Om fredag

Vi er nu nået til søndag, og fredag sidder stadig i kroppen. Ikke fordi jeg er øm nogle steder, men fordi fredag bød på en koncert jeg virkelig nød. Virkelig virkelig. Det var simpelthen så god en oplevelse at spille, at det er svært at vente til næste gang vi træder op.

Forud for koncerten havde vi haft tre vellykkede ture i øvelokalet. Jeg var spændt på hvordan disse ville gå efter vi som bekendt havde holdt over et års pause, men heldigvis tog det ikke mange minutter at genfinde kemien. Dog tror jeg ingen af os kan undsige os en vis nervøsitet over selve koncerten.

Når det er så længe siden man har stået på scenen med et band kan man godt frygte at være kommet ud af sync - med kotumen, med hinanden, med sangene osv. Men det tog ikke mange sekunder af første nummer (som i øvrigt var den nye sag, Størrelse 43) før jeg kunne fornemme at det bare var helt rigtigt. Der er hjerteblod på tanden, og jeg glæder mig så meget til næste koncert - som vil blive på RUST d. 2. oktober.

Sidst men ikke mindst: en stor tak til de andre - fremragende og rare - bands, og en kæmpe tak til de fire søde Catching Paper Planes-folk der skabte rammerne med fest og farver. TAK til det fantastiske publikum aka. den sande fornøjelse!

Tak for en skøn aften!

Vi nød det!

Så sker det langt om længe!

Hørt på twitter...

@LouiseKampmann og @tambourinesam storyboarder til ny @ENTAKT stopmotion musik video #VideoVennerhttp://tweetphoto.com/40882783

Søndagssymfoni

Når jeg engang bliver voksen vil jeg gerne kunne sove længe. Den evne har jeg bare aldrig rigtig haft. Jeg tror muligvis jeg er den eneste i København der er vågen lige nu. De andre går ellers glip af et prægtigt gråvejr. Det er nu meget hyggeligt når man har en god kvistlejlighed at overvære scenariet fra. Noget musik lyder også bedre i regnvejr. Det er også ret meget musik der kommer fra regnvejr ...fornemmer jeg et tema presse sig på?

...

Det kan ikke gentages for mange gange.

Endnu en grund til at elske Jens Lekman

“It was the day before the american election 2008 and I was filled with a hopelessness that only a McCain supporter could have shared with me at the time. I was in Washington DC to perform for swedish TV, sitting in the couch with a profesional smile on my face, joking with the hosts and discussing the lobster with the TV chef. I saw the clips online sometime ago, it’s amazing what an actor I can be if I really make an effort.

I lived in America back then, up in New York. At the time I felt like everything I touched was turning to shit and I had decided to put everything on one card. Subconsciously I knew I needed to hit the bottom so I could work my way up again. I needed confirmation, I needed someone to tell me it wasn’t going to work out, not this way. Yes, there was a girl involved in this. I was very much in love with her.

Some things you just go through. You don’t write about it, you don’t turn it into art because it can’t be turned into art. I didn’t write any songs that year because you can’t pour manure into an espresso machine and expect a cappucino to come out. When they announced the results and the streets filled up with people celebrating I felt happy to be part of something bigger than myself. It was a feeling that lasted me until the very last days of December 2008 when I finally sat down in my old teenage room at my parents house and I wrote this song. Then the year ended.

It’s a song of hope. When love turns it’s back on you it’s nice to know there’s a world out there that doesn’t give a shit about your problems. That forces you to keep your head held high and move on. A world that is fragile and beautiful. Maybe it can sound cold to some of you, but let me make it clear that I believe in love, I just get so wrapped up in it sometimes that I need to put it into proportion. It’s something you have to do a lot when you’re Jens Lekman.”

Over stok og sten

I går spillede vi sommerens sidste akustiske koncert med Entakt - vi skulle have spillet som trio, men så troppede vores bassemand spontant op, og spillede lidt med. Særdeles hyggeligt.

NU glæder vi os vist allesammen til at spille som fuldt orkester, fuld skrue, fulde gardiner. Husk det: d. 27. i denne måned, på Huset i Magstræde.

Der er så meget musik at se- og lytte til for tiden. Det er en fryd. Mit soloprojekt skrider også frem. Her, en lille sekvens hvor Mester Troels (min kære medproducer), sidder foran den pult musikken skal ind i og ud af.

