagsprøve HER.
2. The National: High Violet - dejlig smagsprøve HER.
3. Beach House: Teen Dream - dejlig smagsprøve HER.
12. She & Him: Volume 2 - dejlig smagsprøve HER.
Hvad har jeg glemt?
søndag, november 21, 2010
onsdag, november 17, 2010
Musikken kort
Jeg har fortsat mere travlt end jeg kan huske nogensinde at have haft. Hver eneste ting der udgør travlheden, er noget jeg nyder at gøre, dog gælder det stadig om at holde tungen lige i munden for at holde korthuset opretstående.
Mest af alt nyder jeg hvor meget vi har fået gang i Entakt, og gejsten vi har gjort det med. Derudover kan jeg godt mærke vi er blevet ældre og mere erfarne på nogle ret væsentlige punkter siden sidst vi barslede med nyt. Det er stadig ikke fastlagt hvad de nye tiltag skal resultere i. Men en idé der overvejes er en EP udgivelse i løbet af foråret.
I første omgang skal Zimmerman-singlen dog ud over stepperne. Den er i rotation på P3 og P4, og på lørdag holder vi en lille hygge-aften sammen med vores søde samarbejdspartnere/bookingbureau Catching Paper Planes - denne aften viser vi for første gang videoen (vi har endnu ikke selv set den!), og spiller en lille sofa-koncert.
Jeg har aldrig skrevet så mange sange, som jeg gør for tiden. Faktisk har jeg nu så stort et forråd, at jeg slet ikke ved hvor jeg skal gøre af alle disse sager. Tidligere skrev jeg nærmest kun præcis hvad der skulle bruges til Entakt-pladerne, men nu har jeg et lager med materiale nok til omtrent 4 plader. Det er næsten lidt stressende.
Der er dog et par forskellige projekter at kanalisere det ud i. Der er selvfølgelig Entakt, så er der mit projekt som solokunstner (jeg har snart en ny sang på MySpace), og så er jeg blevet en del af et nyt fritids-band, som udover mig tæller medlemmer herfra, herfra/herfra og herfra.
Dette efterår har jeg heldigvis også haft mulighed for at nyde en masse andre menneskers musik live. Jeg har været så heldig at opleve nedenstående live de sidste måneder:
søndag, november 14, 2010
Interview
For lidt tid siden lavede jeg et interview med en bekendt der er journaliststuderende. Jeg tror jeg vil poste det her. Man virker sikkert som en selvfed amatør når man poster interviews med sig selv som ikke er blevet trykt nogen steder, men i virkeligheden fik jeg svaret på ganske mange ting som jeg egentlig gerne ville have skrevet i blogindlæg. Så her kommer hele baduljen i uredigeret form. Jeg plaprer lidt om løst, fast, solo, Entakt, Grønland mm.
(Tak for lån, Nina!)
Dit kommende soloalbum hedder 3913 Tasiilaq efter en by i Østgrønland. Hvordan har landet inspireret dig, og hvad er det deroppe, der er så fascinerende?
Jeg tror det er gældende for langt de fleste tilflyttere der kommer til Grønland, at man enten slet ikke kan udstå landet eller at man efterfølgende ikke kan undvære det. Jeg hører til sidste nævnte kategori, på trods af at jeg jo så alligevel er flyttet tilbage til Danmark.
Det er svært at sætte fingeren på hvorfor det er sådan, at man enten tiltrækkes eller frastødes i så ekstrem grad, men det er på alle måder et ekstremt sted at være. De smukke ting er ufatteligt smukke, og de grimme ting er ubærligt grimme.
Det er jo et sted, der er berygtet for vold, misbrug og høje selvmordstal. Alligevel beskriver du det som et åndehul, da du besøgte byen første gang som 17-årig. Kan du forklare det?
For mig var det uden tvivl et åndehul. Jeg fik lov at opleve landet på mest privilegerede vis, som bleg dansker, der kunne forlade stedet så snart det var dét jeg havde lyst til. Hos mange af mine grønlandske klassekammerater fornemmede jeg en splittelse. På den ene side var det deres hjem, og hvem de var. På den anden side føltes det som et udsigtsløst sted at opholde sig. Mulighederne er vitterligt begrænsede i så små samfund. Mange drømte om at komme til Vestgrønland eller Danmark. I Grønland, og særligt Østgrønland, er det meget småt med udbudet af videregående uddannelser og lignende. Dette gør naturligvis at mange unge mennesker gerne vil væk derfra, og det kan desværre resultere i håbløshed, og at frustrationerne bliver taget til ekstremer.
