Dette er så langt fra hvor jeg normalt befinder mig musikalsk, og ...muligvis derfor havde jeg fuldstændig svedt ud hvor fantastisk denne plade er. Den røg på idag ved et tilfælde, og så røg jeg på halen. Men en mere velspundet R&B plade har jeg ganske enkelt aldrig hørt. Ej heller en mere velsunget.
I lørdags var jeg og min kære far vidne til en helt fantastisk koncert: Brad Mehldau trio i Glassalen, i Tivoli. Vi så ham samme sted for et par år siden, hvor han blæste os begge omkuld, og der skulle altså noget til for at komme i nærheden af den præstation. For mig overgik koncerten i lørdags faktisk sin forgænger. Nu har Brad Mehldau stået for de to jazzkoncerter der har gjort størst indtryk på mig nogensinde. Jeg kan kun anbefale at man kaster alt hvad man har i hænderne for at se ham næste gang han besøger andedammen.
Hvis nogle af jer overværede vores koncert i Trinitatis Kirken, sidste måned, så I formentlig også den unge herre der spillede stemningsfuld electronica før os. Han skal hermed have en stor anbefaling. Inzs (hans borgerlige navn er Carl Johan Rising) er en god ven af bandet, og var lysmester ved de fleste af vores koncerter i 2007 - dette indlæg skal dog handle om hans musik. For den fortjener at blive lyttet til. HØR DEN HER.
Sikke en fantastisk festival i år. Længe siden jeg har nydt det så meget. Gode musikalske oplevelser var der også rigeligt af. Teitur gjorde det vel egentlig ganske fint, men det var hul i hovedet at sætte ham til at åbne Orange Scene. Det var hverken han- eller den almene festivalgænger tjent med. Han skulle have leveret en intim tømmermændskoncert på Odeon. 3 stjerner. Radiohead var forrygende. Selvfølgelig var de det. Når det kommer til dem er jeg muligvis også verdens mest inhabile dommer, da de har været mit absolutte yndlingsband i over 10 år. Det var ikke den bedste koncert jeg har set med dem, men en sublim oplevelse. Thom Yorke var ikke var ikke ligefrem i snakkehumør, men det passede mig faktisk glimrende. Musikken talte så smukt for sig selv. Nu har man efterhånden også hørt "hva' sååå Roskildøøøøøø!" tilstrækkeligt mange gange, har man ikke? Sætlisten var stort set upåklagelig, bandet var som altid habile, lyset var fortryllende, og jeg var glad. 5 stjerner. Dagen efter fik Kristian lokket mig med over for at høre Job For A Cowboy, som fik blæst mig en eftertrykkelig midterskilning. Jeg ved ikke nok om dødsmetal til egentlig at kunne bedømme dem, men deres tekniske kunne var imponerende, og jeg var ganske godt underholdt - og ikke på den platte måde, vel at mærke. Derefter var vi et smut ovre forbi Kate Nash, men vi nåede aldrig ind i teltet, da musikken der strømmede ud derfra på ingen måde var min kop te. Band Of Horses var derimod en virkelig god oplevelse. Stemningen på Arena var i top, hvilket man uden tvivl også kunne mærke på bandet, der virkede overvældede. De gengældte publikums hengivenhed, og leverede en rigtig velspillet, velsunget optræden. De lyse toner var lige i skabet. Lyden var desværre en smule krads der hvor vi stod til at starte med, så vi var nødt til at trække lidt ud 4 numre før de trak stikket ud. 4 stjerner. Efter BoH gik vi ned mod Orange Scene, hvor Gnarls Barkley havde været i gang i noget tid. Endnu en gang blev jeg dybt imponeret over frontmandens vokal - og da de så spillede en fantastisk coverversion af Radioheads 'Reckoner' var jeg selvfølgelig solgt til twanglakrids. Virkelig ærgeligt at disse to bands skulle overlappe hinanden. Kings Of Leon hørte jeg lidt på afstand, siddende på græsset. Men der var så skidt lyd der hvor jeg befandt mig at jeg slet ikke har nogen holdning til koncerten. Senere på aftenen overværede jeg dog en formidabel ond-i-sulet-koncert med Grinderman. Ingen kan være så herligt hygge-sur som Nick Cave, og den omgang støj var lige hvad jeg havde brug for. Jeg havde den helt rette mængde alkohol i blodet, og stjernerne stod rigtig. Mindst 4 af dem. Måske 4 og en halv. Det sidste jeg så den aften var The Streets' fest på Orange Scene. Der er mange venner og bekendte der er uenige med mig når det kommer til The Streets, men jeg synes Mike Skinner er en fest, og at der derudover er en stor mængde fremragende numre at finde på hans tre plader. Det skal for en god ordens skyld sige at jeg ikke nåede at se koncerten helt til ende, da jeg var så træt at mine ben var ved at kollapse under mig til sidst. Lørdag startede vi bare med at drysse lidt rundt. Vi var blandt andet et smut ovre forbi Tokyo Police Club, uden dog at nå ind i teltet. Derefter fandt vi vej til Joan As Police Woman på Odeon, og der mødte jeg min første egentlige skuffelse. Måske gav jeg hende heller ikke tid nok til at komme i gang før jeg smuttede, men hun kom bare ikke særlig langt udover scenekanten - og musikken manglede noget vedkommende eller særpræget til at fastholde min opmærksomhed. Det endte med at jeg smuttede ned til Solomon Burke på Arena, og dét fortrød jeg på ingen måde! Den store hovedperson sad solidt plantet i en kongetrone midt på scenen, omgivet af et urimeligt fedt swingende band og skønne korpiger - og leverede den bedste røvballefest jeg nogensinde har været til. Det var hit på hit på hit, klassiker på klassiker, og alligevel var det vedkommende ...og ja...bare rasende fedt. Neil Young imponerede egentlig også, men grundet alkoholindtagelse (hos undertegnede, ikke Neil) og træthed havde lørdag aften generelt ikke helt så stor effekt som den kunne have haft. Set i bakspejlet ærgrer jeg mig nu også en smule over at jeg gik glip af Chemical Brothers. Oh well, der er altid et par missere på Roskilde. Det hører med. På samme måde er jeg også ærgelig over at jeg gik glip at The Notwist, men det var ganske enkelt umuligt at forlade Solomon Burke's soulfest, for at gå op og se tysk navlepiller-indie. Søndag var der ikke umiddelbart de store ting der fangede min opmærksomhed. Vi drak mojitos til Anti-Flags helvedesild, og nød festivalens sidste øl til lyden af Cat Power.