Søndag på en lørdag

Sikke en dag at stå op til. Grå som aske, og regnen er ikke ligefrem tilbageholdende. Nuvel, posten skal ud. Jeg spiller en unplugged koncert (sommerens sidste af slagsen, vil jeg skyde på) sammen med Kristian og Abas på den legendariske Slagslunde Musikfestival i eftermiddag. Det er Kristians hjemstavn, og jeg tror muligvis verdenshistoriens anden Entakt-koncert fandt sted der, engang.

Forleden opdagede jeg, at Stærosaurus havde lagt et nyt nummer online. Jeg trykkede play, og blev suget ind i det med det samme. Jeg synes det er uovertruffent, og det ramte lige hvor det skulle. Et misundelsesværdig flot melodi, og en stemning der, i mine ører, matcher den der prægede de afdæmpede numre på CV Jørgensens 'Fraklip Fra Det Fjerne'.

Nyd Stærosaurus' Mareridt HER.

I går fik jeg i øvrigt købt billetter til Ed Harcourts koncert i Vega. Jeg glæder mig så meget. Han er en kunstner jeg har hørt i mange år, og der er både sange på 'Træerne Vokser Ind I Himlen' (Træerne Vokser Ind I Himlen II) og 'På Bagsiden Af Europa' (Tre Alen Fra Skafottet) hvor produktionen er inspireret af ham.

År 0, dag 1

Så lykkedes det endelig. I går aftes fandt første Entakt-øver - i langt over et år - sted. Jeg tror faktisk ikke jeg har set Nicolai siden sidste koncert vi spillede sammen en sen nat i Århus, sidste sommer. Det var skønt at være der alle 5 på samme tid, og vi krammede og sloges (klassikeren: Gibo vs. Abas) til den store guldmedalje.

Og så var der musikken... Jeg skal gerne indrømme at jeg var lidt spændt på hvor lang tid det ville tage at finde hinanden igen, men til min store forbløffelse skete det på nærmest ingen tid. Vi brugte aftenen på at øve tre nye sange (Størrelse 43, Bob Dylan og Klubben I Angmagssalik), og det gik virkelig virkelig godt. Vi har aldrig lydt sådan før. En meget ny og frisk fornemmelse. Jeg tror at det, hele vejen ned til sangskrivningsrødderne, er lykkedes at forenkle udtrykket, uden at give køb på de ting jeg plejer at holde af i musik.

Selvfølgelig er der stadig steder hvor man skal holde tungen lige i munden, og igår baksede vi lidt med et femstemmigt C-stykke. Men som Onkel Kristian forklarer i slutningen i videoen herunder, så skal man ikke tage polyrytmik for mere end hvad det er:

Elbow

Det er netop gået op for mig at jeg endnu ikke har dedikeret en blogpost udelukkende til Elbow. Det er jo komplet tåbeligt, når de jo i virkeligheden for længst har mast sig godt og grundigt ind i min top 3 over absolutte yndlingsbands. Hvorfor de har det tror jeg min anmeldelse af deres Roskilde-koncert forklarer (omend der ikke lige var plads til at nævne at Guy Garvey er en af de bedste tekstforfattere jeg overhovedet kan komme i tanke om)

Nu er min hovedpine så bare hvilke numre jeg skal vælge ud, og dele her. Jeg lover jer, der er så meget guld i deres bagkatalog, at jeg ikke aner hvor jeg skal starte. Måske skal jeg starte ved et af deres mere kendte numre.

- "and it kicks like a horse" synger Guy Garvey i denne sang, hvilket stemmer godt overens med min opfattelse af nummeret. Jeg hørte det første gang et stykke tid før The Seldom Seen Kid udkom, og kunne godt fornemme at der var noget i gære.

- denne sang minder mig om at G. Garvey er en af de vokalister jeg beundrer allermest på denne klode. Det er så rent og afvæbnende.

- en lille bid af dette nummer blev spillet på Roskilde under lydprøven, mens scenen stadig var indhyllet i et sort klæde, og hårene på armene kvitterede med stående ovationer. Det cykler!

- en trist hændelse ligger til grund for denne ufatteligt smukke sang. Sakset andetsteds på nettet:

Written and performed for "the Seldom Seen Kid" himself, Bryan Glancy, a Manchester singer/songwriter and best friend to Guy Garvey, Elbow's leadsinger.

Bryan passed away in 2007 after a sudden illness. This is Garveys tribute to him.