Personligt kunne jeg bruge min tid i Tasiilaq til at nyde de gode sider af en kultur der er så markant anderledes end den danske. Jeg lærte meget om hvordan jeg gerne vil leve mit voksenliv, og kunne på den måde skumme fløden.
I Tasiilaq er alting ikke opskruet på samme måde som i Danmark og andre skandinaviske lande. Man har ganske enkelt bedre tid. Hele samfundet er indrettet efter en løsere struktur, eller måske nærmere en mere fleksibel én af slagsen.
Dette har uden tvivl også noget med vejret at gøre. Hvis der er heftig snestorm er skolen, købmanden osv. lukket. Man kan ikke regne med at vejene er ryddet, man kan ikke være sikker på at supermarkedet har friske vindruer osv. På en af butikkerne deroppe hang en seddel hvor der stod ”Jeg er måske tilbage om 15 minutter”, og denne seddel fik lov at hænge i halvanden måned.
Man tager det som det kommer, og verden går ikke i stå eller i stykker af den grund. Dét var en god lektie at lære, som har givet mig en portion ro der sidenhen har vist sig at være ganske brugbar i mange dele af mit liv. Det lyder lidt frelst, men ikke desto mindre er det sådan det føles.
At det så var lidt af et chok, og en ret svær periode, da jeg kom tilbage til Danmark, til Roskilde, efter blot et års ophold er en anden side af fortællingen.
Du betegner Grønland som ”kontrasternes land på godt og ondt”. Mange danskere er nok mest kendte med de onde sider. Hvorfor har det været vigtigt for dig ikke bare at skrive en række solstrålehistorier fra dit ophold deroppe? - hvilke tanker har du gjort dig om, hvordan du skulle udstille dine indtryk af stedet og menneskene?
Kontrasterne er, som jeg var inde på før, meget tydelige. Der er det ubegribeligt smukke, og det ubegribeligt forfærdelige. Af de smukke ting er den ubeskrivelige hjertevarme der findes, og som folk ikke er nærige med. Som tilknappet skandinav var den overvældende. På mange punkter vil jeg mene at de fleste nordeuropæere kunne lære noget af grønlænderne, selv om den generelle holdning netop synes at være, at det kun er dem der skal lære noget af os.
Derudover er der naturligvis den storslåede natur, hvor alle mine superlativer kommer helt og aldeles til kort. Dén, alene, tror jeg også er meget medvirkende til at folk enten elsker eller hader stedet. Den er stor, smuk og voldsom.
På skyggesiden er naturligvis de ting du selv listede op tidligere. Vold, misbrug, selvmord. Jeg har svært ved at gøre mig klog på hvad disse ting skyldes, men dele af det bunder garanteret i de identitetsproblemer mange grønlændere sikkert kæmper med i mere eller mindre grad. De har haft relativt få år – meget få år, faktisk – til at omstille sig fra en fangerkultur, hvor man aldrig havde set en hvidt menneske, til disse globale tider. Det har omkostninger når man har så få år til at sync’e op til noget der ligger så langt fra det oprindelige udgangspunkt.
I forhold til de høje selvmordstal tænker jeg også at man er nødt til at have med i overvejelserne, at grønlændere fra gammel tid har haft et helt andet forhold til døden. Døden er noget man har levet med i højere grad, som et livsvilkår.
Det er i bund og grund et ekstremt sted at leve, og naturen, som har været alt der har været, er en barsk størrelse. I gammel tid begik gamle og syge mennesker også selvmord for ikke at lægge samfundet til last – så ”praktisk indrettede” har de altså været! Det er stort set umuligt at sætte sig ind i, men jeg tænker at disse ting endnu, under en eller anden form, har rødder til i dag. Så vidt jeg ved, er den hyppigste årsag til selvmord faktisk kærestesorger.
Jeg har været ekstremt bevidst om hvordan jeg skulle skrive disse sange. Det har fra starten været en knivskarp balancegang. Det værste jeg kunne forestille mig var at ende op med en samling sange, som var en ordentlig bunke politisk korrekte, løftede pegefingre. På den anden side ville det også være skrækkeligt hvis jeg endte med at tegne et glansbillede der ikke har noget med virkeligheden at gøre.