Jeg kunne ikke beslutte mig for om jeg skulle poste studie- eller live-versionen, så det bliver begge. Jeg finder dem meget meget rørende.

Dagens tilfældigheder

Hvis det kan være lidt uoverskueligt at poste et blogindlæg kan det tit gøre det lidt nemmere at beslutte sig for nærmest at flowskrive om løst og fast. Sådan en dag har jeg idag.

Jeg er ret overvældet af den nye smagsprøve Kanye West har lagt til offentligt skue. Jeg glæder mig meget til mere.

I går aftes var til en uovertruffen Jens Lekman-koncert i Lille Vega. Det var første gang jeg oplevede ham live (stor tak til en yderst gavmild herre), og jeg er stadig helt høj på alle de gode vib's. Gaffa og Soundvenue giver hver især 4 stjerner. Jeg smider en stjerne mere, på trods af at min personlige yndling, A Postcard From Nina (jeg vil til tid og evighed være forelsket i dén tekst), manglede på sætlisten.

Jeg skal have mig en Nespresso-maskine, det er sikkert og vist. Jeg har lige været henne hos min kære bassist fra Entakt, som bor to sidegader fra mig, og øve lidt ...og drikke lidt af hans gode kaffe. På de to minutter og elleve sekunder det tager at gå derhen kommer man sågar forbi The Coffee Collective. Kaffe-himlen.

Den nykårede vinder af BandBase-legatet, Eumig & Chinon, har remixet Ginger Ninja's Sunshine. Resultatet er virkelig glimrende, og kan oven i købet downloades kvit og frit ...HER.

Resten af dette år synes at bugne med potentielt skønne koncerter. I går var jeg som sagt til Jens Lekman, forleden så jeg Quadron på Ofelia Beach. Dem bør jeg snart spendere en blogpost på at lovprise i øvrigt. Derudover planlægger jeg at skulle til koncerter med blandt andre Robyn, The Divine Comedy (endelig!), Ed Harcourt (endelig!) og The National. Forhåbentlig også Four Tet til Strøm.

For resten af er det Samantha, der har stået for billedsiden til videoen i blogindlægget herunder, der med en sammensvoren skal lave en lille promo-video til den kommende Entakt-single. Indtil videre hedder sangen Bob Dylan. Gad vide hvor længe den bliver ved med det.

Over og ud.

Så er det snart!

Paper Planes Festival 2010 - Promo Video. from Catching Paper Planes on Vimeo.

Søndag

Ville ønske jeg kunne sove længere. Er træt. På en skala fra 1 til 2, et klart 2-tal. Havde virkelig god dag igår. Nød at spille både på Bryggen og på Din Nye Ven. Sjovt at være tre denne gang. Senere på måneden er vi 5.

Kan ikke finde ud af om det er gråvejr uden for, eller om det er søndagsfilter over mine øjne. Glæder mig over at skulle ting idag, men helt selv kunne afgøre hvornår jeg skal dem. Jeg har det som en langsom Thomas Dybdahl-sang. Still my body aches. Eller denne (omend jeg slet ikke er trist):

Forsmag

Jeg synes søvnen sidder limet fast i de sprækker der skal forestille mine øjne idag. Efter endnu en nat med mareridt over skærmen (der har virkelig været gyser-tema på indersiden af øjenlågene denne uge) kan jeg efterhånden godt savne at føle mig helt udhvilet. Måske er det bare ved at blive efterår. Jeg synes i hvert fald det virker småkoldt i min lejlighed denne morgen. Men jeg tror efterhånden også jeg er ved at være klar til efterår. Jeg har nået det jeg skulle denne sommer. Der er nu noget over efterår. Men ...mon ikke sommeren bliver hængende lidt endnu.

Lad mig lige indskyde, at jeg har hørt nedenstående sang et utal af gange det sidste døgn - den lyder jo næsten af jul! Nu stopper festen altså. Men ikke desto mindre må denne sang indeholde noget nær verdens bedste vokalarrangement:

I eftermiddag drager jeg mod TænkeBoksen for at øve med Abas og Kristian. På lørdag skal vi spille to stort set unplugged Entakt-koncerter i København; én til Kulturhavn på Islands Brygge (som trio) og én på Din Nye Ven (som duo). Vi skal for første gang i lang tid øve (og sikkert også spille) Fyrværkeri, hvilket bliver lidt spændende da den jo kræver en vis form for stemmebåndsakrobatik.

Vanedannende serier

En stor del af min hverdag består af musik. Sågar lidt for stor en del til tider, og så kan det være guld værd at have noget der kan aflede ens tanker helt og aldeles engang imellem. Serier gør tricket for mig - hvis det vel at mærke er serier jeg finder så gode at jeg stort set kan afmontere den praktiske del af min hjerne (hvis sådan én rent faktisk findes - forskerne er ikke overbevist)

(Når det så er sagt er det ikke måske ikke 100% rigtigt hvad jeg skriver herover, for tit og ofte opstår idéer til sange undervejs i disse serier hvis jeg bliver grebet af dem)

Hermed en lille guide til dem jeg har haft størst glæde af.

Californication er muligvis den serie jeg holder allermest af overhovedet. Hovedrollen, Hank Moody (David Duchovny), er den bedste karakter jeg endnu har oplevet i en serie. Han spiller en småfordrukken forfatter der kommer til Californien fra NY. Den perfekte anti-helt. Der vælter så mange gode finter ud af hans mund at det er til at blive dybt misundelig over. Når man, som jeg, er glad for ord er denne serie et must. Udover ord er den stoppet til randen med rusmidler, damer, fantastisk musik og - måske vigtigst af alt - en ret hjerteskærende sørgmunter tone. Jeg er solgt til stanglakrids for en slik.

Mad Men må tage prisen for den mest æstetiske, stilsikre serie mine øjne til dato har sat til livs. Den udspiller sig i reklamebranchen i 1960'ernes New York, og oser af cigaretter, whiskey, smukke klæder, smukt indhold til disse, datidens kønsroller mm. Et anmeldercitat - "En ny generations 'Matador' - på amerikansk" - pryder omslaget til tredje sæson, og det er bestemt ikke helt ved siden af. Alt ved den serie er så gennemført at det er en fryd, og så synes jeg i øvrigt at introen er blandt de allerbedste af sin slags.

Weeds kan vel nærmest betegnes som en mellemting mellem Californication og Simpsons. En skøn serie der har det med at overraske og køre ud af tangenter man ikke lige havde set komme. Serien handler om Nancy Botwin (Mary-Louise Parker) som bliver alene med sine to børn da faren dør af et hjerteslag, og derefter klarer til dagen og vejen ved at sælge tjald, hvilket får rodet hende ud i et væld af sager. Ligesom Californication er den velspillet, udfordrer moralbegreber på bedste vis, og er i det hele taget bare afsindigt underholdende.

Rome skiller sig lidt ud fra de tre ovenstående, da den på sin vis minder mere om film end om en serie. De må også have brændt budgetter af der normalt er forbeholdt film, for det er uden sammenligning den mest overdådige serie jeg har set når det kommer til kulisser mm. Den er ekstremt flot. Ydermere ligger den lige til højreskøjten for en historie-nørd som undertegnede. Den er præcis lige så gennemført som eksempelvis Band Of Brothers, hvor denne så bare naturligvis udspiller sig i det gamle Rom. Desværre stoppede den efter bare to sæsoner, netop fordi den var for dyr at lave. Synd og skam.

Derudover har jeg i øvrigt fundet stor glæde ved serier som Scrubs (verdens mest fantasifulde komedieserie!), Lost, Flight Of The Conchords, Frasier, Simpsons, My Name Is Earl, Band Of Brothers, Extras og ikke mindst både den engelske- og den amerikanske udgave af The Office.

Del endelig jeres egne afhængigheder med mig - hvad er jeg gået glip af?

Så klappede fælden!

Kære alle derude bag skærmene!

Nu sker det endelig. Efter mere end et års stilhed på koncertfronten spiller vi nu live for fuld udblæsning, som fuldt orkester!
Dette sker når vi gæster Huset i Magstræde i København d. 27. august - og vi glæder os ubeskriveligt.

Anledningen er Paper Planes Festival, hvor man udover Entakt vil kunne opleve The Foreign Resort, Jaywalkers, Laust Sonne, Tempomatador og engelske Minaars.
Se Husets hjemmeside HER.
Se Facebook-event for arrangementet HER.

Denne aften vil vi præsentere helt spritnye sange samt naturligvis sager fra bagkataloget.


Vi håber at se en masse af jer til en lille genforening!
/ENTAKT


Ps. Der afholdes sågar en lille præ-festival på Din Nye Ven på lørdag d. 7/8, hvor Jonas og Kristian tropper op og spillet et akustisk sæt.