Det eneste kompas jeg har haft at arbejde ud fra var, at forsøge at genkalde mig hvad helt præcist tænkte og følte da jeg oplevede det hele udspille sig live for mine egne øjne. Dette, og en vinkel der i og for sig er ret observerende. Sådan føltes det nemlig. Jeg var ikke en del af det, det var ikke min virkelighed på samme måde. Jeg vidste hele tiden at jeg på et tidspunkt skulle forlade stedet igen. At jeg så også fik en mulighed for at beskue mit liv som dansker med en vis distance var blot en ekstra bonus. Igen - et åndehul jeg formentlig ikke kunne have oplevet mange andre steder.
Albummet er dit første soloprojekt. Kunne materialet ikke lige så godt have været udgivet som ENTAKT?
Jo, det kunne det i princippet sagtens, hvis ikke det var fordi vi – efter lange, seje overvejelser – har besluttet at ændre Entakts udtryk ganske betragteligt. Faktisk minder disse sange, i deres grundform, mere om Entakt end Entakt selv gør nu til dags. Det er i virkeligheden en længere historie, men vi nåede efter to plader med bandet til en skillevej, hvor vi enten skulle udstikke en helt ny kurs eller simpelthen opløse projektet. Det blev så heldigvis det første.
Hvilke overvejelser har du gjort dig omkring det at lave et soloalbum? Har det været vigtigt for dig at give dit solomateriale et andet udtryk end ENTAKTs?
Ja, det er meget vigtigt for mig at man kan høre, at det trods alt er to forskellige ting. I virkeligheden startede dette solo-ridt som et semesterprojekt på sangskriverlinjen på Rytmisk Musikkonservatorium, hvor jeg studerer. Det var i første omgang kun meningen det skulle være en fem skæringer lang EP, men i takt med at jeg fik skrevet og indspillet de første ting kunne jeg godt fornemme, at dette var noget jeg havde lyst til at tage uden for konservatoriets mure – ud i den virkelig verden.
Jeg allierede mig med en gut ved navn Troels Jørgensen, som i første omgang bare skulle være lydtekniker på projektet, men det viste sig at vi klikkede så godt, at det ville være tåbeligt ikke at gøre det til et mere seriøst samarbejde. Vi har således produceret de foreløbige indspilninger i fællesskab.
Dette er noget der kun giver mening for mig, fordi Troels arbejder så markant anderledes end min faste makker i Entakt, Kristian. De er nærmest et negativ af hinanden. Så på lykkelig vis giver de to projekter energi til hinanden fordi de står på hver deres side af Helvedesgabet, og belyser sangene fra vidt forskellige vinkler.
Så vidt jeg ved, så har du altid, solo og med ENTAKT skrevet tekster og sunget på dansk. Kan det danske sprog noget, det engelske ikke kan?
Jeg kan i hvert fald noget med det danske sprog som jeg ikke kan med det engelske. Fordi det danske er mit modersmål har jeg mere mod til at vende sagerne på hovedet, og føler mig på underlig vis mere berettet til at splitte det lidt af, hvis det er dét jeg har lyst til. Når jeg skriver på dansk er jeg i højere grad befriet for den berøringsangst jeg føler de sjældne gange jeg vover mig ud i noget på engelsk. Jeg slapper ikke af med det engelske, jeg føler mig ikke tryg. Det er muligvis bare fordi jeg ikke er god nok til det, men det virker klaustrofobisk på mig når jeg både skal passe på ikke at skrive noget der er dybt banalt, og samtidig vogte mig for at lyde som om jeg prøver at spille smart, og slå om mig med fine fremmedord. Jeg kommer for nemt til at posere frem for at berette.
Kunne et album som 3913 Tasiilaq være skrevet på engelsk? Hvorfor (ikke)?
Det kunne det umiddelbart ikke. Hvis det kunne, ville det tage mig oceaner af tid at få berettet om dette sted på en måde der føltes ærlig overfor mig selv qua ovenstående svar. Dog tænker jeg, at det sikkert også kunne være sjovt for eksempelvis en amerikaner som, for at generalisere lidt, formentlig har mindre begreb om hvordan Grønland i virkeligheden tager sig ud, end den gennemsnitlige dansker har.
Gennem de seneste 10 års tid har dansksproget pop og rock fået en revival. Tror du, det har gjort det nemmere for dig og ENTAKT at få fodfæste?
Ikke umiddelbart, nej. Vi startede med de indledende øvelser i 2000, og det var et stykke tid før den såkaldte dansksprogede bølge skyllede ind over landet. Derudover er det mit indtryk at folk ikke for alvor har tænkt på os som en del af denne bølge, da vi slet ikke bevæger sig i samme univers – hverken på tekstsiden eller produktionsfronten – som de der udgjorde ”hovedattraktionerne” i denne bølge.
Vi tog en beslutning om at skrive på dansk på en produktionsskole lidt uden for Roskilde, en tirsdag formiddag i frokostpausen. Dette gjorde vi egentlig bare fordi det på daværende tidspunkt virkede som en god udfordring. Beslutningen blev taget på 3-4 minutter. Den eneste dansksprogede referenceramme vi på det tidspunkt havde var 80’er-ikoner som Tv-2 og Gnags. Lidt senere opdagede vi Love Shop, men da var vi allerede hoppet i med begge ben.
Måske har det gjort det nemmere for os at få fodfæste med ENTAKT at vi var fremme på et tidspunkt hvor mange dansksyngende kunstnere slog igennem, men at vi alligevel lød markant anderledes end de fleste af disse. Det er i hvert fald min fornemmelse at vi skilte os ud på produktionssiden, hvor vi umiddelbart havde mere tilfælles med et band som Mew.
Det fik sikkert nogle til at spidse ører, at det var danske tekster sat ind i en kontekst som i de fleste fortilfælde havde haft en engelsksproget vokal på toppen.
Det pompøse og lidt storladne lydbillede er meget kendetegnende for ENTAKT, og det har delt vandene blandt anmeldere. Hvad og hvem har inspireret dig til denne stil – og dig som musiker i det hele taget?
Godt spørgsmål. Det føles ikke som et valg vi har taget på noget tidspunkt, det blev bare sådan. Jeg har taget den klassiske rute, hvor jeg har lyttet til en masse Radiohead, og en masse af de bands de på sin vis har fået banet vej for. Heriblandt et band som Muse. Det har sikkert været medvirkende til, at det føltes naturligt at tage tingene lidt til ekstremerne.
Derudover er jeg nok også bare opdraget med at det ikke er en synd at tage musik seriøst, og i visse tilfælde meget seriøst. De klareste musikalske minder fra min barndom findes på LP’er med Savage Rose, og de har jo ikke ligefrem gået på listetæer.
Jeg bør dog også nævne at de nye – endnu uudgivne - Entakt-sange af gode grunde kommer et andet sted fra. Det er ifølge mine beregninger omkring to år siden vi udgav den sidste plade, og i mellemtiden rykker man sig jo både som menneske og som musikelsker. Det er nogle andre ting der bider på nu, end det eksempelvis var, da vi udgav vores debutalbum. De nye sange er også et godt stykke fra opfølgeren, hvor vi var meget inspirerede af stort arrangeret popmusik som eksempelvis Rufus Wainwrigt. Jeg elsker stadig Rufus, men det virvar af små akustiske strenge-instrumenter, strygere og blæsere der prægede det sidste album har måtte vige pladsen på de nye sager.
mandag, november 08, 2010
På tors-dag, på tors-dag
Jeg glæder mig så meget til at høre nogle af verdens bedste tekster fra hestens egen mund. Da jeg først hørte denne sang sagde den mig intet, men den har lige så stille listet sig langt under huden på mig, og er uden tvivl med i opløbet når det kommer til dette års absolut smukkeste sange.
Stand up straight at the foot of your love
I lift my shirt up
Stand up straight at the foot of your love
I lift my shirt up
I was carried to Ohio in a swarm of bees
I'll never marry but Ohio don't remember me
Lay my head on the hood of your car
I'll take it too far
Lay my head on the hood of your car
I'll take it too far
I still owe money to the money to the money I owe
I never thought about love when I thought about home
I still owe money to the money to the money I owe
The floors are falling out from everybody I know
I'm on a blood buzz
Yes I am
I'm on a blood buzz
I'm on a blood buzz
God I am
I'm on a blood buzz
I was carried to Ohio in a swarm of bees
I'll never marry but Ohio don't remember me
I still owe money to the money to the money I owe
I never thought about love when I thought about home
I still owe money to the money to the money I owe
The floors are falling out from everybody I know
I'm on a blood buzz
Yes I am
I'm on a blood buzz
I'm on a blood buzz
God I am
I'm on a blood buzz
fredag, november 05, 2010
Jeg beklager den tavshed der hvilet over denne blog på det sidste - jeg har planer om at genoplive skriverierne inden alt for længe. Det sker ganske enkelt bare så mange ting, at min døgn mangler timer.
I mellemtiden: Yipeeeee!
mandag, oktober 25, 2010
Ny ENTAKT-single i november!
(jeg kan jo ikke lade vær' når det er nyheder af denne slags)
Så er der endelig nyt for alvor: i november vil man kunne høre første udspil i flere år fra vores kant, når vi lufter singlen ‘Zimmerman’!
lørdag, oktober 23, 2010
Fuldfartfrem!
Alting synes at foregå i fastforward lige for tiden, både online såvel som irl. Og hvilken fryd.
I går havde jeg og resten af Entakt en meget lang, men mindst lige så god, dag i Aalborg, med en dejlig aften på Huset ...og efterfølgende nat på motorvej. Selv om jeg er helt skæv i kraniet af træthed i dag var det nu en fornøjelse at komme lidt væk og spille igen. Det havde jeg savnet. Den slags bliver der en masse af i 2011.
I går fik jeg også ganske massiv promovering af DR, da de bragte indslag om min uddannelse på både P1, P3 og Tv-Avisen. Her blev jeg og min medsturende, Liv, interviewet, og spillede lidt unplugged sager. Jeg er ret sikker på at links til disse indslag samt artikler kan opdrives på DRs hjemmeside. Jeg må finde links når jeg er lidt friskere - beklager det sløve serviceniveau jeg lægger for dagen.
Sidst men ikke mindst går alting pludselig ganske stærkt med de nye Entakt-sager. Det ser ud til vi kan lufte en splinterny single med tilhørende promo-video i løbet af november! Derudover kan I også se frem til at høre et par virkelig dygtige folk remixe denne single.
Nedenstående er alt der holder mig vågen i skrivende stund:
onsdag, oktober 13, 2010
En melding fra felten
Faktisk går mit projekt efter tre dage (= 3 sange) over al forventning. De sager jeg har skrevet er jeg virkelig glad for. Det siger sig selv, at det er begrænset hvor gennemarbejdet en sang når at blive når man kun har 1 dag til at forholde sig til den, men jeg har en rigtig god fornemmelse indtil videre.
Skulle det fortsætte på denne måde tror jeg, jeg vil poste en ny sang hver dag her på bloggen, når projektet er ovre. We'll see.
søndag, oktober 10, 2010
14 sange på 14 dage
Imorgen kaster jeg mig ud i et - for mig - ret interessant projekt. Det er mit semesterprojekt til konservatoriet, og hvor de to forgående har været ret resultat-orienterede (først mit Grønlands-solo-materiale, dernæst de nye Entakt-sager), er dette langt mere proces orienteret.
Jeg har sat mig selv den opgave, at jeg i to uger skal skrive en sang om dagen. For ikke at blive helt bims holder jeg fri i weekender, så derfor vil perioden strække sig lidt længere end 14 dage. Men en ny sang skal skrives på alle hverdage, og jeg skal ende op med fjorten stk's.
Det er ret spændende, da jeg ofte har brugt lang tid på mine sange - i hvert fald på tekstsiden. Nu skal jeg så maile en mp3 med dagens sang til en vejleder hver aften. Ret angstprovokerende ...men på den givende måde... håber jeg. Spændende hvordan de mere spontane sange kommer til at tage sig ud.
Hvis jeg tør deler jeg selvfølgelig noget af det her på bloggen!
Ps. Lidt sangskriver-inspiration til mig selv:
fredag, oktober 01, 2010
onsdag, september 29, 2010
Nu går det meget stærkt
Jeg tror jeg deler min blog-business op i to platforme. DENNE til Entakt (hvor vi netop har lagt et præ-mix af en ny sang op!), og den side du kigger på nu - til alt andet jeg roder med.
Venligst
Jonas
tirsdag, september 28, 2010
Abonner på:
Opslag (Atom)